Den forsvundne Egense Kirke

Munkesten fra Egense Kirke
fundet på kirketomten.
Foto Ole Lundsgaard.

 

Pastor Leonhard Hansen i
Norup (1854-1868) har i bogen
"Leonhards Minder" (2005) skrevet
om den gamle døbefont fra
Egense Kirke. Den befandt sig
i den gamle præstegård i
Egense, skrev han. "Den
egentlige kumme var ned-
gravet i gården som vandtrug,
medens det øvrige brugtes i
mejeriet. Hvilken degradation!"

Lykkeligvis er døbefonten fra
Egense Kirke kommet til ære
og værdighed i Hasmark Kirke.
Foto ME.

 

Køb aflad i Egense!

Man ved fra Danehoffet i Nyborg,
at der i perioder blev givet
tilladelse til kirken i Egense
til at sælge aflad.
Måske kom folk langvejs fra
for ved hjælp af penge at
forkorte opholdet i skærsilden?

Nu var det en af Luthers kongs-
tanker, at afladshandel var
af det onde. Efter reformationen
kunne man derfor ikke mere
købe aflad i Egense.

Måske er det årsagen til, at
Egense Kirke er borte, for
med ophør af afladshandlen,
mistede kirken en god indtægt!

Hasmark Kirke er opført i 1891-92. Den stod færdig i 1892 og blev indviet 29. november 1892.

Kirken er bygget af arkitekt Schwanenflügel og er opført i gotisk-romansk stil, der skal minde om en domkirke i lilleputformat.

Med hofjægermester Hofman-Bang i spidsen gik beboerne i gang. Der var indsamling i hele sognet, og Hofman-Bang ydede selv et klækkeligt bidrag. År 1890 opnåede man rigsdagens godkendelse af kirkens opførelse.

Døbefonten i Hasmark Kirke stammer fra den ifølge klemmebrev af 1555 nedrevne Egense Kirke. Denne kirke stammede helt fra middelalderen, men under reformationen kom den i alvorlige økonomiske vanskeligheder.

Døbefonten henstod i årene fra 1555 til 1892 i haven til den gamle præstegård i Egense, matr. 3a af Egense. Vi drenge soppede i den om sommeren, men fodertrug mener jeg ikke, den var.

Som drenge fandt P. Møllers Johan og jeg en mægtig nøgle på tomten.

I inddæmningen ud for Eliasminde fandt vi udstrakte strimler af gamle røde munkesten – åbenbart sten, der var faldet i vandet ved indskibning af materiale fra kirken – til anvendelse andetsteds.

Egense Kirke lå på arealet mellem matr. 3a og det senere Eliasminde. Arealet var tofte for gården ”Egetofte” – nu matr. 13a m.fl.

Den meget gamle fhv. præstegård på matr. 3a og naboejendommen mod vest, matr. 7a, nedbrændte begge i juli måned 1908. Gårdene udflyttedes til deres marker, der strakte sig fra Eliasmindes jorder og mod syd til Ørritslev skel ved renden.

Ovennævnte Egetofte, 13a m.fl., ejedes fra ca. 1905 af Martin Rasmussen. (Han købte senere, ca. 1928, Daugstrupgården i Østrup Sogn). Martin Rasmussen ombyggede i 1909 til 1912 sine avlsbygninger. Til fundament for en stor lade brugte han store kampesten fra kirkens tomt.

Syldstenene til kirkens skib havde indtil denne tid ligget urørt. Man pløjede og såede over dem og havde sikkert gjort det i over 300 år. Af og til stødte ploven imod en sten; denne blev så sprængt i stykker og fjernet. Men i 1912 eller 1913 afdækkedes stensætningerne helt.

– Jeg har med egne øjne set stedet – og inde i selve skibets grund fandt man rækker af skeletter. – Ingen tog notits af det hele. Martin gjorde det ikke for at ”skænde” eller genere nogen. Men som nævnt – han havde brug for kampesten til sit byggeri, og så lå stenene jo lidt i vejen for markarbejdet.

Martin Rasmussen stammede fra ”Blåholmsgården” på Egense Mark, ikke at forveksle med det gamle ”Blåholm”. – Denne gård var bygget på en mark fra det gamle Blåholm. Martin Rasmussen var uddannet som tømrer og en meget flittig mand. Ved giftermål med Bodil Marie

Johansen fra ”Storhøj” på Egense Mark (vistnok matr. 17a), en meget dygtig kvinde, solgte de gamle Johan ”Storhøjs” den lille gård, og ca. 1905 købte de gården i Egense med kirketomten. Så vidt erindredes ”byttede” de gårde med Frands Rasmussen, der var kommet i økonomiske vanskeligheder.

Storhøjgården var på 17 tdr. land, og gården i Egense på nogle og 70 tdr. land. Byttesummen var kun nogle få tusind kr, men dengang var 1000 kr. jo mange penge.

Gården i Egense havde tidligere tilhørt sognefoged Peder Larsen, men det havde været vanskelige tider for landbruget. Da Johan ”Storhøj” tilbyttede sig den, var den i dårlig forfatning. De to unge mennesker, Martin og Bodil Marie, kunne imidlertid klare den.

Martin Rasmussen har jeg kendt alle dage. Martin vidste, at jeg i min barndom havde samlet på kranier af pattedyr og af fugle. Han vidste også, at jeg havde udtalt ønske om et menneskekranium. Da han derfor fandt alle de mange skeletter, sendte han bud, at jeg måtte komme og hente lige så mange kranier og skeletter, som jeg ville.

Jeg var dengang forlovet og ved at sætte bo. Da min forlovede, min senere hustru, hørte om disse kranieplaner, sagde hun: ”Hvis du vil have sådan noget i huset, så kommer jeg ikke!!” – Færdig!

Peder Hovendal

Hvad er et ”Klemmebrev”?

Christian III’s brev fra 1555 om nedbrydning af Egense Kirke var et betydningsfuldt dokument og som sådan beseglet med rigets ”klemme”, dvs. rigets store segl, som blev hængt under vigtige og officielle kongelige aktstykker. Seglet, der jo består af voks, blev fremstillet ved, at man med en tangformet presse eller lignende klemte sammen om vokset. Deraf betegnelsen ”klemmebrev”.