De første roer

Hvordan foregik roesåningen så? Ja, det fortæller Aksel Hansen om i det følgende, som foregår på Rasmus Jørgensens gård i Slevstrup. Anne er datter på gården:

"Det sidste år, Anne gik i skole – 1885 – var et mærkeår indenfor gårdens drift. Da blev der nemlig om foråret så­et roer for første gang. Disse var begyndt at vinde ind­pas i det danske landbrug. Arbejdet var følgende: Der pløjedes to kamme op, og med en glattromle blev der tromlet nogle omgange. Der kunne tromles to rækker kamme i hvert drej – hvorefter Jørgen gik og skød et dertil beregnet hjul foran sig nedad kammen. Hjulet lavede huller, og i disse huller gik så søster Anne samt en tjenestedreng og fyldte en 3-4 frø i hvert hul, og efter denne påfyldning trykkedes jorden til om frøet.

Det siger sig selv, at dette arbejde var meget strengt på grund af den bøjede stilling under arbejdet, og Anne og drengen var "som radbrækket" og med forstrækkede ben, når de havde lagt frø i et helt læg, som man i løbet af få år udvidede roearealet til. Man havde hidtil brakket et helt læg hvert år, men da man fik roedyrkningen indført, holdt man efter få års forløb op med dette og såede roer i hele det læg, som ellers skulle have været brakket".

Det var beretningen om de første roer i Slevstrup, nærmere betegnet Slevstrupvej 18. Anne kom til at føre gården videre efter sin far, og hendes søn, Aksel Hansen, har nedskrevet, hvad de gamle fortalte om de første roer.

Vi skal høre endnu en beretning fra roeavlens barndom. Det er erindret af Christian Nielsen Aaholm og stam­mer fra Lars Jørgensens gård i Uggerslev, hvor Chri­stian voksede op. Gården ligger ikke mere i Uggerslev by, men lå engang midt i byen, skråt overfor Holemar­ken.

"Om foråret 1893 blev der for første gang sået roer i gårdens jord. De blev sået i oppløjede kamme, som først blev tromlede, derefter trillede en mand med et hjul, der var anbragt mellem et par småskagler til at styre med. På hjulet var der, med nogle tommers afstand, an­bragt en kreds af træpigge, som under trilleturen la­vede en række huller i kørselsretningen på langs ad kammene, heri gik vi så og lagde frøet med fingrene og klemte jorden til om dem. Da de skulle renses og ud­tyndes, fik vi hver et lille kortskaftet, trekantet jern, som vel var 3 a 4 tommer på hver led, til at krad­se udkrudtet væk fra roerne med, og så tyndede vi ud til en med det samme; men det skulle værsgod ske med fing­rene. Vi lå mest på knæene hele tiden, da det ikke var til at holde ud at gå bøjet så længe ad gangen. Jeg lugede nu ikke så mange, jeg skulle jo passe køerne.

Roepletten var nu heller ikke særlig stor, kanske knap en tønde land. Roestammen, der blev sået, hed Elvetham. Det var nogle store, røde, grenede asener med en mægtig top, og så sad de så fast i jorden, at det var et drøjt arbejde at slæbe dem op. De gav et stort masseudbytte, men senere års undersøgelser viste, at de havde et så stort vandindhold, at de ikke var værd at dyrke, men dengang var den almindelig, hvor der avledes roer"

De første roesorter. Elvetham-roen øverst tv. Denne roe dyrkes
nu for første gang i nyere tid på forsøgsmarken ved hjemstavnsgården i Gummerup.
Planchen stammer fra Landmandsbogen, 1895.