Foranstaltninger mod kolera i Norup Sogn

 

Tyndskid i lange baner og livsfarlig udtørring er koleraens vigtigste kendetegn. Døden er så godt som sikker. Danmark var i 1848 i krig mod Tyskland, og i krigens kølvand frygtede man de store epidemiske sygdomme, særlig koleraen.

Over hele landet tog man sine forholdsregler mod koleraen. Også sognerådet i Norup Sogn – eller sogneforstanderskabet, som det hed dengang. Tidligt i maj 1848 drøftede man, hvilke foranstaltninger, man kunne iværksætte mod koleraen.

I august 1848 vedtog man med hensyn til koleraens mulige komme at anvende snedker Peder Hansens hus i Hasmark til lazaret samt forpagter Trolles gård på Egense Mark. Det vedtoges at ”træffe accord” med to mandfolk og to fruentimmer som sygevogtere hvert sted.

I september 1850 blev det bestemt, at Hasmark Skole var passende til at optage evt. patienter med den såkaldte indiske kolera.

Så blev det alvor! Storvask i Norup Sogn:

Pludselig var koleratruslen ikke mere blot en mulighed. I 1853 brød koleraen ud med fuld styrke i København. Nu var det alvor. I Norup iværksatte man en gennemgribende rengøring i hele sognet:

1. Sognet blev inddelt i distrikter, og i hvert distrikt blev der udpeget folk til at efterse alle bygningers omgivelser. Træer, der hindrede lys og luft til boliger skulle fældes, eller i al fald beskæres.

2. Brønde skulle efterses og renses.

3. Grøfterne langs veje og gader skulle renses, så vandet kunne løbe bort.

4. Alle som havde møddinger inde på gårdspladsen eller nær beboelser blev pålagt at få møget fjernet.

5. I alle udhuse skulle gødning og gammelt halm fjernes.

6. Hvor det var nødvendigt, blev det påbudt at kalke værelser. Særlig sengealkoverne skulle kalkes, og der skulle lægges frisk halm i alkoverne.

7. Beboerne blev pålagt at sørge for nye beslag til vinduerne, hvis disse hidtil ikke havde kunnet lukkes op.

Til sygehus udvalgtes for Hasmark det hus, som hidtil havde været beboet af fæster Anders Hansen og for Egense og Norup hr. Trolles ejendomsgård ved Egense (Egensegård).

Senge, dyner m.v. skulle skaffes til veje, dels ved indkøb, dels fra gårdene – for det tilfælde at koleraen skulle bryde ud i sognet.

Præsten blev pålagt at træffe aftale med læge Blom i Odense, om så vidt muligt mod betaling at overtage tilsyn med evt. syge. Man beklager i denne forbindelse, at sognet ligger så langt fra Odense.

Efter Peder Hovendals optegnelser fra Norup sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol.

Koleraen 

Middelalderens pest var overstået, men koleraen frygtede man stadig.
Da koleraen brød ud i 1853, kendte man endnu ikke til bakterier, og man vidste ikke, at disse bakterier var smittekilden.
Fra gammel tid af troede man, at dårlig luft indeholdt kim, såkaldte miasmer, som frembragte sygdomme og dårligdomme. Derfor gjaldt det om at få lys og luft ind i husene – hvilket man til fulde efterlevede i Norup Sogn.
I København døde 4743 mennesker af koleraen. I resten af landet var der kun et par tusinde ofre.
Koleraepidemien i 1853 blev den sidste af sin slags, der rasede i Danmark.

 

Dødsfald i Norup Sogn i 1850’erne:

For god ordens skyld må kirkebogen for Norup Sogn lige gennemses for dødsfald p.g.a. kolera. Til alt held for de gode folk i sognet, gik koleraen helt udenom. Alligevel var det meget forstemmende at gennemlæse kirkebogen og for en stund leve sig tilbage til midt i 1800-tallet.

Sognepræsten i Norup noterede ofte dødsårsagerne – og hvilke farer lurede der ikke på børn og unge? Et forældrepar måtte altid påregne, at et eller flere børn gik til inden konfirmationsalderen.

Der var rundt regnet 180 dødsfald i Norup Sogn i 1850’erne. Langt de fleste var børn og unge. Først var der alle de dødfødte. Dernæst et stort antal dødsfald pga. børnesygdomme, som vi i dag vaccinerer for, strubehoste (difteritis), kighoste og stivkrampe.

Skarlagensfeber

I 1858 udbrød en frygtelig epidemi i Norup Sogn: Skarlagensfeberen! Børnene døde på stribe. Skolelærer Wildts lille datter, Georgine på to år, fik i november 1858 ondt i halsen. Det udviklede sig med feber og udslet, og den 21. november døde den lille pige. Lillebroderen Alfred blev også smittet, han døde præcis en måned senere. Der var ingen julestemning i lærerhjemmet i julen 1858, hvor to små børn var båret til graven. Midt i juni 1859 krævede feberen det sidste offer i sognet – for denne gang altså. På godt et halvt år havde skarlagensfeberen da taget 18 børns liv. I dag regner man ikke skarlagensfeber for noget, et leksikonopslag fortæller, at ”forløbet er sædvanligvis ikke alvorligt, og sygdommen er overstået i løbet af en uges tid. Udslættet kan være meget kortvarigt, det gælder især, hvis den syge hurtigt får antibiotika”.