Beldringe Flyveplads
Fra Fyns Tidende 18. maj 1945
|
I nogen afstand fra pladsen er
der opført luftfyr til vejledning
for flyvemaskinerne.
Foto fra avisen.
|
Spildte tyske kræfter - Skildring af arbejdet, der forvandlede 2000 tønder land af Fyns bedste jord til en tysk flyveplads, som aldrig fik betydning
Et af de kostbareste kapitler i den tyske besættelses historie på Fyn er utvivlsomt skrevet på det mægtige areal, der efterhånden tog form i Lunde Flyveplads. – Her spredte tyskerne sorg og fortvivlelse, død og ødelæggelse over områder fra tre kommuner. Store dele af den bedste fynske jord blev rodet igennem, planeret og cementeret, hele Allesø by rømmedes og blev siden sammen med det øvrige areal spærret område, og i kirken klemtede klokkerne ikke gennem 1½ år. Svindel og råddenskab, menneskelig galskab og krigsskabt overmod fulgte i tyskernes spor, og de høje lønninger tømte mange landbrug for arbejdskraft og satte fart i kriminalitet og umoralitet, der steg til uanede højder.
Sorg og harme i det fynske magtbuds spor
Mens Jylland allerede fra tyskernes første dag i Danmark var blevet oversvømmet af værnemagtsarbejder, var Fyn i det store og hele gået fri, men sidst i 1943 begyndte tyskerne at se sig om i omegnen af Odense for at finde et egnet areal til en flyveplads, og efter at man først havde kigget på Marslev og et område syd for byen traf man en beslutning om at anlægge Lunde Flyveplads.
Kort efter fik beboerne i det pågældende område, der omfatter dele af Lumby, Broby og Søndersø sogne varsel om at de i løbet af en måned skulle rømme bolig og jord – 2000 tønder land.
Det drejede sig om nær et par hundrede ejendomme, gårde, husmandssteder og beboelseshuse mellem hinanden, blandt gårdene flere gamle slægtsgårde, og meddelelsen vakte en ubeskrivelig sorg og harme blandt de ramte mennesker. En kone blev sindssyg, og en anden nægtede at spise, da hun blev flyttet til et andet sted. Hun døde senere .
Ejendomsbesidderne fik ganske vist erstatning, men de gårdejere, som havde ejendomme, hvoraf kun en del af jorden gik fra til flyvepladsen, mens en anden del blev liggende udenfor, har endnu ikke set nogen erstatning. |
|
|
Den smukke Lunde Ågård var blevet
flyttet ud fra Lunde by og bygget ved Bladstrupvej. Den lå sådan ca. lige
overfor,
hvor tyskerne agtede at
an-
lægge flyvepladsen. De rev simpelt-
hen
gården ned.
Foto i lokalarkivet i Otterup.
|
Krudtkammer i kirken
Indenfor flyvepladsarealet lå hele Allesø by, der fuldstændigt måtte evakueres. Skolen blev indrettet til hovedkvarter for pladsens kommandant, en oberst, og om kirken gik rygtet, at den indrettedes til krudtkammer.
Så snart ejendommene var rømmet, begyndte arbejdet. Der blev antaget entreprenører, og fra Tyskland hentedes ingeniører og arkitekter, der skulle deltage i arbejdets udformning. En sværm danske arbejdere fik arbejde på pladsen, og mange blev hver dag kørt fra og til, indtil man nåede så vidt, at det hørte til de farlige hverv at beskæftige sig med værnemagerarbejder.
Den første gård, der blev taget, omdannedes til bolig for den tyske byggeleder. Det kostede enorme summer at få den ombygget, så den tilfredsstillede ham, og så varede tilfredsheden endog ikke længe. Kort efter blev den brækket ned, og Taaruplund, der netop var ombygget efter brand, blev på ny ombygget og genopstod som byggelederbolig i hotelform. Denne foragt for alle værdier blev ledestjernen for alt arbejde på pladsen og bekræftede sig allerede få dage efter, da endnu en gård blev brækket ned. Det varede 1 ½ dag, og efter ødelæggelsen konstaterede man, at det var en fejltagelse. Det var slet ikke den gård, der skulle fjernes.
|
|
Endnu er flyvepladsen lukket land,
og tyske vagtposter står stadig
ved de spærrede bomme.
Foto fra avisen.
|
Ringvej på 10 kilometer
De indledende arbejder på pladsen omfattede først og fremmest rydning, jordarbejder og planering, og det giver et godt indtryk af disse arbejders størrelse, når det oplyses, at selve ringvejen, der i 30 meters bredde med græsrabatter på begge sider løber omkring pladsen, er ikke mindre end 10 kilometer i omkreds. Selv udenfor denne omkreds ligger der i øvrigt arealer, som også hører anlægget til.
Det var tænkt udført med ringvejen som forbindelsesvej for flyvemaskinerne til de to store startbaner, der skulle anlægges, og tæt op til ringvejen skulle hangarer og andre nødvendige anlæg placeres. Det var derfor givet, at store arealer indenfor området ikke ville lide den kranke skæbne at blive cementeret, og som følge heraf blev der antaget 4 tyske avlsledere, der skulle drive den ledige jord som mønsterlandbrug. Blandt dem var en landmand, der kom fra det rømmede Ukraine, hvor han under tyskernes herredømme havde drevet et landbrug på 10.000 tønder land. Det var hans egen oplysning, og når han omtalte sine tidligere velmagtsdage, slog han pralende ud med hånden og erklærede, at han tidligere havde drevet et landbrug så stort som hele Fyn!
Afvisning til tyskerne
At det dog hverken blev mønsterbrug eller bare dansk landbrug, vil enhver kunne erkyndige sig om ved selvsyn. Jorden er forsømt, og det varer antagelig år, inden den kommer op på samme store ydeevne som før. Arbejdskraften for dette landbrug frembød ikke problemer. Man skaffede sig landbrugsmedhjælpere på samme lumpne måde, som man skaffede sig arbejdere til krigsanlæggene.
Man overbød simpelthen landmændene, og lod tilbuddet gå så højt til vejrs, at de umuligt kunne følge med. Trods denne skammelige behandling undså de tyske avlsledere sig ikke for at forsøge at presse sig ind i de lokale kontrolforeninger og kvægavlsforeninger for kunstig befrugtning, men trods alle deres henstillinger af mere eller mindre blid karakter, mislykkedes dette totalt. Tyskerne blev afvist fra første færd.
De arbejdere, der tog fat på de tyske brug, blev imidlertid i lønmæssig henseende stillet fuldstændig i skygge af deres kolleger på selve flyvepladsen. De tjente i de såkaldte gode dage mellem 350 og 450 kr. om ugen, og da der på et vist tidspunkt var beskæftiget ikke mindre end 6-7000 arbejdere, var alene lønningerne en anselig udskrivning. Om anvendelsen af disse kæmpebeløb kan der ikke være mange meninger. Som det gik på værnemagtspladserne i Jylland, gik det også på Fyn. De blev omsat i spiritus og tobak til priser, der lå langt over det tilladelige. |
Trods den tyske bevogtning
kontrolleres flyvepladsen nu af
R.A.F. - Royal Air Force.
Foto fra avisen
|
Daglig indtægt: 900 kr.
Den sorte børs trivedes i rigt mål i Lunde, og i et hjørne af pladsen var der opstillet et skur, der gjorde fyldest som officiel sortbørs forretning. Her handledes i den første tid med tyske cigaretter og tysk tobak, i den sidste tid, da tyskerne med fynd og klem blev verfet ud af land efter land, med dansk tobak. Priserne lå her som de fleste steder på 12-14 kr. for en pakke shagtobak og 6-7 kr. for en pakke cigaretter.
Arbejdernes lønninger var dog for ingenting at regne mod de beløb, som bilerne tjente ind. En lastbil kunne indtjene 5-600 kr. om dagen, og var dens indehaver tilstrækkelig fræk, var det i høj grad indenfor mulighedernes grænse at sætte dette beløb yderligere i vejret. En vognmand påstod f.eks. en tid lang, at han havde kørt 1000 kilometer om dagen og endda haft ventetimer. Det resulterede i en dagløn på 900 kr. Af de 900 kr. fik kørselskontorerne 15 pct. og var derfor rystende ligeglade, thi jo større beløb der gik til vognmændene, desto større beløb fik de følgelig.
Hvad entreprenørerne og de tyske arbejdsledere har fået ud af arbejdet, kan man overhovedet ikke gøre sig nogen forestilling om, og da tyskerne under sammenbruddet lod mængder af papirer gå op i luer, vil disse tal så lidt som hovedposterne i hvert fald på nuværende tidspunkt kunne oplyses. Man må i dette som i andre tilfælde, hvor oplysningerne stammer fra talrige og forskelligartede kilder, skønne bedst muligt.
Tysk rigmandsliv
Værst stillet var de menige tyskere, østrigere, russere og italienere, der udgjorde pladsens mandskab. De var bogstavelig talt fattigere end de usleste gaderotter, mens deres officerer til gengæld svømmede i penge og – så længe Tyskland havde kræfter i behold til at udsuge størsteparten af de europæiske lande – varer af alle arter, god tobak, fine vine og meget andet. De førte et liv, fortælles det, som rigmænd ville misunde dem. Man tager dog næppe fejl ved at undtage mere kultiverede rigmænd fra denne betragtning, for så vidt som dette liv først og fremmest fik udtryk i vilde og sanseløse orgier.
Det hørte til festernes orden, at de tyske officerer gik fuldstændig amok, knaldede deres pistoler af inde i stuehuse og smed håndgranater ud på gårdspladserne. Lyden af knuste ruder, der splintredes mod stenbroen, akkompagnerede denne slaviske, i sig selv typisk tyske efterfølgelse af princippet Kraft durch Freude.
Under alt dette fortsatte arbejdet. Store tilkørsler af grus og sand, der hentedes fra den nærmeste omegn, som pure forvandledes under denne voldsomme rovdrift, blev anvendt til støbning af den 10 km lange ringvej og den første 60 m brede og 2 km lange startbane.
|
|
Bygningen bag det uhyggelige skilt,
der i øvrigt taler for sig selv, rummer
en transformerstation til brug for flyvepladsen.
Foto fra avisen.
|
Flyvepladsens anlæg
Fra Lumby holdeplads til Allesø blev der anlagt banespor, og ved siden af banesporet blev der indrettet aftapningshaner, således at benzinen kunne flyde direkte fra tankvognene ned i beholderne under jorden, der hver kunne rumme 10,000 liter.
Under jorden blev ligeledes bygget sikrede hangarer, og til flyvemaskinerne, der, når de stod fremme, var fuldstændig camoufleret med net, blev der endvidere indrettet store jordbokse, der nok skånede maskinerne for eventuelle sprængstykker, men som under ingen omstændigheder kunne stå for fuldtræffere. Flakskyts flankerede alle disse anlæg, der for en stor part – det gjaldt således dem, der lå et stykke indenfor ringvejen, var camoufleret som halmhæs og andre uskyldigt udseende ting. Jordboksene var i øvrigt omgivet af svære pigtrådsspærringer, og det var også hensigten, at selve ringvejen skulle beskyttes på den vis, men så vidt nåede man aldrig.
Efter et års virke var man, dels i kraft af det langsomme arbejde, dels i kraft af den mægtige svindel og korruption, der florerede overalt, kun nået så vidt, at een startbane var færdig. Det var den første etape i planen. Da man nåede dertil, havde den tyske byggeleder brugt ikke mindre end 57 mill. kr., og da det var 7 mill. kr. over det tilladte, blev der fra højere sted foretaget en undersøgelse, som først og fremmest resulterede i, at den temmelig ødsle byggeleder blev idømt tre års fængsel og ført til Tyskland.
Tysk organisation
Udrensningen på flyvepladsen hjalp imidlertid kun lidt. Der blev stadig svindlet i stor stil. Da byggelederens efterfølger f.eks. ønskede at konstatere, hvor mange biler, der var i arbejde, viste listerne 400, virkeligheden – da bilerne blev kaldt sammen til ” parade” – 40. Det vil sige, at der daglig i lange tider var betalt penge – 5-600 Kr. om dagen pr. enhed – til 360 biler, der kun eksisterede på papiret.
Også entreprenørerne havde på lønningslisterne en lang række arbejdere, som kun eksisterede på papiret. Det siger sig selv, hvor pengene blev af. Entreprenørerne på deres side kunne overhovedet ikke arbejde, med mindre de havde det i forvejen velaflagte tyske personale på deres lønningslister. De krævede op mod 10 pct. i bestikkelsen, og var den ikke effektiv, eller forsøgte de pågældende at smutte udenom, virkede deres gengældelsesforanstaltninger omgående. Bedre blev det ikke senere, da en del entreprenører blev likvideret, og organisation Todt overtog arbejdet. Det foranledigede bare, at det var denne organisation, der indkasserede provision.
Under alt dette fortsatte arbejdet. Der blev bygget store reparationssteder til flyvemaskinerne, der blev indrettet brandstation, lazaret, bunkers og udkigsposter. Pladsen blev oversået med maskingeværreder, ledninger og pæle, end ikke en biograf savnedes.
Alt til ære for 70 maskiner
Det eneste, man savnede, var flyvemaskinerne. De første kom i marts i år, omkring et halvt hundrede stykker, og de næste kom i april – det var kun en halv snes. Rygtet fortalte, at de ikke kunne gå på vingerne igen, fordi de ikke havde mere benzin, og at de fortrinsvis havde forladt Tyskland, fordi man ikke ønskede dem tilintetgjort i de allieredes bombetæppe.
Nok er det, at dette mægtige arbejde aldrig fik praktisk betydning. De 800, senere kun 300 soldaters virke indskrænkede sig til vagttjeneste. Mekanikerstaben fik aldrig lejlighed til at tage imod store jagerstyrker, der vendte arrede hjem fra kamp, og de kvindelige flyvere, der også fandtes på pladsen, blev kun et paradenummer. De gjorde aldrig deres russiske søstre kunsten efter. Og da kapitulationen kom, tændtes bålene på flyvepladsen, og dynger af militære papirer, projekter til yderligere ødelæggelse og udsugning og kvitteringer for udført værnemagerarbejde gik op i luer.
Sidste kapitel
Den 8. maj landede den første britiske flyvemaskine på Lunde Flyveplads. Den kom fra Holland. Allerede den 6. maj havde flyveren kredset over pladsen, men kun set tyskere. Den 8. kunne han se danske frihedskæmpere udenfor ringbanen. Han regnede derfor ikke med, at den var besat. Han landede og gik ned i en sværm af tyskere. Den tyske oberst kom hurtigt til stede. Han tillod sig at spørge, med hvad ret, piloten var gået ned – og blev vinket af for første gang under sit fynske herredømme. Danske frihedskæmpere nåede hurtigt frem. ”Her ser de den danske hær”, sagde lederen til den engelske flyver. ”Dens påklædning er ganske vist lidt broget. Den har også levet under jorden i flere år. Men vore våben er gode nok. Det er første klasses engelske og amerikanske rifler og maskinpistoler.” Så trak tyskerne sig tilbage til deres eneste samfundsnyttige arbejde på denne plads, besværet med at fjerne de sprængladninger, der var støbt ned i startbanens og ringvejens beton, mens frihedskæmperne drog tilbage for at feste med den engelske pilot. Kun vagterne blev tilbage, og de har siden – nu afløst af briter – kontrolleret flyvepladsen og de sidste repræsentanter på Fyn for det en gang mægtige Luftwaffe, der nu er ophørt at eksistere.
SKERBS
Top
|
|
