Når høns både er en lidenskab og en videnskab

Hvid italiener -
Præmiehane
fra Fremmelev

Theodor Fribo fortæller om sin mors, Anna Fribos, hønseri, Kappendrup 28

Jeg er født i Kappendrup i 1911. Jeg var kun seks år, da min far døde af den spanske syge i 1918. Mor var nu alene med tre børn, der skulle forsørges.
Mor satsede på høns. Hun oprettede et avlscenter for hvide wyandotter, som hun drev i en halv snes år. Mor handlede med rugeæg, kyllinger og avlshøner, og det var en hel videnskab at drive sådant et avlscenter og fremavle de bedste høner.
Mor havde en 60-70 høner. Hver eneste høne havde et kontrolnummer på benene. Når de gik ind i en rede for at lægge æg, kunne de ikke komme ud, før de blev lukket ud. På den måde kunne vi føre regnskab med, hvor mange æg, hver enkelt høne lagde. Nogle lagde op til 300 æg på et år, og det var ganske mange. Alle æg blev talt, og på hvert eneste æg skrev vi med blyant hønens nummer.
Mor havde 5-6 rugemaskiner, og hun rugede kyllinger ud for næsten hele Fyn. Hun solgte også rugeæg, de blev pakket og sendt ud over hele landet. I 1920 fik hun en hel krone for hvert rugeæg, det var en god handel!
Når kyllingerne blev ruget ud, blev de mærket med et hul i ”svømmehuden” mellem tæerne. Antallet af huller varierede naturligvis. Kun vore egne kyllinger skulle mærkes.
Mor solgte også slagtekyllinger. De blev pakket i kasser med ti i hver. Der lå de og så pæne ud, hvis de så for spidsbrystede ud, fik de lige et bonk på brystet. Der blev ikke taget ud af kyllingerne, inden de blev sendt af sted, det måtte kunderne selv sørge for, i dette tilfælde københavnerne, da kasserne blev sendt til København.

Rationel fjerkræavl hos Dorthea Pedersen, Fremmelev 60

Dorthea og Rasmus Pedersen drev landbrug på Fremmelev Mark. Dorthea havde som alle andre sin egen lille hønsegård. Med årene blev hønsegården til et landskendt hønseri. Dorthea kom tidligt ind på en rationel fjerkrædrift. Allerede i 1905 begyndte hun så småt, og endnu førend 1. Verdenskrig tog hun fat med kontrol af hønsenes ydelser, som var noget ganske uhørt på egnen. Krigen bragte imidlertid Dortheas arbejde til ophør, og hendes hønseavl indskrænkede sig til 12 høner. Der kom dog andre tider igen, og fra 1930 var Dorthea en sikker deltager i konkurrencer indenfor fjerkræavl. Hønsene fra Fremmelev lå i flere år i toppen i de fynske konkurrencer og gjorde sig også gældende på landsplan.

Hønsehusene var nemme at flytte

Johannes Gjaldbæk fortæl-ler om Fremmelev Hønseri

Jeg var 16 år, da jeg i 1940 kom i plads i hønseriet i Fremmelev, og jeg var der et år. Det var et meget anerkendt rugeri med stambesætning. Stamhøns forstås, hvor afstamningen var kendt flere generationer tilbage. Den første rugemaskine var fra en fabrik i Hørve. Senere lavede karetmager Poul Pedersen i Bederslev 2-3 maskiner. Han kom der i forvejen og tog mål, så han kunne efterligne den første. Der var bakker med flere små rum, så hver enkel hønes æg var samlet for sig, og der var flere bakker over hinanden. Opvarmningen foregik med en lille koksfyret kakkelovn.
Når kyllingerne var udruget, fik de en fin, lille ring med et nummer sat i den tynde hud i vingen. Således kunne man fremover kende den enkelte hønes efterkommere.
De kyllinger, der skulle sælges til slagtning, gik sammen. Nogle steder tog man hanekyllingerne fra, men det gjorde man ikke her. Chr. Jensen i Kappendrup kom og hentede de slagtefærdige kyllinger.

De æg, der skulle sælges, og det var mange, kom til købmand Mads Madsen i Bladstrup. Andre rugerier købte rugeæg herfra. Tingene fra Fremmelev hønseri var eftertragtede, det var gode ting, og folkene var kendt for deres ærlighed.
Op på formiddagen begyndte hønerne at lægge æg. Hver høne hoppede ind ad en lille lem til en rede. Her var der så snæver plads, at den var nødt til at presse ryggen mod loftet i reden. Det udløste en lukkemekanisme, så hønen var spærret inde, til man kom og tog ægget. Det fik stemplet hønens nummer, og der blev sat en streg for det i regnskabet, så man havde styr på, hvor mange æg, hønen lagde i løbet af året. Disse reder kaldtes kontrolreder. Æggene blev af og til vejet, og vægten blev ført ved hønens nummer. Det var vigtigt at vide besked med hver enkelt hønes ydelse – og det faldt jo tilbage til kokken. Hver kok havde sin egen hønsegård med sin egen flok på ca. 10 høner. Gårdene var lange og smalle, havde samme bredde som den del af hønsehuset, der hørte til. Der var nok 12-15 sådanne hønsegårde, og så nogle store. Der var græs i gårdene.

I 1928 opdagede man, at solens stråler dannede D-vitaminer. Derfor fik hønsehusene store vinduer, så lyset kunne strømme uhindret ind. Samtidig fandt man ud af, at høns, der gik ude, var mindre syge end høns, der blev
holdt inde. Der skulle lys og luft til - og hønsene trivedes.

Hønsene fodres

Information fra Statens Ægudvalg, 1937
Pjece fra Annas gemmer. Klik på en af hønerne for at se hele pjecen.

www.nordfynsk.dk