Kloge Frands i Slevstrup

Frands kunne endvidere malke naboernes køer – blot ved at stikke sin tollekniv fast i loftsbjælken hjemme i sin stue!
Han var en mester i at "binde", hvad mange beretninger fortæller. Engang kom der om natten en tyv for at stjæle Frands' hest, der stod tøjret hjemme i nærheden af huset. Tyven fik tøjrepælen op, men da han ville gå derfra, kunne han ikke gå. Han var "bundet". Han måtte så tøjre hesten igen og så ellers vente, til Frands kom og løste fortryllelsen.

Frands kunne, siddende i sin egen stue, hugge et søm i øjet på en tyv, sådan at man tydeligt kunne se sømmærket i øjet. En karl i Ørsted var blevet bestjålet for 10 rigsdaler. Det havde andenkarlen bestemt gjort. – Men da der absolut ingen beviser var, lod han andenkarlen vide, at han ville hente Kloge Frands for at få sagen opklaret. Den dag, Frands skulle hentes, kom andenkarlen løbende og havde pludselig fundet pengene. Så stort var Frands' ry, at blot truslen om at hente ham kunne få en tyv til at gå til bekendelse. Og hvem bryder sig om at få et sømmærke i øjet? Tilmed vidste man, at i udførelsesøjeblikket ville personen jamre sig højlydt; det var tidligere både hørt og bekræftet af tilstedeværende.

Frands havde – som allerede fortalt flere gange – et stort ry, og der findes rigtig mange beretninger om hans klogskab og kunnen. Af disse er her kun gengivet nogle få beretninger. Men hvad mente Frands' naboer i Slevstrup om al denne klogskab? Hvor man rundt omkring på Fyn havde den største tiltro til Frands' evner, så stod det slet til i Slevstrup. Her var tonen en ganske anden, ja de kunne jo som nævnt finde på at kalde ham "Tovli Frands".

Anne Hansen, født Rasmusdattcr (1870-1950), var født i Slevstrup på matr. nr. 1. Hun var en livlig fortæller om gamle dage og vidste meget om Kloge Frands, som jo havde boet i nabogården i Slevstrup. Annes fængslende beretninger om Kloge Frands nedskrev sønnen, Aksel Hansen, allerede som stor dreng. Vi skal her høre, hvad Anne fortalte om, hvad man i Slevstrup mente om Kloge Frands:

Kloge Frands var en håndsnild mand, der var i besiddelse af en del boglig lærdom. På den tid eksisterede der ikke dyrlæger på landet, så når en ko ikke kunne kælve eller et får ikke læmme, ja, så var Frands den rette mand. Det var man naturligvis glade for i Slevstrup. Derimod troede man ikke, at han kunne kurere mennesker, og man troede slet ikke på hans "trolddomsevner". Frands var en svindler, der forstod at udnytte folks uvi­denhed og overtro. Desuden forstod han at se og høre, og fra sin klæbehjerne tog han det erfarede frem, når han kunne bruge det til egen fordel.

Der var navnlig en begivenhed på Hindsholm, som satte gang i hans berømmelse, men derom senere. Det var altid langvejsfra, han blev hentet. Når han således blev hentet ud på de lange køretu­re, og de kom til egne, hvor kusken var kendt, så begyndte Frands at spørge ud om alle mulige for­hold. Kusken fortalte, hvad han vidste, og den "kloge mand" kunne så bruge sin viden, når han en anden gang kom til egnen i andet ærinde.

På en sådan tur fortalte kusken, at der inde på den gård lå en syg pige. Så sagde Frands: "Ja, man regner ikke Frands i Slevstrup for noget; men man skal komme til at hente ham, inden pigen kommer sig." Han opnåede, hvad han ønskede. – Kusken fortalte, hvad Frands havde sagt, og der gik bud efter Kloge Frands.

Når han kom til bestemmelsesstedet, havde han en ny strategi. Han skulle se alt, både ude og inde og oppe og nede, for at finde årsagen til, hvad han nu var kommet for at skulle finde ud af. Der­under lagde han så mærke til en ren ubetydelig­hed, – så lille en ting, at andre ikke havde set det. Han var således kaldt ud til en syg pige og gik rundt og lagde mærke til alt. Naturligvis for at "se" årsagen. Han så nu en ganske lillebitte hyld, den eneste der fandtes på ejendommen. Det fortalte han så: Det må være en hyld, der er årsag til pigens sygdom. Da man benægtede, at en sådan hyld fandtes, sagde Frands, at den måtte være et eller andet sted. Den måtte findes og graves op og uskadeliggøres. – Ved at lede fandt man den! Den kloge mand havde jo nok kunnet se, at patienten ikke var særlig syg, og at hun nok skulle komme sig. Men den slags gjorde ham vældig populær.

Foruden sin rolle med at spille klog var der også en anden grund til at gå omkring. Dengang var der næsten ingen penge mellem folk, og ved at gå rundt fandt han altid noget, der kunne bruges til betaling. Han ville ikke gøre sit arbejde gratis.

Når han nu gik derhjemme, og han eller nogle af kvinderne så et fremmed køretøj nærme sig, anvendtes der en særlig metode, der viste sig sær­deles brugbar: Når køretøjet kom ind i gården, var det damerne, der tog imod de fremmede. Man bød gæsterne velkommen; Frands var desværre ikke hjemme, men han kunne ventes inden længe. Hestene kunne de spænde fra og så komme inden­for, så ville Frands nok snart komme.

Frands sad inde i stuen ved siden af, hvor gæsterne sad, så nu kunne han høre, hvad der tal­tes om. Det var nu damerne, der skulle underhol­de, indtil Frands kom "hjem". De fremmede blev grundigt udspurgt om deres ærinde, om besværlig­heder, familieforhold, deres hjem osv. Når Frands så forstod, at temaet var udtømt, tog han sit udgangstøj og overtøj, gik ud gennem bryggers­døren og bag om og kom så ind ad porten, som om han lige netop nu kom hjem. Nu var han parat til at fremstille sig som "den kloge mand".

Han gik ind og hilste på de fremmede. De be­gyndte nu at ville fortælle ham om deres ærinde og besværligheder. Frands afbrød ret hurtigt og sagde: "Det behøver I jo slet ikke at fortælle. Jeg ved det alt sammen. Jeg ved nok, hvorfor I er kommet, og ved også, at 1 har ventet på mig. Og jeg har sådan skyndt mig for at komme så hurtigt som muligt."

Han fortalte dem, hvad de lige havde sagt, og de lyttede i allerhøjeste grad overraskede. De havde lige selv set ham komme gennem porten med udgangstøjet på, og han vidste alt, hvad de havde sagt!

Engang forsøgte han også at gøre sig alvidende over for et par af Slevstrups bymænd. I Slevstrup blev der hvert år holdt kørmesgilde (kyndelmisse­gilde). Dagen efter kørmesgildet begyndte Frands at fortælle to af bymændene, hvad de havde talt om aftenen før, men de afbrød ham: "Tror du ikke nok, at de ord blev vekslet mellem os, da vi stod udenfor og skulle til at gå hjem? Da var du også gået ud, og du stod i skjul ovre ved dig selv og hør­te, hvad vi talte om, – jo, vi så nok, at du stod der."

Men nu til den tur, der gjorde Frands så berømt: På en gård ovre på Hindsholm boede der et par ægtefolk, der var ude over den allerførste ungdom. Nu havde de været så heldige at få en arving, en lille datter. Glæden var stor. Der blev brygget en tønde gammeløl, der skulle gemmes, til pigen engang skulle giftes.

Da der er gået en del år, skal ægteparret til bryllup og tager deres datter med. Bryllupstoget, som jo tæller flere vogne, vil passere gården, og nu samles gårdens folk for at se bryllupsstadsen, når der køres forbi.

De er alene hjemme, og en af dem får nu den skøre ide, at det vil være spændende at smage på gammeløllet, der ligger i sin tønde nede i kælde­ren. En af dem går så ned og tager tappen ud af hanen, og øllet begynder at løbe ned i kanden. Som han nu står der, råber man deroppe: "Nu kommer bryllupstoget!"

Øltapperen skynder sig op af kælderen – med tappen i hånden! Da det er forbi med at se bryl­lupstog, står man over for den kendsgerning, at alt øllet er løbet ud på gulvet. Gode råd er dyre, og forfjamskelsen er stor. Øllet bliver fejet op, og uden at tænke over, hvad man egentlig gør, så bæres øllet ud og hældes i truget til svinene!

Svinene kaster sig over øllet. Virkningen udebliver ikke. De farer rundt i stien, rejser sig på bagbenene og er helt vilde af begejstring.

Tønden er blevet fyldt op med vand. Ulykkelig­vis kommer ægteparret og datteren hjem, mens svinene morer sig på det bedste. Det her er jo forfærdeligt; svinene må være forgjort, sådan som de skaber sig, – de må være forheksede!

Der bliver nu sendt bud efter den kloge mand ude på Sletten. En vogn bliver sendt af sted efter ham. Men når man skal over vandet – over Gabet, skal der jo sejles, og så har det været nødvendigt at hyre en vogn på den anden side. Det tager lang tid at få Frands hentet. Der er langt fra Hindsholm til Slevstrup og lige så langt tilbage igen. Imens er svinene blevet ædru. Da Frands ankommer og hører, hvor tosset svinene har skabt sig, og nok kan se, at de nu er blevet rolige igen, forstår han, at de må være blevet berusede, og at det nu er ovre. Han har vel nok foretaget nogle fiksfakserier over svinene og forsikret, at nu skete det aldrig mere.

Den tur gjorde Frands berømt!

Det var, hvad Anne fortalte om Frands i Slevstrup, og Annes beretninger viser jo tydeligt, at Frands havde det, som så mange andre profeter havde haft det før ham: En profet er aldrig agtet i sit hjemland!

Efterskrift:

Beretningerne om Kloge Frands giver os et billede af en befolkning, som endnu var meget uoplyst. Men hvordan skulle folk vide bedre? Nok gik folk i skole i 1800-tallet, men undervisningen var spar­som; der var ikke bøger for almuen, og der var ikke uddannede folk at spørge. Her kommer så Kloge Frands ind i billedet – og alle de andre klo­ge mænd og koner, hvoraf Frands var en af de berømteste. Frands havde lært mere end de fleste. Måske skyldtes det oplysning, når Frands igen kunne få smør til at kærne, efter at han grundigt havde rengjort kærnen'?

Det uhyggeligste ved fortællingerne om Frands er den tro på hekse, som fandtes langt op i 1800­-tallet. Når man ikke mere kunne få myndighederne til at brænde heksene, så kunne man da heldigvis få en klog mand som Frands til at forgøre heksene. Om Frands nu var en oplyst, vidende mand eller en taskenspiller, kan man kun mene noget om, – vi ved det ikke. Men en ting er sikker: Overleverin­gerne om Frands er et stykke kulturhistorie, der fortæller os om datidens tro og tænkemåde.

Frands Andersen flyttede i 1838 fra Slevstrup til Rodstrup, hvor han døde i 1852. Han blev begravet på Skamby kirkegård.