Hessum Mølle |
|
BrandforsikringenNiels Hansen lod sin mølle brandforsikre allerede under opførelsen i sommeren 1845. I Alm. Brands gamle protokoller kan man læse, hvordan møllen så ud. Den var opført på en 5 alen høj mur af kløvede sten, hvori der var gennemkørsel, kammer til møllerkarlen og et materialhus. Selve møllen var opført af fyrtømmer, undtagen hatten som var af egetræ. I en højde af 3 ½ alen fra svikstillingen var den beklædt med brædder, men i øvrigt tækket med strå. Begge aksler, den opstående og den liggende, var af eg, alt det øvrige indvendige værk var af fyr. Møllen var opdelt i 4 lofter (etager). I årenes løb skete der selvfølgelig mange ændringer på møllen. Bl.a. blev møllen beklædt med spåner, da den gamle tækning med strå ikke kunne holde længere. ME |
|
Rasmus Hansen, møller i Hessum 1891-1917Møllerens barnebarn, Kirsten Pedersen, fortæller om sin morfar og om Hessum Mølle.
Rasmus Hansen blev født 25. maj 1851 i Lumby Tårup. Hans forældre var Hans Christiansen og Maren Andersdatter. Da den lille Rasmus var en fem år gammel flyttede familien til Hessum. Efterhånden voksede søskendeflokken til hele ti. Drengene var i overtal, kun tre var piger. De boede på en lille gård, som dengang blev kaldt et “sted”. Rasmus’ fader blev derfor kaldt “stedmanden”. Rasmus havde en morbror i Hessum, det var Mads Andersen på Eskelundgård. Han havde ingen børn, og da det dengang var almindeligt, at børnerige familier nok kunne afse et barn til et hjem uden børn, blev det bestemt, at Mads Andersen skulle have sin søstersøn, Rasmus, i huset. Han kom der også, men han var meget ked af det og længtes hjem. Så kunne morbroderen ikke nænne at beholde ham. Han kom hjem igen, og hans bror, Christian, kom i stedet til morbroderen. Christian blev kun ti år. Han blev dræbt, da hesten han kørte med, løb løbsk. Han var ikke den eneste som mistede livet p.g.a. en løbsk hest, der var mange heste dengang. Fra sin skoletid huskede Rasmus især, at han skulle arbejde for læreren. Midt i skoletiden blev han f.eks. sendt ud for at flytte lærerens køer. Rasmus havde klæbehjerne, så de lange remser man dengang skulle lære geografitimerne, Tysklands floder o.s.v., huskede han hele livet, og han kunne til enhver tid opremse Amerikas forenede stater. Rasmus havde på sin mors side 70 fætre og kusiner, som han også nemt kunne redegøre for. På sin fars side var der kun en fætter. Rasmus kom ud at tjene, da han var konfirmeret. Allerede dengang må han have besluttet sig for at blive møller, for han tog kun tjeneste hos forskellige møllere. Fra 1. maj 1866 var han 2 ½ år på Hessum Mølle. Derfra rejste han til Dallund Mølle, hvor han var 5½ år indtil maj 1874. Derefter var han på Lumby Mølle til maj 1876. Derefter kom han til Dallund Mølle, hvor han tjente i ti år. På Dallund mølle traf Rasmus sin senere kone, Ane Pedersen, som også tjente på møllen. De blev gift i 1886, og Rasmus blev bestyrer på Dallund Mølle. Rasmus og Ane købte efter nogle år Hessum Mølle, hvor de flyttede ind i foråret 1891. I Hessum var der nok at se til. Møllerboligen var i dårlig stand, og der var meget at koste på i huset. Ane troede, der var jordgulv i bryggerset, men da der blev hældt en masse vand på, viste det sig, at der var sten under. Datteren, Martha Kirstine, blev født i april, da Ane og Rasmus lige var flyttet ind. En kone fra Gerskov blev meget fornærmet over, at hun ikke blev bedt til barnedåb, men der blev ikke holdt nogen større fest, der var nok at bruge pengene til. Kort efter dåben, kom der en aften i mørkningen en herre og et par damer ind i stuen. Bedstemor spurgte hvem det var, og herren svarede “Kender De ikke Deres præst ? De har jo fået en datter, og De har ikke været kirkegangskone.” Ja, således talte pastor Lose. Dengang var det skik, at når en kvinde kom i kirke første gang efter en fødsel, skulle hun ledes ind i kirken af præsten, som derefter holdt en lille tale til hende. Bedstemor svarede : “Vi er lige flyttet hertil fra Søndersø, og der brugte de ikke den skik længere.” Nu begyndte Ane og Rasmus at lave stuehuset om. Der blev bygget til i den ene ende, og der blev gravet kælder. Da Rasmus købte mere jord, blev der bygget en lade. Ved vejen op til møllen lå et gammelt hus, det købte Rasmus 1898, det var matr. 10 b, købesummen var 1400 kr. Jeg husker, de brugte det til brændsel og lignende. Senere blev det brækket ned. Når Rasmus købte det, var det nærmest for at få den lille have, der lå lige op til møllen. Han købte også matr. nr. 13 b for 2900 kr. og matr. nr. 13 c. for 1200 kr., det var i 1906. 1907 købte han en mark der lå ved Gerskovvejen, den havde tilhørt R. Chr. Rasmussen, Hessum. Efter det sidste køb holdt han er par køer og der skulle også være plads og græs til hestene, han havde flere til at trække møllevognen. Jg ser også stuehusets indretning for mig. I storstuen, som gik gennem husets bredde, var der kun klædeskabe og kommoder, men når der kom gæster blev spisebordet sat derind og der var mange plader til, i havestuen blev det runde bord trukket ud, og så kunne der sidde mange. Måske stod spisebordet der hele tiden, i havestuen var der det runde bord og stole, en lille sofa med rødt plys og klunker og to rokkestole. I dagligstuen chatollet, et spisebord og stole og et sybord, derfra var der en dør ud til en lang gang, på modsat side af gangen lå mosters værelse, der var et par trappetrin op, for det var over kælderen, som var gravet i enden af den vestlige længe. For enden af gangen var køkkenet, så soveværelset og i den vestlige ende var der vaskehus, rullestue og karlekammer. Ved møllevejen stod et træ med sorte blommer og et med røde, dem husker jeg tydeligt. I møllen kom jeg ikke ret tit, det var nok for farligt for børn. I gården var et rundt hundehus af sten, her boede hunden “Spids”. Rasmus arbejdede møllen op og fik ret stor handel med foderstoffer. Han havde møllersvend og kusk, der blev også holdt pige i huset. Når der skulle vaskes, kom der en kone de kaldte Stine Møllerjens, hun var gift med en møllerkarl. Karlene skulle skiftes til at trække vaskemaskinen, og det ville de gerne, for Stine var en glad sjæl. Hun sang viser, når hun vaskede, og det ville alle gerne høre på. Karlene fik også deres tøj vasket. Som morgenmad blev der serveret øllebrød, stegt flæsk og til tider kartofler og kaffe med en sukkerknald. Om vinteren spiste de til middag kl. 11, og om sommeren fik de mellemmad om formiddagen, derefter middagsmad og eftermiddags-mellemmad. Om aftenen grød, som blev kogt i kakkelovnen om vinteren. Blev der kogt for meget fik de det næste dag med mælk på. På mellemmaden var der salt pålæg, ost og rygeost og til tider leverpostej. Skulle de male om natten, fik de også smørrebrød, ølkruset stod altid på bordet. Bedstemor bryggede selv øl, og hun kunne brygge godt øl, men det var også et stort arbejde, for kar og tønder skulle skoldes godt. Når der blev slagtet, blev der lavet blodpølse, leverpostej, sylte og medister. Flæsket blev saltet og røget. Der blev også købt et lam til slagtning og det blev saltet og røget og brugt til pålæg. Der var altid småkager i huset. Folk, som kom kørende til mølle, ventede tit, mens kornet blev malet, så kom de ind i dagligstuen og fik smørrebrød, og så måtte møllerkonen underholde dem. Var der en arbejdsmand til hjælp, fik han snaps til maden, det var ellers noget man brugte til at pudse vinduer i, den kostede kun 16 øre. Engang om året kom bedstemors familie på besøg, så blev der sendt bud til Grete kogekone, hun var meget dygtig til at lave mad, hun kunne f.eks. flambere en dessert. Jens Nielsen, bedstemors fætter, sagde engang, at han ville hilse på den dygtige kogekone og han gik ud i køkkenet. Da han kom tilbage, sagde han, at han havde ikke tænkt sig at det var sådan en uanselig kone med et stort hvergarnsforklæde og kappe på hovedet, også af hvergarn. Hun fik mad med hjem, hun bar det i et tørklæde, der var knyttet sammen, men det kunne kun rumme faste ting, skulle hun have suppe, måtte den hældes i en dunk. Hun arbejdede meget hos præsten og læreren, og man sagde, at hun levede af præstens kød og lærerens flæsk. Når familien var på besøg, sang Chr. Møller viser f. eks. af Mads Clausen. De første år gik Rasmus til Odense på sine ben. Senere kørte de. I Odense blev hestene sat ind i købmand Jørgensens gård i Nørregade, dér købte de varer, og der var en stue hvor de kunne spise deres mad. Da banen kom blev det lettere og hurtigere at komme til Odense, men det skete alligevel kun få gange om året. Rasmus og mor var engang i København, jeg husker Rasmus talte om et besøg på Svanemøllen, (nu station). Da folk begyndte at få kværne, blev der mindre arbejde til mølleren. Rasmus solgte møllen i 1917 og flyttede til et lille hus på Rolighedsvej i Otterup. Nu skulle de leve af deres opsparede penge. Han gik en tid på havearbejde forskellige steder og mange gange gik han ned ad Rolighedsvej, når toget holdt ved stationen, som lå på den anden side af vejen. Han spadserede til Hessum skole mange gange, både sommer og vinter. I 1936 fejrede Ane og Rasmus guldbryllup. Den 10. oktober 1936, døde Rasmus. Han var frisk til det sidste, om formiddagen havde han været ude at grave have. Han blev begravet på Otterup kirkegård. Ane flyttede hen til noget familie i Smidstrup, hvor hun døde i januar 1945. Kirsten Pedersen* Sogneforstanderskaber blev oprettet i alle sogne i 1842. Senere kom de til at hedde sogneråd, og for nemheds skyld hedder de også sådan her i artiklen.
|
|
