Hjem Topografi Temaer Nyeste artikler Kontakt Links


Kloge Frands i Slevstrup

Af Margit Egdal
Illustreret af Elisabeth Rask

Frands hentede en spand vand: "Hvad ser du så?" - Pigen så ned i spanden. Vandet bølgede, nogle ansigter bevægede sig i vandet, men det ene efter det andet forsvandt igen. "Ingenting", sagde hun så. Frands bød hende at kigge igen, for "nu kommer han vist!" – I det samme råbte pigen: "Der er han!" "Ja," sagde Frands, "nu har du set din kærestes ansigt i vandet, så skal du nok blive gift med ham. Gå du kun roligt hjem."

Ak ja, den slags hørte til Frands' mindste kunster. Mange gange havde han hentet en spand vand, og ved at se i vandet havde han opklaret både dette og hint. Som da der f.eks. var kommet en mand fra Martofte på Hindsholm til ham. Sagen havde været alvorlig nok, for de avlede for lidt på jorden derude på Hindsholm. Det år var der så knapt med foder, at de havde været nødt til at bryde taget af husene, for at dyrene dog skulle have noget at æde. Derfor var det alvorligt, at der blev stjålet af den tærskede rug. Frands havde hentet en stor spand vand. "Kig nu derned og se, om du kan få øje på tyven!" Til sin store forbavselse så manden fra Martofte nu ganske tydeligt billedet af den husmand, som havde hjulpet dem med at tærske. Der stod han med sin røde hue og sit lange skæg! Manden rejste hjem med velforrettet sag, og da husmanden kom i forhør, blev han så forskrækket, at han straks tilstod det hele.


Jo, Frands vidste nok, at han kunne mere end sit Fadervor. Han var født den 28. december 1775, og som søn af degnen i Skamby, Anders Larsen, havde han som en af de få lært at læse. Som ung havde han været tjener på Dallund Slot, og her havde han erhvervet sig både mere viden og dannelse end de fleste. På Dallund havde han også fået bøgerne med de store røde bogstaver foran. Ikke mindst stod der respekt om hans Cyprianus; med sådan en bog kunne han mere end andre. Frands var på alle måder hævet over sine standsfæller. Og han havde vidt omkring et stort ry som klog mand. Ofte holdt der lange rækker af vogne, som kom til Frands' hjem i Slevstrup (Uggerslev Sogn) for at søge hans råd. Desværre viste hans naboer ham ikke altid den fornødne respekt; undertiden kaldte de ham endda "Tovli Frands" i stedet for "Kloge Frands".


Så var det noget ganske andet ude på Hindsholm, hvor Frands var meget værdsat. To skolepiger var gået op på Måle Bakke for at lege. Der fandt de et rødt bånd, som de legede med. Da de kom hjem, blev begge pigerne lamme i det ene ben – det samme på hver. Faderen til det ene barn rejste ud til Kloge Frands, som straks erklærede, at der var øvet trolddom mod pigerne. Frands vidste råd. Desværre kom pigerne sig ikke igen, men trolddommen var nok så stærk, at selv Frands ikke kunne råde bod på den? Uden tøven blev Frands igen rådspurgt, da bagningen på en gård i Måle var mislykkedes tre gange i træk. Manden på gården rejste ud til Frands. "Ja", sagde Frands, "det er den samme kone igen, som gjorde fortræd mod børnene. Når du kommer hjem, så vil der komme en kone ind til dig og bede om at låne noget, men hvad hun end beder om, så skal du sige nej." Frands tog nu en spand vand ind, som manden kiggede i, og han så klart billedet af en kone i sit nabolag. Da manden kom hjem, kom der ganske rigtigt en kone og bad om at måtte låne noget, men manden sagde nej, hvor mange gange hun end bad. – Nu var der intet i vejen med bagningen!

En anden gang blev Frands hentet til Midskov, fordi man ikke kunne kærne smørret. Man havde mistanke til en gammel mand, som nok var skyld i ulykken. Nu kom Frands over for at undersøge forholdene. Han tog en krukke fløde, som ikke kunne kærnes, og kogte den på ilden. Skønt fløden stod højt op over krukken, ville den ikke koge over. Han slog da til krukken, så det hele fløj ind i ilden, og sagde så: "Der fik den en ulykke, som har forvoldt den." Men fra den dag havde den gamle mand nogle slemme sår i ansigtet, som han aldrig forvandt.

Også mod syge dyr vidste Frands råd. Går man ind i staldene på Hindsholm, finder man måske nogle underlige huller med træpropper i - det er Frands' huller! Som råd mod uheld ved kreaturer­ne brugte Frands nemlig at bore huller i stolper og døre, hvorefter han snittede lige så mange trætol­de og slog i hullerne igen.

En dag kom en familie fra Kerteminde-egnen kørende ud til Frands i Slevstrup. Det var far, mor og en 16-årig søn. Denne søn havde i et helt år ikke kunnet gå, da det ene ben var aldeles sam­menbøjet og sammenskrumpet. Forældrene så nu deres sidste udvej i Frands. Drengen blev båret ind i Frands' stue og sat på en stol. Frands undersøgte en to-tre bøger og begyndte at læse i dem. Derpå gik han hen til drengen og trak og rykkede lidt i benet. Han læste igen, rykkede igen, trak igen, læste igen. Så tog han drengen ved hånden og lod ham stå. De gik tværs over gulvet, og Frands ledte drengen ud til forældrene – helbredt!

Jo, for folkene på Hindsholm havde Frands ofte vist sit værd.

 

Frands var kendt viden om på Fyn.
På en gård i Anderup var man netop færdig med brødbagningen, og nu skulle der lægges noget frugt til tørring i ovnen. Konen på gården ville kravle ind i ovnen for at lægge frugten til rette, men en nabokone, Anne Cathrine, afværgede, at konen krøb ind i ovnen. Den var alt for varm, sagde Anne Cathri­ne, det burde hun ikke gøre, da hun jo var frugt­sommelig. En anden nabokone, som var kommet til stede, mente dog ikke, at ovnen var for varm. Så krøb Anne Cathrine ind i ovnen. Det viste sig dog, at denne nabokone var en heks, for Anne Cathrine fik så svære forbrændinger, at hun døde af det. Frands blev opsøgt, og han lovede, at heksen aldrig mere skulle gøre dem fortræd.

Heksen fra Anderup blev uskadeliggjort, og det gik sådan for sig, at en træskomand på Anderup mark ude ved sine bistader så en tudse sidde på jorden. Tudsen snappede en bi, og for at den ikke skulle æde alt for mange bier, blev den kastet på ilden. Senere på dagen havde træskomandens kone et ærinde i heksens hus. Der lå heksen på gulvet - frygteligt forbrændt. Heksen sagde så: "I skulle ikke have været så slemme ved mig og kastet mig på ilden."

Det var heksen, som i en tudses skikkelse havde ædt bierne, og som derefter af træskomandens kone blev kastet på ilden. Heldigvis døde heksen af forbrændingerne!


Frands kunne endvidere malke naboernes køer – blot ved at stikke sin tollekniv fast i loftsbjælken hjemme i sin stue!
Han var en mester i at "binde", hvad mange beretninger fortæller. Engang kom der om natten en tyv for at stjæle Frands' hest, der stod tøjret hjemme i nærheden af huset. Tyven fik tøjrepælen op, men da han ville gå derfra, kunne han ikke gå. Han var "bundet". Han måtte så tøjre hesten igen og så ellers vente, til Frands kom og løste fortryllelsen.

Frands kunne, siddende i sin egen stue, hugge et søm i øjet på en tyv, sådan at man tydeligt kunne se sømmærket i øjet. En karl i Ørsted var blevet bestjålet for 10 rigsdaler. Det havde andenkarlen bestemt gjort. – Men da der absolut ingen beviser var, lod han andenkarlen vide, at han ville hente Kloge Frands for at få sagen opklaret. Den dag, Frands skulle hentes, kom andenkarlen løbende og havde pludselig fundet pengene. Så stort var Frands' ry, at blot truslen om at hente ham kunne få en tyv til at gå til bekendelse. Og hvem bryder sig om at få et sømmærke i øjet? Tilmed vidste man, at i udførelsesøjeblikket ville personen jamre sig højlydt; det var tidligere både hørt og bekræftet af tilstedeværende.

Frands havde – som allerede fortalt flere gange – et stort ry, og der findes rigtig mange beretninger om hans klogskab og kunnen. Af disse er her kun gengivet nogle få beretninger. Men hvad mente Frands' naboer i Slevstrup om al denne klogskab? Hvor man rundt omkring på Fyn havde den største tiltro til Frands' evner, så stod det slet til i Slevstrup. Her var tonen en ganske anden, ja de kunne jo som nævnt finde på at kalde ham "Tovli Frands".

Anne Hansen, født Rasmusdattcr (1870-1950), var født i Slevstrup på matr. nr. 1. Hun var en livlig fortæller om gamle dage og vidste meget om Kloge Frands, som jo havde boet i nabogården i Slevstrup. Annes fængslende beretninger om Kloge Frands nedskrev sønnen, Aksel Hansen, allerede som stor dreng. Vi skal her høre, hvad Anne fortalte om, hvad man i Slevstrup mente om Kloge Frands:

Kloge Frands var en håndsnild mand, der var i besiddelse af en del boglig lærdom. På den tid eksisterede der ikke dyrlæger på landet, så når en ko ikke kunne kælve eller et får ikke læmme, ja, så var Frands den rette mand. Det var man naturligvis glade for i Slevstrup. Derimod troede man ikke, at han kunne kurere mennesker, og man troede slet ikke på hans "trolddomsevner". Frands var en svindler, der forstod at udnytte folks uvi­denhed og overtro. Desuden forstod han at se og høre, og fra sin klæbehjerne tog han det erfarede frem, når han kunne bruge det til egen fordel.

Der var navnlig en begivenhed på Hindsholm, som satte gang i hans berømmelse, men derom senere. Det var altid langvejsfra, han blev hentet. Når han således blev hentet ud på de lange køretu­re, og de kom til egne, hvor kusken var kendt, så begyndte Frands at spørge ud om alle mulige for­hold. Kusken fortalte, hvad han vidste, og den "kloge mand" kunne så bruge sin viden, når han en anden gang kom til egnen i andet ærinde.

På en sådan tur fortalte kusken, at der inde på den gård lå en syg pige. Så sagde Frands: "Ja, man regner ikke Frands i Slevstrup for noget; men man skal komme til at hente ham, inden pigen kommer sig." Han opnåede, hvad han ønskede. – Kusken fortalte, hvad Frands havde sagt, og der gik bud efter Kloge Frands.

Når han kom til bestemmelsesstedet, havde han en ny strategi. Han skulle se alt, både ude og inde og oppe og nede, for at finde årsagen til, hvad han nu var kommet for at skulle finde ud af. Der­under lagde han så mærke til en ren ubetydelig­hed, – så lille en ting, at andre ikke havde set det. Han var således kaldt ud til en syg pige og gik rundt og lagde mærke til alt. Naturligvis for at "se" årsagen. Han så nu en ganske lillebitte hyld, den eneste der fandtes på ejendommen. Det fortalte han så: Det må være en hyld, der er årsag til pigens sygdom. Da man benægtede, at en sådan hyld fandtes, sagde Frands, at den måtte være et eller andet sted. Den måtte findes og graves op og uskadeliggøres. – Ved at lede fandt man den! Den kloge mand havde jo nok kunnet se, at patienten ikke var særlig syg, og at hun nok skulle komme sig. Men den slags gjorde ham vældig populær.

Foruden sin rolle med at spille klog var der også en anden grund til at gå omkring. Dengang var der næsten ingen penge mellem folk, og ved at gå rundt fandt han altid noget, der kunne bruges til betaling. Han ville ikke gøre sit arbejde gratis.

Når han nu gik derhjemme, og han eller nogle af kvinderne så et fremmed køretøj nærme sig, anvendtes der en særlig metode, der viste sig sær­deles brugbar: Når køretøjet kom ind i gården, var det damerne, der tog imod de fremmede. Man bød gæsterne velkommen; Frands var desværre ikke hjemme, men han kunne ventes inden længe. Hestene kunne de spænde fra og så komme inden­for, så ville Frands nok snart komme.

Frands sad inde i stuen ved siden af, hvor gæsterne sad, så nu kunne han høre, hvad der tal­tes om. Det var nu damerne, der skulle underhol­de, indtil Frands kom "hjem". De fremmede blev grundigt udspurgt om deres ærinde, om besværlig­heder, familieforhold, deres hjem osv. Når Frands så forstod, at temaet var udtømt, tog han sit udgangstøj og overtøj, gik ud gennem bryggers­døren og bag om og kom så ind ad porten, som om han lige netop nu kom hjem. Nu var han parat til at fremstille sig som "den kloge mand".

Han gik ind og hilste på de fremmede. De be­gyndte nu at ville fortælle ham om deres ærinde og besværligheder. Frands afbrød ret hurtigt og sagde: "Det behøver I jo slet ikke at fortælle. Jeg ved det alt sammen. Jeg ved nok, hvorfor I er kommet, og ved også, at 1 har ventet på mig. Og jeg har sådan skyndt mig for at komme så hurtigt som muligt."

Han fortalte dem, hvad de lige havde sagt, og de lyttede i allerhøjeste grad overraskede. De havde lige selv set ham komme gennem porten med udgangstøjet på, og han vidste alt, hvad de havde sagt!

Engang forsøgte han også at gøre sig alvidende over for et par af Slevstrups bymænd. I Slevstrup blev der hvert år holdt kørmesgilde (kyndelmisse­gilde). Dagen efter kørmesgildet begyndte Frands at fortælle to af bymændene, hvad de havde talt om aftenen før, men de afbrød ham: "Tror du ikke nok, at de ord blev vekslet mellem os, da vi stod udenfor og skulle til at gå hjem? Da var du også gået ud, og du stod i skjul ovre ved dig selv og hør­te, hvad vi talte om, – jo, vi så nok, at du stod der."

Men nu til den tur, der gjorde Frands så berømt: På en gård ovre på Hindsholm boede der et par ægtefolk, der var ude over den allerførste ungdom. Nu havde de været så heldige at få en arving, en lille datter. Glæden var stor. Der blev brygget en tønde gammeløl, der skulle gemmes, til pigen engang skulle giftes.

Da der er gået en del år, skal ægteparret til bryllup og tager deres datter med. Bryllupstoget, som jo tæller flere vogne, vil passere gården, og nu samles gårdens folk for at se bryllupsstadsen, når der køres forbi.

De er alene hjemme, og en af dem får nu den skøre ide, at det vil være spændende at smage på gammeløllet, der ligger i sin tønde nede i kælde­ren. En af dem går så ned og tager tappen ud af hanen, og øllet begynder at løbe ned i kanden. Som han nu står der, råber man deroppe: "Nu kommer bryllupstoget!"

Øltapperen skynder sig op af kælderen – med tappen i hånden! Da det er forbi med at se bryl­lupstog, står man over for den kendsgerning, at alt øllet er løbet ud på gulvet. Gode råd er dyre, og forfjamskelsen er stor. Øllet bliver fejet op, og uden at tænke over, hvad man egentlig gør, så bæres øllet ud og hældes i truget til svinene!

Svinene kaster sig over øllet. Virkningen udebliver ikke. De farer rundt i stien, rejser sig på bagbenene og er helt vilde af begejstring.

Tønden er blevet fyldt op med vand. Ulykkelig­vis kommer ægteparret og datteren hjem, mens svinene morer sig på det bedste. Det her er jo forfærdeligt; svinene må være forgjort, sådan som de skaber sig, – de må være forheksede!

Der bliver nu sendt bud efter den kloge mand ude på Sletten. En vogn bliver sendt af sted efter ham. Men når man skal over vandet – over Gabet, skal der jo sejles, og så har det været nødvendigt at hyre en vogn på den anden side. Det tager lang tid at få Frands hentet. Der er langt fra Hindsholm til Slevstrup og lige så langt tilbage igen. Imens er svinene blevet ædru. Da Frands ankommer og hører, hvor tosset svinene har skabt sig, og nok kan se, at de nu er blevet rolige igen, forstår han, at de må være blevet berusede, og at det nu er ovre. Han har vel nok foretaget nogle fiksfakserier over svinene og forsikret, at nu skete det aldrig mere.

Den tur gjorde Frands berømt!

Det var, hvad Anne fortalte om Frands i Slevstrup, og Annes beretninger viser jo tydeligt, at Frands havde det, som så mange andre profeter havde haft det før ham: En profet er aldrig agtet i sit hjemland!

 

Efterskrift:

Beretningerne om Kloge Frands giver os et billede af en befolkning, som endnu var meget uoplyst. Men hvordan skulle folk vide bedre? Nok gik folk i skole i 1800-tallet, men undervisningen var spar­som; der var ikke bøger for almuen, og der var ikke uddannede folk at spørge. Her kommer så Kloge Frands ind i billedet – og alle de andre klo­ge mænd og koner, hvoraf Frands var en af de berømteste. Frands havde lært mere end de fleste. Måske skyldtes det oplysning, når Frands igen kunne få smør til at kærne, efter at han grundigt havde rengjort kærnen'?

Det uhyggeligste ved fortællingerne om Frands er den tro på hekse, som fandtes langt op i 1800­-tallet. Når man ikke mere kunne få myndighederne til at brænde heksene, så kunne man da heldigvis få en klog mand som Frands til at forgøre heksene. Om Frands nu var en oplyst, vidende mand eller en taskenspiller, kan man kun mene noget om, – vi ved det ikke. Men en ting er sikker: Overleverin­gerne om Frands er et stykke kulturhistorie, der fortæller os om datidens tro og tænkemåde.

Frands Andersen flyttede i 1838 fra Slevstrup til Rodstrup, hvor han døde i 1852. Han blev begravet på Skamby kirkegård.

 

Kildeoplysninger:

Fortællingen om heksen fra Anderup er nedskrevet af Aksel Hansen fra Slevstrup i 1943, hvor den blev fortalt af Rasmus Peder Rasmussen i Tarup. Om turen til Hindsholm, der gjor­de Frands berømt, havde Aksel fået fortalt af sin moder, tillige med hvad folk i Slevstrup mente om Kloge Frands.

Resten af artiklen bygger på Frands' allerede kendte merit­ter, som de er fortalt, f.eks. i Evald Tang Kristensens "Danske Sagn" fra år 1900.

De samlede beretninger om Kloge Frands findes i Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune.

Denne artikel blev publiceret i "Sletten – Årbog for nordfynsk lokal- og kulturhistorie" i 1995.

TOP