www.nordfynsk.dk
|
|
|---|---|
Oldermanden og gilderne i Roerslev. Af Rasmus Madsen. Oldermandsgildet i Bederslev. Af Rigmor Pedersen og Peder Enggaard. |
|
Oldermanden i Roerslev, Gdr. Walther Egdal, blæser til gilde i Roerslev. Foto Margit Egdal 1990.
|
Den 2. februar er det kyndelmisse, det er vinterens vendepunkt. Førhen var det en helligdag, men Struense afskaffede den i 1770. Vi blev dog ved med at fejre den. Vi holder kjørmesgilde, som vi siger her på Nordfyn, eller oldermandsgilde. Oldermanden blæser i hornet, når gårdmændene skal samles, ikke kun når der skal være kjørmes-gilde, oldermanden havde mange andre funktioner. Dem har gdr. Rasmus Madsen i Roerslev skrevet ned i 1958 i byens oldermandsbog: Oldermanden: På tur mellem gårdmændene virkede oldermanden for et år ad gangen. Han havde byhornet og stokken, og det gik tit på, at han måtte ud med forskellige bekendtgørelser; så blæste han i byhornet, og folk kom ud og fik besked – eller han blæste til stævne; så skulle man møde dér og drøfte, hvad der var på færde. Mødte man ikke, blev der skåret et hak i stokken. Det betød bøde. Og kom man for sent, skulle man enten betale eller drikke en pægl brændevin. Meddelelser, som gik til oldermanden, var f.eks. hvornår man skulle betale kommuneskat. Det foregik hos oldermanden, hvor to sognerådsmedlemmer mødte og indkasserede skatten. Læreren i Nr. Nærå mødte også hos oldermanden og indkasserede småredselstiende (redsler = hvad der redes/udredes i årlig skat). Grevskabet bad også oldermanden meddele, hvornår de modtog renter, afgifter og tiende. På stævnet drøftede man også hvornår, man skulle gruse vej. Sognerådet havde bestemt, hvor der skulle gruses dette år; og så enedes man om, hvem der skulle køre – nogle om formiddagen, andre om eftermiddagen. Gruset fik vi i grevskabets grusgrav i Kærsingrave. Karlene mødte og læssede gruset på vognene, manden kørte, og to sognerådsmedlemmer jævnede gruset ud på vejen – jeg har været med til at læsse grus. (Det var før asfalteringen). Byhornet måtte ikke komme udenfor byen, hvorfor manden i matr. 5 aldrig var oldermand, og til at give ham meddelelse sendte man bybud, som gik på omgang mellem mændene. Hos oldermanden uddeltes også almisse, jeg husker, at loen blev gjort pænt i stand og kalket; så mødte to sognerådsmedlemmer og modtog almisse fra gårdmændene. Det blev vejet og hældt i store kar og baljer og så vejet ud til de fattige. Det var rugmel, bygmel, gryn, malt og smør. De fattige blev beværtet i loen med smørrebrød, øl og brændevin, og det kunne ske, at nogen fik for meget at drikke. Således husker jeg, at en kone fra Nr. Nærå Hospital, Johanne Per Ottesen, måtte hjælpes op på en af ægtvognene, der skulle køre almisser til hospitalet, og sættes mellem sækkene og stoppes godt ned for ikke at falde af. Der var også altid sognerådsvalg hos oldermanden i Roerslev. Der var valg hvert 3. år, og da der var 12 gårde, blev det de samme steder hver gang, hos matr. 1, 4, 8 og 11. Valget gjaldt i 6 år, men halvdelen gik af efter 3 år. De 6 var valgt af de højstbeskattede, og de 5 valgt af de almindelige vælgere. Oldermandsgilderne: Der var oprindelig gilde i to dage. Første dag hos den afgåede oldermand og anden dag hos den nye oldermand. Den første dag skulle man syne bytyren. Der var to tyre. En havde storetyren og en anden lilletyren. Det foregik på den måde, at man mødte kl. 14 hos den mand, der havde storetyren, så på besætningen og blev så budt ind til spisning, smørrebrød, øl og snaps og evt. kaffepunch. Derefter gik man til den, der havde lilletyren, og atter måtte man ind at spise og blev beværtet på samme måde, som nævnt før. Derefter skulle man gå til den afgåede oldermand, spise, drikke og spille kort – så det var ikke så sært, om nogle blev lidt dårlig tilpas og måtte af med noget af det igen. Dette gilde varede til hen på de små timer. Ja, undertiden til dag. Det andet gilde hos den nye oldermand formede sig på samme måde. Rasmus Madsen. Roerslev i 1958.
|
Mogens Mogensen i Bederslev blæser i
|
|
Fremmelev.Hvert år den 2. februar samles Fremmelev Bylaug til det såkaldte kørmelsgilde. Det burde vel hedde kyndelmisse; men det folkelige sprogbrug har ændret det. Denne sammenkomst går langt tilbage i tiden, hvor langt kan jeg ikke tidsbestemme; men den fandt i al fald sted i hele min svigerfars tid og også længe før ham. Han hed Knud Knudsen og var født i 1888 og ejede gården matr. 2a af Fremmelev. Det var den ene af de to gårde, som på ældre kort blev betegnet "Fremmelev Gårde". Fremmelev by har i gammel tid været krongods, og der hvor de to gårde ligger, lå i det 14.-15. århundrede en adelig væbnergård. Senere er denne og de øvrige gårde i Fremmelev kommet ind under herregården Nislevgård, hvortil de udførte hoveriarbejde. I en så gammel by som Fremmelev er der i tidernes løb opstået forskellige tidsbestemte skikke, og til dem hørte altså kørmelsgildet, som har overlevet og stadig føres videre. Fremmelev har ikke ændret sig væsentligt siden den tid, og er i dag stadig en udpræget gårdby, der er karakteristisk ved sin stjerneudskiftning af jordene. Den bestod af 11 gårde af nogenlunde ens størrelse mellem 50 og 60 tdr. land, og det var ejerne af disse gårde, der mødtes til bylaugsfesten, som gik på skift imellem dem efter matr.nr. Kørmelsgildet holdtes til oldermanden, som opbevarede byhornet og en kasse med papirer omhandlende forholdene gennem tiderne i Fremmelev. Denne kasse forefindes stadig ligesom hornet. Mange af papirerne er meget gamle og skrøbelige, og mange er skrevet med gamle danske bogstaver. Nu er der taget kopier af dem, som man kan se i lokalarkivet i Otterup. Man samledes altid præcis. Kl. 6, nu altså kl. 18. I ældre tid, før 2. Verdenskrig, kom man af sig selv, blev altså ikke bedt først. Man vidste jo, hvor det skulle være; det var bestemt året før. I dag bliver vi inviteret først. Det var også dengang en regel, som blev fulgt nøje, at når kl. slog 12, holdt man op og gik hjem. Også her har tiden ændret skikken lidt. Der bliver vel holdt op nogenlunde til tiden; men så bliver der serveret kaffe bagefter, så det bliver gerne ud på de små timer, inden vi er hjemme. Traktementet er regelbundet, som det var førhen. Der begyndes med forskellige slags sild og hvad dertil hører; derefter dansk bøf med kartofler og brun sovs og surt til, til sidst ost med frugt. Og til dette gode måltid hører der noget til at skylle ned med. Snapseflasken bliver budt flittigt rundt, men jeg har aldrig oplevet, at det har bevirket støjende eller ukontrolleret optræden. Derimod bevirker det, at det løsner tungebåndet, så snakken kommer godt i gang. Og det er en uskreven lov, at den aften må man sige lidt mere til hinanden, end man ellers ville gøre, og man skal også kunne tåle at høre mere, selv om der bliver gået lidt tæt til en selv, dog er ens familieliv et emne, som man ikke kommer ind på. Efter spisningen serveres der kaffe og hertil gerne et lille glas; det er måske nok mere en nymodens skik, end det var førhen. Og så bliver der taget fat på kortspillet. De ældre spiller gerne en hyggelig l'hombre, hvor man vel kan diskutere spillets gang; men hvor det mere er sindet at more sig over fejludspil end at kritisere det. De unge derimod vil spille mausel, det er der mere spænding ved. Og der er som regel nogen, der sidder i held og andre i uheld. Men ingen surhed af den grund, og spillet bliver ofte afbrudt af kraftige lattersalver, når en er særlig uheldig. De ældre brugte ofte mundheld såsom: Der fik jeg skovlen under ham, eller: Der fik han hyppet sine kartofler. Den slags små krydderier til spillet fik de øvrige deltagere til at more sig. I det hele taget blev der ikke lagt bånd på noget den aften. Det var jo en mandeaften, og her bliver jeg nok skyldig at give en dyb undskyldning til den kvindelige del af Fremmelev bys beboere; de er ikke repræsenteret bortset fra de, der var hos oldermanden; men de serverede, hvad vi aldrig undlader at gøre vores honnør for. Til gengæld forventer konerne at få et ordentligt referat, når vi kommer hjem fra gildet. Oldermanden har fornøjelsen af at betale det, men da det går på skift, udligner det sig hen ad vejen. Lad dette også være en hyldest til vore koner eller familiemedlemmer, der sørger for, at vi kan have denne gode aften sammen hvert år. I aftenens løb bliver der gerne fortalt om hændelser og episoder, der er sket siden sidste kørmelsgilde. Der bliver fulgt godt med, hvad der sker i byen, for i et så lille samfund, hvor alle har samme gerning og hvis daglige gerning er ens, ved man ret nøje, hvad de enkelte foretager sig, og det sker da af og til, at man kommer lidt uheldigt af sted under dagens gerning, og der kan opstå morsomme og pudsige episoder. Sådanne episoder bliver draget frem og drøftet ved kørmelsgildet. Spørgsmål og svar svirrer gennem luften, og når noget bliver genfortalt, bliver der jo ofte lagt lidt til, og det bliver det som regel ikke mindre morsomt af. Alt dog på det spøgefulde plan, så der er højt til loftet hele tiden, selv om vi sidder i lavloftede stuer. Der bliver ført en protokol, og en bliver valgt til protokolskriver – et æreshverv. Bagefter bliver den læst op, og vi skriver alle under. Det afsluttes aftenen med, og så skilles vi og håber på et godt år til næste kørmelsgilde. Et er vi alle enige om: Det skal fortsætte, ellers vil Fremmelev by ikke være den samme by mere – nemlig den kønne landsby, hvor beboerne kommer hinanden ved. Arne Nielsen. "Østerlund". Skrevet til bladet Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune nr. 17 feb. 1990. |
|
|
|
