Ormerør - med hilsen fra istiden
En sten, ja, men hvilken sten? Fuld af huller og gange. Det ligner nærmest forstenet træ - men det er ormerør.
Stenen er fundet i den inddæmmede strand i Agernæs, hvor den har ligget, siden isen førte den med hertil for en 13.000-14.000 år siden. Den er kommet fra Bornholm, og man ved helt præcis, den stammer fra Balka Strand.
Her levede der en orm, som man har kaldt scolithos. Man har aldrig set en scolithos. Faktisk har man ikke fundet andet end gangene, den gravede ned i sandet.
Når scolithos borede sig ned i sandet, tog den måske lidt finere sand med ned, som enten ses som mørkere aftegninger, eller som her, hvor gangene er eroderet bort.
Stenen kaldes scolithos-sten eller ormerørs-sten, Balka-sandsten sågar, kært barn har mange navne. Den er slet ikke ualmindelig langs Nordfyns kyst, men der har den gerne ligget og rullet rundt, så man sjældent kan se ormegangene.
Skolitos er mere end en halv milliard år gamle og Danmarks ældste fossiler!.
|