1. Indledning om topografien omkring
Otterup
I gamle dage lå Otterup i en egn med meget vand; i oldtiden og langt op i Middelalderen var hele området øst for en linje mellem Lumby over Lunde til Agernæs et øhav, hvilket har sat sig varige spor i navnene på mange lokaliteter: Tørres-ø, Bårdes-ø, Jørgens-ø, Roms-ø, Bågø, Lindø, Lammes-ø, Gers-ø m. fl. Andre øer var bl.a. Agernæs, Hasmark, Knyle - hvor det nuværende Hofmansgave ligger -, Klingeskov, dvs. den daværende ø, hvor Klintebjerg ligger. Holme findes stadig: Kyholm, Ægholm, Dørholm m.fl.
Mellem øerne var der dels brede vandløb - og talrige steder direkte adgang til Kattegat ad vandvejen - dels store områder med sumpe og moser, men også en del større eller mindre skove, betegnet som lunde: Ølund, Østlund (vest for Lindø), Nylund o. lign.
På grund af landskabets natur var bebyggelsen spredt rundt omkring på øerne, hvilket stadig kan ses på et passende detaljeret generalstabskort over området, der ikke rummede mange ‘byer’, men en del ‘torper’.
Iflg. Lose var en by - eller odelsby/adelsby - en samling af ejendomme, der ikke var etableret ved en udflytning; indbyggerne var selvejere! I modsætning hertil var en torp et sted, der var dannet ved udflytning, og som beboedes af fæstere eller brydere, dvs. forvaltere. Der var 4 byer: Skeby, Lumby, Brandsby og Ørkeby. Sidstnævnte er i dag forsvundet fuldstændigt, muligvis efter brand/nedrivning, ca. 1550; den har formentlig ligget i nærheden af den ejendom, der i dag bærer navnet Ørkebygård, på vejen fra Otterup mod Tokkendrup. Lose mener med henvisning til den særlige jordbundsfarve, der følger af brand, at den har ligget tættere på Hjorslev, dvs. den sydøstlige del af det nuværende Otterup. En nu forsvundet ‘by,’ Højby, lå i nærheden af Klintebjerg.
Betegnelsen torp præger stadig egnens lokalitetsnavne, evt. i formerne -strup, -drup eller -rup, alle udflyttersteder, f. eks. Øst-torp eller Østrup! og Ottes-torp, dvs. Otterup. Tokkendrup er ikke nogen gammel torp, men dannet efter 1800 ved udflytning fra Hjorslev.
I gamle dage kunne man sejle dybt ind i Egense fjord og undervejs lægge til ved blandt andet ‘Skibstedet’, dvs. en havn ved Egense fjord (1.5 km fra Skeby og ca. 700 meter fra Ørritslev); denne havn lå meget tæt på Skeby kirke, indviet til Skt. Anna, de skibsfarendes helgeninde.
Det kan i dag være vanskeligt at forestille sig, hvorledes landskabet har set ud i gamle dage; dog kan man foretage det tankeeksperiment fra Malørgården
, nordøst for Skeby, at kigge et par hundrede meter mod nord: her lå Skeby Strand, der formentlig var rent brakvand. På samme måde: hvis man kører fra Hessum og halvvejs til Ølund og går nogle hundrede meter nordpå til Kirkebjerg
, så er man meget tæt på den gamle såkaldte ‘Firtals Strand’. Med andre ord, kystlinjen langs Egense fjord på sydsiden gik fra Ørritslev, nord om Hessum til nordspidsen af det daværende Lammesø. Sådan havde landskabet set ud siden Arilds tid - men så sker der noget, jf. nedenfor.
2. Et par af godserne på Otterupegnen
Hvorfor interessere sig specielt for godser og herregårde? Forklaringen er naturligvis den, at under fæstesystem, vornedskab mv. var godsejerne - sammen med præsterne - de personer, der først og fremmest kunne sætte deres præg på en egns udvikling. Nedenfor følger derfor nogle kommentarer til et par af de mest prægnante hovedgårde på Otterupegnen.
Ligesom resten af landet var Nordfyn naturligvis undergivet de fælles regler vedrørende lensvæsen og stamhuse. I 1671 tillod Christian V oprettelse af lensgrevskaber og -baronier og ved Danske lov i 1683 de såkaldte stamhuse
; ved det i den forbindelse oprettede ‘erektionspatent’ kunne en sådan ejendom holdes samlet ved arv til en enkelt arving; med oprettelsen af et stamhus fulgte en række privilegier, men også en pris, lensbåndet: hvis ejer- eller snarere besidderslægten uddøde, skulle ejendommen tilfalde kronen, dvs. staten/kongen - den såkaldte hjemfaldsret.
Med vedtagelse af lov af 4. oktober 1919 blev der taget skridt til at ‘afløse’ lensgrevskaber og -baronier samt stamhuse; en priviligeret ejendom kunne herefter overgå til ‘fri ejendom’, hvis staten mod opgivelse af sin hjemfaldsret fik en afgift på 25 procent af ejendommens værdi; i samme forbindelse havde staten ret til at overtage - mod erstatning! - indtil 1/3 af ejendommens samlede jordtilliggende.
Bestemmelsen skal naturligvis ses i sammenhæng med tidens bestræbelser på at oprette statshusmandsbrug, en politik, der havde stærk tilslutning fra det daværende (store) radikale (husmands-)parti. En række stamhusbesiddere valgte ret hurtigt - senere alle - at tage mod muligheden for at erhverve egne ejendomme på ‘frie vilkår’ mod at betale afgiften, i praksis oftest udmøntet i afgivelse af jord!
Således frigivet jord blev herefter i de fleste tilfælde udstykket til statshusmandsbrug, dvs. mindre ejendomme, der kunne ernære en familie, når den var blevet bebygget med passende bo- og driftsbygninger. Praksis blev, at ‘statshuse’ fik og stadig har et umiskendeligt ensartet udseende. Statshusmændene blev ikke egentlige ejere af de overtagne ejendomme, snarere lejere eller forpagtere; de havde derfor en ret begrænset dispositionsfrihed, f. eks. vedrørende afhændelse, pantsætning osv. Systemet betegnedes som ‘jordrentevilkår’, idet ‘besiddelsen’ ikke krævede betaling for ejendommen, men alene en årlig afgift, jordrenten.
Ovenstående er forklaringen på, at der i nærheden af mange danske godser stadig findes ‘kolonier’ af statshusmandsbrug. Det gælder derfor også egnen omkring Otterup.
Således blev der i 1925 oprettet en koloni på ikke mindre end 46 statshusmandsbrug ved Nislev, nemlig da ejeren af Nislevgaard, dvs. Sehested Juul på Ravnholt afgav Nislevgaard til udstykning. En anden større koloni findes på Kronborg, dannet ved udstykning af ejendommen Mariendal i 1933/34, nord for Lunde. Andre eksempler findes rundt omkring på egnen.
Gerskov
I Gerskov har ligget en hovedgård, der imidlertid blev nedrevet i 1696 af den daværende ejer af Nislevgård, Christoffer Clausen Sehested, jf. nedenfor om denne.
Gerskov er omtalt i skriftlige kilder helt tilbage til 1336. I en lang årrække ejedes den af familien Skinkel
, men i 1684 måtte den daværende ejer Niels Skinkel på grund af skatterestancer skøde halvdelen til kronen, der videresolgte den til Christoffer Sehested; via Agathe Skinkels ægteskab mv. kom den anden halvdel også i Sehesteds besiddelse. Efter nedrivningen blev jorden udparcelleret til fæstebønder fra den samtidig ( i 1689) sløjfede landsby, Nislev!, jf. nedenfor.
Nislevgård
Nislevgård blev etableret som hovedgård i slutningen af 1500-tallet; i 1581 blev den af kongen, Frederik den II, tilskødet købmand - først og fremmest studehandel - og senere borgmester i Odense, Hans Mule
. Efter en ejerperiode fra ca. 1610 til 1658 ved familien Rantzau, overgik den ved ægteskab til Christoffer Clausen Sehested, død 1699. Som anført erhvervede han Gerskov, som lagdes ind under Nislevgård sammen med arealerne fra den i 1689 sløjfede landsby Nislev.
I en periode hørte Østrup Skovgård også under Nislevgård.
Christoffer Sehesteds søn, Christian Sehested, død 1740, blev gift med Charlotte Amalie Gersdorff, død 1754; hun var ejer af Ravnholt og oprettede som enke i 1752 et stamhus på basis af Ravnholt og Nislevgård til fordel for søsterdatteren Sophie Hedevig Friis fra Frisenborg. Denne var i 1736 blevet gift med Ove Juul (af Villestrup); dette giftermål er forklaringen på, at navnet Sehested Juul antoges af ejerne af Ravnholt m.v.
I 1722 oprettede Christian Sehested hospitalet i Otterup.
Ved lensafløsningen i 1925 afgav Ravnholt hele Nislevgård til udstykning til statshusmandsbrug og den tidligere landsby, Nislev genopstod på de gamle jorder.
Det er værd at notere sig, at ikke alle tilliggender til Nislevgård i 1925 overgik til staten; en del skovlodder forblev i Ravnholts besiddelse, hvad man kan overbevise sig selv om ved at besøge f. eks. Eghoved-skoven.
I ‘opløsningen’ af Nislevgård ligger naturligvis også forklaringen på, at der p. gr. af Gerskov-ejerforholdet også kunne etableres statshusmandsbrug på Gersø.
Østrupgård
Østrupgård tilhørte i 1456 væbneren Henrik Andersen, kaldet Gummesen; i årene derefter skifter godset flere gange ejer, indtil det i 1754 skødes til krigsråd Laurids Schebye, død 1787. Hans søn Jens Dreyer Schebye, der arver ejendommen, dør allerede i 1796 og hans enke Ane Elisabeth gifter sig i 1797 med forvalteren, Elias Møller, død 1846.
I 1828 opnår Elias Møller tilladelse til at oprette stamhuset Østrupgård, der ved hans død overgår til brodersønnen Jørgen Jensen Møller, død 1870. Sidstnævntes søn bærer igen navnet Elias Møller
; han dør i 1895; efter arvegang i yderligere et par generationer i familien Møller og diverse frasalg, salg ud af familien, overdrages ejendommen (Hovedbygningen) endelig i 1940 til staten til husning af diverse institutioner.
Ørritslevgård
Engang i 1430'erne etableres Ørritslevgård som hovedgård; efter skiftende ejerforhold i de følgende par hundrede år, erhverves gården i 1804 af Elias Møller til Østrupgård; han lægger bøndergodset ind under Østrupgård, fraskiller udbyggergården Blåholm og sælger den ‘barberede’ gård igen i 1809. I 1844 tilbagekøbes Blåholm af ejeren af Ørritslevgård.
Under Ørritslevgård hørte bl.a. en fæstegård, Ølundgården, der imidlertid i 1770 overgår til selveje. Efter kraftige udvidelser, tilkøb og inddæmninger i de kommende ca. 150 år, afhændes gården i 1922 til ‘Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns Stifter’. Den omfatter da 320 tdr. land. Seneste nyt om denne gårds status er, at den er opkøbt af Åge V. Jensens fond, der har fået tilladelse til og er igang med at tilbageføre dens nuværende arealer til deres oprindelige naturtilstand, dvs. som strandenge, delvis under vand.
HofmansgavePå begge de daværende to øer, Hasmark (tidligere HAVSmark!) og Knyle lå i middelalderen en hovedgård; i 1591 fik de en fælles ejer og blev sammenlagt, men drevet selvstændigt i en årrække. I 1756 blev Knyle - der hvor hovedbygningen i dag ligger - gjort landfast og i 1783 købtes gården af Niels de Hofman, der dør allerede i 1785. I 1784 opnår han tilladelse til at oprette et stamhus under navnet Hofmansgave til benefice for søsterdattersønnen Niels Bang (mindreårig i 1785), der bl.a. tilpligtes at føre slægtens våben og anlægge navnet Hofman. I 1801 overtager Niels Bang under navnet Niels Hofman selv ansvaret for gården; han antager senere navnet Hofman-Bang. Efter hans død i 1855 overgår ejendommen til sønnen Niels Erik Hofman-Bang, død i 1885. Efter denne overtages gården af hans ens-navnede søn, Niels Erik Hofman-Bang, der dør i 1929. Det er denne sidstnævnte Hofman-Bang, der tager initiativet til opførelse af Hasmark kirke i 1892 og som forestår overgangen til fri ejendom i 1927 - uden afgivelse af jord!
Niels Erik Hofman-Bang har fire børn; det ældste barn, Niels Oluf Hofman-Bang står som ene-besidder af ejendommen til sin død i 1951, hvorefter ejendommen ejes i fællig af hans tre søstre: Inge, Ellen og Ebba. Da den sidste af disse afgik ved døden, overgik ejendommen til statseje med virke som bl.a. planteforædlingsinstitution.
3. Et par nyere kirker
På egnen er der 4 middelalderkirker: Norup, Skeby, Otterup, Østrup samt 2 af nyere dato. Nærmere oplysninger om disse kan findes i bl.a. værkerne: Danske Kirker, Trap Danmark m.m. fl.
I Hasmark opførtes i 1892 en kirke på initiativ af Hofman-Bang til Hofmansgave; dens døbefont stammer fra den i 1555 nedlagte Egense kirke. På kirkegården er der familiegravsted for Hofman-Bang-slægten.
I Gerskov blev der i 1925 opført en annekskirke, idag under Østrup-Skeby pastorat. Altertavlen er malet af Ellen Hofman-Bang.
4. Men så sker der noget - Elias Møller
Elias Møller, der som forvalter og ved ægteskab med enken på Østrupgård blev godsbesidder, var målt med tidens alen en overordentlig fremsynet person. Hans baggrund var i sig selv interessant og usædvanlig. E. V. Lose skriver om ham:
Elias Møller
I
Diernisse boede en Husmand, hed Jørgen. Havde flere Børn, alle ligesom han selv
stavnsbundne til Holstenshus. En af Drengene kom til at hedde Elias. Var født i
1761. Havde Drenge-Ærgærrighed, sigtede efter at blive Jæger hos Gehejmeraaden,
skød en Dag Hjertet op i Livet, saa han tiltalte Naadigherren og fremførte sit
Ønske. Afslag! Men der maa have været noget i de Barneøjne, som hjalp alligevel.
Afslaget forsødedes ved Tilbud om at blive Tjener hos Herskabet. Den, der blev
glad, det var Elias. Tjener var endnu finere end Jæger. Saa gik Elias i de
blanke Knapper og vartede op. Da den ene af Herskabets Sønner skulde i Sorø
Skole og derefter studere i Kiel, blev Elias den lykkelige, der blev sendt med
ham som Tjener. Men det viste sig, at der stak mere i ham end Lyst til blanke
Knapper. Da de kom hjem fra Kiel, havde han faaet lært sig baade Tysk og Fransk.
Og saa kunde han bruges til mange Ting. Han kunde gøre Tjeneste som Skriver.
Gehejmeraaden var nemlig Amtmand over Svendborg Amt, og somme Tider gik
Amtmandens Skrivere bag Herskabsbordet og vartede op eller stode bag på Vognen,
og somme Tider sade Herskabets Tjenere bag Pulten paa Amtmandens Kontor og vare
Skrivere. Som sprogkyndig Tjener fik han sig ogsaa en Rejse i Tyskland med
Herskabet. Saadan gik nu Tiden, og Elias var bleven 27 Aar gammel. Da lød
Frihedsbasunen hen over Landet til Fryd for Tusinder og atter Tusinder af
stavnsbundne Trælle: Stavnsbaandets Knude blev løst. Elias følte Friheden; han
havde Vinger, han fløj. Lykken fløj med ham. Ved et underligt Træf blev han
Skriver paa Kørup, hvor han dog kun var et Aar, men længe nok til, at Jens
Dreyer Schebye til Østrupgaard lærte ham at kende der. Et par Aar efter var
Schebye bleven svagelig. Han huskede paa Elias Skriver og fik ham til sig som
Forvalter. Det var han et Aar. Saa fløj han igen. Men da Schebye atter, i 1795,
havde faaet ham til Østrupgaard, blev Elias paa ny stavnsbunden, om end ikke paa
samme Maade som før 1788. Schebye døde nemlig 1796, og 3/4 Aar efter, i Februar
1797, ægtede hans Enke Elias, som altsaa nu var Ejer af Østrupgaard. Det var en
travl, en besværlig Tid. Men Elias var netop Manden. Det var Udskiftningens Tid,
en byrdefuld Tid, vanskelig at have at gøre med for andre, men for Elias en
saare belejlig Tid. Her kunde Jord magelægges og Huse i Massevis bygges o.s.v.
Selve Gaarden ombyggede han, dog meget tarveligt, Skov tilkøbte han fra
Gyldensten for over 11700 Daler, Ørridslevgaard erhvervede han for 120000 Daler,
Fæstegodset omlagde han, store Arealer købte og solgte han i Sognene i
Nabolaget. Godset skulde afrundes, og Godset skulde forøges. Den 27. April 1828
stod det nye Stamhus Østrupgaard færdigt. En indgriben i saa mange Forhold
maatte skabe megen Modstand. Værst var Modstanden endda ved det af hans
Foretagender, som Egnen den Dag i Dag glæder sig ved, Inddæmningen af Egense
Fjord. Men med sin Humanitet og Retsindighed forbandt han en energisk Villie og
en fremadskuende Klogskab, der overvandt Hindringerne.
Elias Møllers indsats på landvindingsområdet har
været så ekstraordinær, at han selv har følt trang til at nedskrive en beretning
om og erfaringer med inddæmning af store arealer på det nordøstlige Fyn. Hans
værk, der pt. såvidt vides kun findes i et enkelt eksemplar på Statsbiblioteket
i Århus, bærer titlen: Beskrivelse over adskillige Inddæmninger og
in specie over ... ved Cancellieraad Elias Møller, Odense
1837. På grundlag af denne yderst værdifulde kilde er det muligt med temmelig
stor sikkerhed at kortlægge de første og store landskabelige ændringer, der
fandt sted på egnen øst for Otterup i første halvdel af
1800-tallet.
I
året 1809 indleder Elias Møller sit første forsøg med inddæmninger af lavvandede
strandområder, nemlig området ved Klingeskov, dvs. den daværende ø, på hvilken
ligger nutidens Klintebjerg. Møller lader opføre en dæmning fra Klingeskov til
kysten syd for Gerskov og indvinder dermed et areal på 33.5 ha; denne gevinst
skal imidlertid opnormeres med den gevinst, der ligger i, at Klingeskov, der
tidligere hyppigt stod under (hav-)vand, nu bliver brugelig som nyttejord.
Projektet var en så stor succes, at Møller går videre med sin idé om
landvinding.
Hans
næste, noget mere ambitiøse projekt kommer til udførelse allerede i 1811, hvor
han lader opføre dels en dæmning fra den nordvestlige side af Lammesø til kysten
nord for Ølund, dels en dæmning fra sydspidsen af Lammesø (det nuværende
Galtehoved) til den daværende ø, Søhoved og endelig en dæmning fra Søhoved til
kysten syd for Ølund. Det indvundne areal udgør ikke mindre end 45.5
ha.
Eksemplet
smittede og lokale bønder tager selv initiativ til og gennemfører med Møllers
støtte i 1816 det projekt, hvorved Gersø med to dæmninger gøres landfast med
kysterne omkring Gerskov.
Det
mest ambitiøse og vidtrækkende projekt står Møller selv for; i 1818 gennemfører
han en inddæmning af den tidligere Egense fjord med en arealmæssig gevinst på
ikke mindre end 603 ha. Projektet består af en dæmning fra Romsø, til Bågø-nord
og en dæmning fra Bågø-syd til Lammesø-nord; længderne heraf var hhv. 628 og 745
meter, et ganske imponerende jordarbejde, der dannede det nu med ‘Fjordmarken’
benævnte område. Ret hurtigt voksede yderligere bebyggelser frem på både Lindø
og Bågø.
Denne
inddæmning indebærer bl.a. at de tidligere øer, Lindø og Bågø nu bliver
landfaste. Det hører med i billedet, at der ‘nordfra’, dvs. fra Hofmansgavesiden
også blev bygget dæmninger: fra Birkholm til Romsø bl.a. Med andre ord, fra ca.
1818 antager hele området den ‘landfaste’ karakter, som vi i dag opfatter som
noget ‘oprindeligt’!
På
den ene side høstede Elias Møller megen officiel anerkendelse for sin indsats og
fik bl.a. tilkendt Den store Guldmedalje af Det kongelige Landhusholdningsselskab, ligesom han modtog
besøg af tronarvingen, der beså værkerne.
På
den anden side måtte han i en årrække gennemgå en række trakasserier med lokale
bønder, som hidtil havde haft jordtilligende ned til den nu ‘tørlagte’ fjord; de
var ikke sindede at opgive deres tidligere ‘vane’ med at krydse fjorden, hvor de
fandt det for godt; det gjorde det temmelig vanskeligt at udparcellere det
nyvundne areal.
I
næsten hundrede efter Møllers inddæmning, nemlig i 1913, afhændes hele
Fjordmarken af Østrupgård til Udstykningsforeningen for Sjællands og Fyns
Stifter; det drejede sig om
ikke mindre end godt 1100 tdr. land. Hermed var der rådighed over store arealet
til udstykninger til bl.a. de statshusmandsbrug, der stadig præger
egnen.
5. Odense Kanal
Egnen var ikke ukendt med større landskabsarbejder - heller ikke før Møllers indsats; i perioden 1797-1804 bygges således den første kanal til Odense med udgangspunkt syd for Klintebjerg. Kanalen er flere gange blevet forbedret: bl.a. i 1876, 1883-83, 1901-04 samt i 1919-21. Kanalens vanddybde er 7.5 meter og dens længde fra Toldboden i Odense til Gabet 21 km.
Ved ændringen i 1901-04 blev kanalen delvis forlagt, nemlig vest om den daværende Bogø, der blev inddæmmet og opfyldt.
6. Inddæmninger syd for Otterup
Terrænet syd for Otterup var meget lig det ovenfor omtalte Fjordmarkområde, hvorfor Møllers pionerindsats forståeligt nok dannede skole. Der er således foretaget en lang række inddæmninger i området, bl.a. i årene 1822, 1878 og 1880, hvorved der vandtes et område på 123 ha.
Så sent som i 1942-46 inddroges den såkaldte Lumby Strand under dyrkning gennem afvanding, hvorved vandtes ikke mindre end 450 ha. jord. Siden 1949 er der her blevet bygget en del landbrugsejendomme og flere gartnerier.
I 1873 foretages der inddæmninger på Vigelsø.
Ebbe Yndgaard. Januar 2001.
Litteratur:
Danske Slotte og Herregårde
Danske Kirker
Fyns Amtskommune, Landsbyregistrering i Fyns Amt, Otterup Kommune, Fyns Amtskommune, 1983
Lose, E. V., Historiske Fortællinger om Skeby og Otterup Sogne, Odense 1900
Munch-Petersen, Den borgerlige Ret, G. E. C. Gad, 1948
Møller, Elias, Beskrivelse over adskillige Inddæmninger, Odense 1837
Nordahl-Petersen, A., Fjordmark, Odense, 1917
Trap, J. P., Danmark, femte udgave, G. E. C. Gad 1956
