Tækkemandens datter

Fru Marie Nielsen, født Dissing, eller slet og ret fru ”Født”, som folkeviddet døbte Otterups mest markante kvindeskikkelse, var en af byens store personligheder. Marie Nielsen var et engageret menneske, lærerinde på Otterup Realskole og sognerådsmedlem, men allermest kendt som stifteren af Mødre- og Spædbørnshjemmet Nislevgård.

Ved hendes 60-års dag i marts 1938 bragte Fyns Tidende artiklen om ”Tækkemandens datter”. Intervieweren hedder ”Gudrun”, men præsenteres ikke nærmere.

 

Fattig på jordisk gods – men rig på interesser

Jeg så dagens lys på Mors, fortæller Marie Nielsen, i et fattigt arbejderhjem. Far var tækkemand i Erslev og mor var i mange år syg. Hun led af kræft, og hun, såvel som alle andre, var klar over, at der intet andet var at gøre end at vente på døden. Den gang var der kun håb om helbredelse, hvis man havde råd til at lade sig operere i Viborg. Det kunne der ikke være tale om, at hun havde. Sygekasserne eksisterede ikke, og hun var alt for stolt til at modtage hjælp af det offentlige dertil.

Men mor lod sig ikke slå ud af det. Hun var trods sin sygdom meget stærkt politisk interesseret, og mit hjem var et af de få, der tillod sig den luksus at holde Morsø Folkeblad. Når vi så havde læst om de politiske begivenheder – det var i de stærkt bevægede provisorieår – blev jeg, der kun var 9 år, sendt fra det ene hjem til det andet med bladet, for at naboerne også kunne følge med i, hvad der skete i København.

Ikke alene politisk, men også på andre områder, var mine forældre interesseret. Jeg husker tydeligt, hvordan vi seks søskende sammen med vore forældre sad omkring bordet i den lille, fattige stue og læste historiske romaner og sang Kingos salmer, og tidligt lærte vi også forskellige højskolesange, efter at min bror, Thøger, var kommet på Askov.

 

Plejehjemmet – en bitter erfaring

I 1888 døde mor, og vort hjem blev opløst. Thøger kom til Vejstrup Højskole som lærer, de store drenge kom i pladser og vi to mindste blev anbragt i pleje hos fremmede.

– Var de glad for deres plejehjem? – Nej. Når jeg så ofte har talt mod dette at få plejebørn tinget ud for den billigste pris, har jeg talt af bitter erfaring. Men efter min konfirmation kom jeg i flere udmærkede hjem og begyndte igen at leve op. Da jeg var 18 år, kom jeg til Vejstrup i Morten Rasmussens hjem, og et par år efter blev jeg elev på højskolen og læste desuden privat hos min bror Thøger. Thøger var samlingsmærket for alle vi søskende; han holdt sammen på os og har betydet så utroligt. Alt det bedste, jeg kan sige om denne bror, er ikke for godt.

Imidlertid var en af mine andre brødre blevet mejeribestyrer på Sparretorn, og da han havde brug for mig, tog jeg med ham og blev mejerske, og jeg havde den opmuntring, at mit smør i 1898 fik bronzemedalje ved en udstilling i Odense!

 

Udviklende år i København

Da min opgave på Sparretorn var endt, læste jeg atter en tid hos Thøger, hvorefter jeg rejste til København og fik plads i huset hos en bror til helten fra Isted, den gamle pastor Læssøe. Denne gamle præst var en ejendommelig mand. Han var præcis som et urværk, og deltog f.eks. ikke i sin kones begravelse, fordi den foregik på et tidspunkt, da han sædvanligvis gik tur, og denne regel kunne ikke brydes!

Han tog sig på det mest rørende af min uddannelse og udvikling. Det var ham, der bestemte, hvad mine fridage skulle bruges til. Han sad og udarbejdede planer over de museer, jeg skulle besøge, og jeg fik af ham besked om, at de og de samlinger skulle jeg gennemgå, men heller ikke mere. Han satte altid klart og bestemt punktum. Ligeledes var det også ham, der afgjorde, hvilke stykker jeg skulle se på teatrene, og en hel del af billetterne betalte han selv. Jeg var sikkert i teatret mindst 80 gange i den tid, jeg var i huset der.

– Hvordan gik det til, at de havnede i Otterup? – Det er der såmænd en meget simpel forklaring på. Min bror Peter flyttede i 1903 ud på Otterup Realskole, og jeg fulgte ham i den dobbelte egenskab af husbestyrerinde og lærerinde, og efter at jeg i 1906 blev gift, har jeg fortsat som lærerinde på skolen og hvert år ført mine elever op til eksamen. Mine fag har været religion, historie, samfundslære, håndarbejde og tillige de første år gymnastik. Det har været mig en stor glæde at arbejde i skolen, og det vil blive et alvorligt savn for mig, den dag jeg ikke længere kan fortsætte.

 

I mødrehjælpens venteværelse

– Foruden at passe hjem og skole har De også fået tid til at interessere Dem for samfundsspørgsmål og sociale forhold? – Ja, den interesse er sikkert indpodet i mig fra barnsben. Jeg har været medlem af hjælpekassen og værgerådet og er for tiden formand for børneværnet her i Otterup. Desuden har jeg i to perioder været medlem af Otterup Sogneråd, og disse forskellige opgaver har optaget mig stærkt.

­­– Og arbejdet med Nislevgård? – I 1926 var jeg med til at oprette Spædbørns- og Mødrehjemmet Nislevgård, et arbejde, der giver anledning både til mange glæder og skuffelser.

– Er det ikke en meget beskeden fremstilling af sagen, når De siger, De var ”med til at oprette Nislevgård?? – Når det faldt i min lod at blive den ledende er forklaringen den ganske naturlige, at man valgte Nislevgård ved Otterup til rammen om arbejdet. Hjemmet blev oprettet, fordi vi den gang var nogle stykker, som syntes det var rent forkert, at den mor, der gerne ville være sammen med sit barn den første tid, men dårligt havde råd, ikke kunne få lejlighed dertil.

For mit vedkommende må jeg sige, at det ikke så meget var børnene, jeg tænkte på, men i første række de ulykkelige mødre.

For en del år siden havde vi et par grelle tilfælde her i sognet, og da jeg i den anledning en dag tilbragte et par timer i mødrehjælpens venteværelse i Vartov og så de mange provinspiger, der sammen med deres fortvivlede mødre søgte råd og bistand i hovedstadens mødrehjælp – fordi der ikke var andre steder at søge hen – da gav jeg mig selv det løfte, at jeg ville sætte alt ind på at få en ordning, der kunne bøde på disse forhold.

Som jeg sagde før er det et arbejde, der bereder både glæder og skuffelser. Det er min tro, at ingen tager skade af en vis tid i livet at komme under ordnede forhold, og jeg er overbevist om, at det er rigtigt, når vi samtidig med, at vi yder den unge pige en håndsrækning, forlanger, at hun også selv yder noget. Det må være hjælp til selvhjælp. På én vis gør vi slet ikke livet lettere for de unge mødre, der kommer her, men på den anden side vinder de i menneskeværdi. Hvis det bliver en nødvendighed at bortadoptere det barn, moderen er kommet til at elske, og hun da med sorg giver afkald på det, fordi det er til barnets bedste, kan jeg ikke se andet, end at hun er blevet et større og ædlere menneske.

 

Vi har stået sammen

– Har det ikke knebet at få tiden til at slå til, når De havde så mange ting at passe? – Jo, men jeg har haft god hjælp. Min mand har altid stået ved siden af mig både hjemme og i mit arbejde udenfor hjemmet. Da børnene var små, tog jeg dem med i skole, og jeg har derfor aldrig lidt under dette at skulle gå fra dem, de var næsten alle voksne, da jeg begyndte med arbejdet på Nislevgård og har for øvrigt fra de kunne skønne været medinteresserede. Vort hjem var antagelig blevet anderledes, hvis jeg ikke havde haft andet at passe end netop det, men om det derfor var blevet et bedre hjem er ikke godt at sige.

– Trætter Deres skolegang Dem ikke nu, da De bliver ældre? – Hver skoledag er mig en glæde. For to år siden overdrog min bror realskolen til sin mangeårige medarbejder, Svend Jensen, og da Svend Jensen altid har været mig en udmærket kollega og en sjældent god skolebestyrer, har det ikke været vanskeligt at fortsætte arbejdet under hans ledelse.

Top

www.nordfynsk.dk