Otterup Kro
Jeg har tænkt mig at fortælle om Otterup Kro; den lå jo som et meget smukt sted lige i Otterups centrum. Den blev bygget i 1904 som en kongelig privilegeret kro – det var den bevilling, som havde tilhørt den gamle Daugstrup Kro, som lå ude ved korsvejen Daugstrup og landevejen.
Da jeg kom til Nordfyn, blev kroen drevet af en, som hed Damhave, men han stod ikke i kridthuset hos afholdsfolkene, så spiritusbevillingen blev stemt ned engang i 1920-30, men han fik så senere igen bevilling til at måtte udskænke spiritus. Jeg kan også huse, vi har været til afstemning om det, mens vi har været her, det har nok været omkring 1930. Da havde Damhave solgt kroen, sådan at den skulle have været et aktieselskab, men det blev aldrig til noget.
Der blev holdt mange udstillinger og fester på kroen. Husmandsforeningen, Otterupkredsen, havde gerne udstilling hvert efterår, bagefter var der fællesspisning med medbragt mad og så bal bagefter. Engang til en udstilling først i 1930’erne havde de Stauning ude at tale. Der var mødt mange mennesker frem og mange af omegnens gårdmænd var der – det var jo dengang, vi havde de dårlige tider. Det første Stauning sagde, da han kom på talerstolen, var – Her ser I så landbrugets fjende nr. 1 – men det var han nu ikke, for landbruget havde jo også fået krisehjælp. Stauning var en meget agtet politiker.
Der var jo mange fester. Engang havde håndværkerforeningen fest. Det var gøgl og alle mulige forlystelser. Jeppe murer var udråber i et telt, hvor de fremviste et sort, vildt menneske lige indfanget i Afrika. Det var hverken mere eller mindre end Johannes Tjære, der var sværtet sort; og han hylede inde i teltet, og uden for teltet hang et stort okseben. Han blev fodret med råt kød, men det var nok mest flydende føde, han fik.
Ude på marken bag ved kroen var der dyrskuer, der var tivoli, og der var cirkus.
Kroen var en meget smuk ejendom. Den pyntede på byens udseende. Det var synd, den blev brækket af. Kroen var et samlingssted. Et sted, hvor der skete meget.
Der var ringridning og motorløb på kromarken. I laden var der hestestald. Der må jo også have været plads til en ko, for det havde de også – og så var der bissekamme – og stor keglebane og meget stor, fin have. Der manglede ingen ting.
de sidste krogolk, som ejede kroen, var Svend Harnæs og hans kone. Harnæs havde ellers været snedker her i Otterup i mange år, inden han blev kromand.
Kroen blev nedlagt først i 1960’erne.

Fortalt af Jens Ludvig Jensen, Hedemarken i Otterup, i december 1990 til bladet ”Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune” nr. 22, februar 1991.

Dyrskue på kromarken 19. juni 1943.