www.nordfynsk.dk
Anna Josefsen fortæller
|
|
|---|---|
Allerede mens vi var forlovede, sagde Arthur, hver gang der kørte en bil forbi, at han sådan ville ønske, han havde en vognmandsforretning. Da Arthur og jeg blev gift i 1925 og bosatte os i ”Havely” i Lunde på Nordfyn, startede vi derfor Lunde Vognmandsforretning. Jeg tog kørekort, så jeg kunne være med i forretningen. Og jeg skal love for, folk kiggede, når en dame kom kørende med lastbilen. Man var ikke vant til at se en dame bag rattet, det var temmelig usædvanligt dengang, men lige noget for mig. Jeg kørte ofte folk til Odense. – I skal ikke være bange, sagde jeg, når de så, chaufføren var en dame, jeg skal nok køre pænt. Der var 14 km til Odense fra Lunde. Jeg fik 4 kr. pr. km, og dengang kostede benzinen kun 28 øre pr. liter. Mens folk ordnede deres ærinder i Odense, gik jeg ind til Lundsgaard i Nørregade og fik mig en god kop kaffe. Efter nogle timer kørte vi så hjem igen. Engang skulle jeg ud til Odense Havn og hente noget kul. – Hej, du chauffør, råbte de til mig, kan du se at komme ned og få en skovl og hjælpe til med at læsse. – Jamen, sagde jeg, jeg er kun kvalificeret til at køre bilen. Den første lille lastbil, en Ford i øvrigt, var kun til at bremse i siderne, med håndtag altså. Først da vi fik Kaptajnen, var der fodbremse. Den har jeg kørt meget taxakørsel i. Senere fik vi en stor MAN lastbil. Den sidste bil, vi havde, var en Vauxhall. 1½ år efter vores bryllup blev Svend født. Det var ikke altid, jeg havde nogen til at se efter Svend, når jeg skulle ud at køre. Så satte jeg ham på forsædet ved siden af mig og spændte ham fast ved at fæstne en ble i sædet på hver side af ham. Vores datter, Inger Marie, blev først født seks år senere. – Vi havde jo ikke tid til det. Besættelsesårene var ikke morsomme for en vognmand i Lunde. Arthur blev tvangsudskrevet til at køre for tyskerne, der var megen kørsel til flyvepladsen. – Jeg kommer altså ikke i morgen, kunne Arthur sige, jeg har halsbetændelse. – Jamen, så sender vi en chauffør ud efter vognen, sagde tyskerne. – Nej, I gør ej, sagde Arthur, så skal jeg nok selv sørge for en chauffør. Det blev så Holger, der var en dygtig chauffør. Holger havde ingen respekt for tyskerne, og han gjorde alt, hvad han kunne for at genere dem, kørte forkert f.eks., og hvad han ellers fandt på. Bageren i Lunde lavede "tyskerkager", dvs. at når tyskerne bestilte kager, satte han et Dannebrogsflag i hver kage! Endnu kan jeg også se for mig, hvordan de unge mennesker i Hitlerjugend kom gående gennem Lunde – "Wir gehen zu Engeland", sang de. – Så stik dog af med jer, sagde jeg. Anna havde 8 mennesker på kost til daglig. Der var familien selv samt flere chauffører, forretningen var jo vokset. Der var nok at se til. Der var den ugentlige ægtur, og der var fragtkørslen. Et par damer i Fremmelev skulle altid have bragt Apollinaris ud, en anden nød kun pålæg fra en bestemt slagter i Odense, og det skulle også bringes ud. Kvinder, der skulle føde, blev i hast kørt til fødeklinikken på Nislevgård ved Otterup. Der var noget hele tiden. Midt i 1950’erne blev Arthur bedt om at tage stillingen som direktør for den ny fragtcentral, der blev bygget på Vestre Stationsvej i Odense. Der hørte en stor lejlighed til, og Anna og Arthur flyttede til Odense efter mange gode år i Lunde. 1956 åbnede den ny fragtcentral, og Arthur startede i sit nye job.
"Havely", Lunde Bygade 36, hvor Anna og Arthur Josefsen startede Lunde Vognmandsforretning i 1925. |
Her er Anna foreviget til sit kørekort for næsten 80 år siden. Jo, folk kiggede, når den unge, kønne lastbilchauffør kom kørende. En dame bag rattet
Anna og Arthur Josefsen med børnene Svend og Inger Marie – kaldet "Søster".
Lille Svend med familiens hund,
Når man er et livstykke, bliver man vist også nemt en livskunstner. Annas valgsprog ”Du skal ikke ærgre dig”, kan vi andre godt tage til os. – Man bliver jo hverken glad eller gammel af at ærgre sig, siger Anna med store smilerynker og øjne, der spiller af liv. Og det er Anna selv det bedste bevis på – hun fyldte 103 år den 29. december 2004! Anna døde den 11. juli 2006.
|
Den smukt håndmalede platte var en gave fra personalet til Arthur Josefsen
|
|
