Henry Moshave blev født i Agernæs præstegård på Nordfyn den 29. april 1932.

Der boede flere familier til leje i den store præstegård, der var blevet ombygget til lejligheder, efter at præsten var flyttet ind i den ny præstegård i Krogsbølle.

I en af lejlighederne kom Henry og hans tvillingsøster til verden i foråret 1932. Tvillingerne afslørede ikke ved første øjekast, hvor livskraftige de i grunden var, så der blev straks sendt bud efter præsten - en katolsk præst forstås, for Henrys forældre var polakker.

Marya og Josef Koszowski var kommet fra Polen for at søge arbejde på herregårdene i Danmark. De havde først arbejdet på Kørup, men var nu på Egebjerggård, hvor Josef var røgter, og Marya malkede køer et par gange om dagen.

De havde efterhånden en stor børneflok, ti børn at holde styr på - og vi løb rundt som en flok høns i en hønsegård, fortæller Henry.

Josef Koszowski var egentlig skomager. I en af præstegårdens længer havde han sit værksted, der var fyldt med sko og læste. Selv om han således supplerede indtægterne fra Egebjerggård, var der ikke noget at rutte med. Henry har dog aldrig oplevet at måtte gå sulten i seng. Hver dag, når Marya havde malket sine 16-17 køer, kom hun hjem med nymalket mælk. Til middagsmad lavede hun en polsk ret, som hun kaldte “Skrotnij-kartofler”, en suppe med kartofler, porrer og selleri i. Sommetider stod menuen på stegt flæsk med persillesovs, og Henry dumpede frimodigt flæskesværene på gulvet. I eftersommeren kom der hyldebærsuppe på bordet. Om morgenen stod Marya ved brødmaskinen og skar rugbrøds”terner”, som hun serverede for Josef med sukker på og kaffe til.

Som en del af sin løn fik Josef hvert år et læs kvas og en pattegris, som familien selv fødte op med køkkenaffald. Til jul blev grisen slagtet. Engang de havde slagtet, var grisemaden blevet lagt på hylderne i spisekammeret. Der var et luftrør i muren ud til det fri. Katten, der nok havde lugtet herlighederne, havde fået klemt sig gennem luftrøret, så da Marya kom ind i spisekammeret, sad katten og mæskede sig. Marya havde munde nok at mætte, hun tog derfor katten og stoppede den i en sæk og gik ned og druknede den i gadekæret. Sækken var nok ikke for god, for da Marya kom hjem, sad katten allerede hjemme. “Så kan du da få lov at leve”, sagde Marya, men det forlyder, at katten blev siddende ude i halmstakken nogle dage, inden den igen vovede sig nær Marya.

Ved gadekæret i Agernæs lå Kirsten sypiges lille nydelige “sypigehus”. Hun havde et stift ben, så hun blev også kaldt Kirsten Stivben - men hun var altså sypige. Her kom Marya tit ned for at drikke kaffe. Hun havde sine små tvillinger med. Henry kan især huske det store spejl, sypigen havde hængende i gangen. Når der skulle prøves tøj, kunne kunderne gå ud og kigge i spejlet. Henry stod også længe og spejlede sig, mens han gnaskede Kirstens æbler i sig.

Om aftenen hyggede man sig i præstegården. Henrys mor og en af hans søstre sad og røg pibe. Karlene kom tit ind og fik kaffe. De sad ved bordet med de højryggede stole omkring - i stuen var der også en grammofon med en stor tragt.

Andespil var en fornøjelse, de ældre søskende kunne finde på at gå til. Det skete også, at de kom hjem med en and i en kasse, dengang vandt man levende ænder til et andespil. Så gik anden i kassen nogle dage, inden den blev spist.

Henry kan huske, at der af og til kom agenter i hjemmet. Kristian Agent var en af dem. Han solgte Marya en Pfaff symaskine. Kristian Agent var engang cyklet i en kanal, da han havde kigget lidt dybt i en flaske, så han blev også kaldt “Kanalsvømmeren”.

Så var der også Kvinde-Andreas - han var lidt glad for piger. Han kom og solgte fletmåtter. Han havde også flettet den seng, Henry sov i. Den var flettet af bambus og peddigrør.

Børnene kom i øvrigt gerne i seng med tøjet på. Det tog man ikke så nøje. Heller ikke vask - men dengang var der ikke badeværelser, eller noget der bare lignede.

Engang må Henry dog være blevet skrubbet eftertrykkeligt, det kan han ikke huske, men Henry husker tydeligt, at han sad på trappestenen i præstegården, og så kom Karen ud og tømte natpotten lige i hovedet på ham! Siden kaldte Henry hende altid “Karen pispotte”.

Til jul blev børnene skrubbet og kom i deres bedste tøj. Da holdt godsejer Ingemann nemlig juletræ på Egebjerggård. Henry kan især huske den store, brede trappe til Egebjerggård, men har også juletræet gemt i erindringen.

Henry var seks år, da forældrene flyttede fra Agernæs. Henry har en imponerende hukommelse - men det er begrænset, hvad jeg kan huske, siger Henry, jeg var jo så lille - spørg mine søstre om mere!

På børnehjem

Fra Agernæs flyttede familien til Heldagergård ved Svendborg, fortæller Henry videre. En dag skulle Henry og hans tvillingsøster med forældrene i byen på besøg. De besøgte en katolsk kostskole i Svendborg. Da de skulle hjem - så skulle børnene blive på skolen! Således kom Henry til at gå i skole hos nonnerne i Svendborg. Nonnerne havde en ring på, - hvorfor? spurgte Henry. Jo, ringen var et symbol på, at de var gift med Jesus. Så sagde Henry “fru Jesus” til nonnen, for han havde lært, man skulle sige fru til gifte damer. Så fik Henry en på kassen, så han kan mærke det endnu.

Nu var der det, at Henry tissede i sengen om natten. Ham og en anden dreng med samme skavank fik defor fedtemadder, som skulle være et godt middel mod sengevædning. Det hjalp ikke. Henry skulle så stå i skolegården og holde sit våde lagen op, så de andre børn kunne se, hvad Henry havde gjort. Det hjalp heller ikke. Nonnerne havde endnu et probat middel. Henry skulle have en forskrækkelse. Han skulle tilbringe en nat på kirkeloftet! Månen skinnede ind ad et sidevindue og ind på statuen af Kong Knud, da nonnen gik og låste døren efter sig. Idet hun gik, sagde hun, at hun håbede, djævelen ville vise sig for ham, så han kunne få sig en ordentlig forskrækkelse og holde op med at tisse i sengen. - De kære nonner - Henry har aldrig været helt tryg ved det “firma”, siger han.

Kostskolemaden var ikke altid det mest appetitlige. Kødranden smagte af sygehus og jod, så det hændte, den blev hældt ud til fuglene. Dette skete ikke ustraffet. Børnene måtte samle maden op igen, og Henry måtte stå foran nonnen og spise kødrand med sten og grus i. Henry havde ellers slet ikke smidt sin mad ud - ikke den dag i al fald!

Til sin konfirmation fik Henry et nyt sæt tøj, 80 kr. kostede det. Han fik en pibe og noget tobak i konfirmationsgave. Han tog det med udenfor, men en bil kørte piben over, og det blev den eneste pibe, Henry nogen sinde har ejet. Og hvad kan man ikke også sige om piberygere? spørger Henry. Jo, der sidder et dumt hoved i begge ender!

Efter konfirmationen kom Henry hjem til forældrene. Han var ikke ret stor, så hans mor lod ham blive hjemme, men han skulle med op på gården og hjælpe til sammen med sin mor. Kom han ikke op i en fart, kunne han få en af kosteskaftet, det samme gjaldt hans far. Man skulle møde tidligt på herregården. En i bagdelen tog ingen skade af, sagde Maria, den betalte ikke skat.

Nu var Maria slet ingen strenge mor, og Henry elskede sin mor. Hun led meget af “mælkestik”. Fingrene revnede ved al den malken, og der gik betændelse i. Mor døde i 1947, kun 52 år gammel, fortæller Henry, hun var simpelt hen slidt op.

Familien Koszowski fotograferet i Agernæs i 1936 ved Helenas konfirmation. Helena står yderst tv. i hvidt.

Forrest i midten har vi Maria og Josef Koszowski. Maria har sine to yngste stående hos sig, tvillingerne Else og Henry. Henry har tabt en bukseknap, og han kan huske, at han stod og holdt bukserne oppe.

Ellers har vi hele søskendeflokken på billedet. De var hele ni: Helena, Stanislav, Joseffa, Asta, Else, Henry, Alfred, Genna og Sofie. Senere kom en lille efternøler til, Conny.

Seffa står bagest med sin mand, Jens Valdemar Rasmussen, og deres lille søn, der hedder Carl, står forrest med en lille hvid krave på. Seffa og Jens havde strøget rejer om morgenen, og de havde en stor kurvfuld med, men Maria og Josef, der ikke havde været vant til fiskeretter i Polen, syntes at rejerne var noget sært noget og gav dem til hønsene.

Et par gæster fra Thurø er med. Det er Hans Hansen, der rager op bag Maria, og hans lille plejesøn, Bent, som står hos Helena.

Turen til kirken foregik i chauffør Peter “Futs” gamle Chevrolet. Efter konfirmationen stod menuen på flæskesteg og budding i præstegården. Helenas konfirmationskjole blev senere farvet grøn og brugt til fest og fødselsdage .

Helena  

Barn i Agernæs præstegård

Helena er Henry Moshaves ældre søster. Om jeg husker den gamle præstegård? spørger Helena - jeg var jo barn der! Og Helena fortæller! Glimt efter glimt fra en barndom i Agernæs dukker frem:

Far og mor kom til Agernæs omkring 1928-29. Da var jeg fem år. Indtil jeg var 14 boede jeg i Agernæs.

Far var røgter på Egebjerggård. Kl. tre om morgenen drev han køerne sammen og bandt dem, så de kunne blive malket. Så gik malkepigerne i gang. Mor havde 18 køer at malke. De blev malket om aftenen igen. Mor var glad for at malke. Det ville hun hellere end i roerne. Hun havde også nemt ved det. Da der flyttede en gammel kone ind til os i præstegården, skulle hun også med til Egebjerggård. Hun var ikke vant til at malke, så mor tog også lige nogle af hendes køer.

Engang de malkede, blev der et frygteligt uvejr, og lynet slog ned i nærheden. Køerne blev bange ved braget og lufttrykket og gik i knæ. Malkespandene væltede, og det tordnede videre.

Mor malkede indtil 14 dage, før hun skulle nedkomme. Jeg kan tydeligt huske, da tvillingerne blev født. Jordemoderen kom fra Vellinge. Jeg vågnede om natten ved, at mor sagde “Der kommer een til”. Det mente jordemoderen ikke - men så kom Henry alligevel! To ugers barselshvile holdt mor. Så var hun igen i gang med malkningen.

Koszow ski, hed min far, og sådan blev Henry da også døbt. Henrys tvillingsøster, Else, blev døbt Koszow ska efter polsk skik.

Far så vi egentlig ikke så meget til. Når han var hjemme, havde han travlt med at lave sko. Eller han var i marken. Overfor præstegården havde far en tønde land, som han dyrkede med kartofler og grønt. Heste lånte han på godset. Han fik også lidt møg med, så marken kunne blive gødet. Det var lidt af en festdag, når hestene kom, og der skulle sås eller pløjes.

Der var både rotter og mus i præstegården. Præstegården var en lang bindingsværksbygning, der stod solidt funderet på kampesten. Vi morede os med at se rotterne stikke hovederne ud mellem stenene.

Lopper var vi heller ikke skånet for. Skytten, der boede i gavlen af præstegården, holdt jagthunde, der til stadighed forsynede os med nye horder lopper. Mor kogte vand og hældte det dampende, kogende vand ned langs fodpanelerne. Vi skiftede sengehalmen, men det hjalp endnu mere, da vi fik rigtige madrasser i sengene.

Ude på gårdspladsen stod der et stort valnøddetræ. For os børn gjaldt det om at komme først op om morgenen og komme ud at samle valnødder op. Når nogen slagtede gris i præstegården, blev grisen altid hængt op i valnøddetræet til afkøling natten over. Jeg var lidt bange for grisen, der hang der.

Mor var færdig med den første malkning kl. 7 om morgenen. Så kom hun hjem for at sende os børn i skole. Vi fik et stykke franskbrød med syltetøj, inden vi kom af sted.

To gange om ugen bagte mor to kæmpestore franskbrød. Vi fik “smør” på. Almindeligt smør - det var altså margarine, hvorimod “mejerismør” var betegnelsen for rigtigt smør.

Somme tider bagte mor kringle med sukker og kanel i, og det var kræs.

Jeg kan stadig se mor for mig i køkkenet. Der var rødt murstensgulv, men godsejer Ingemann lagde trægulv ind, mens vi boede der. Der var en spisekammerkrog, og foran stod langbordet, den lange bænk og nogle stole. Så var der komfuret og køkkenvasken. Der gik et rør ned til en åben rende, hvor vandet løb lige ud i haven. Så var der brændekassen, som nærmest var en stor kiste med buet låg. Vi kunne nemt være to børn i brændekassen. Jeg husker i al fald, at jeg var en af dem, der var bange nytårsaften og var krøbet ned i kassen. Far havde hældt karbid i en dåse. Han kom vand på og satte låg på. Karbid bliver herved omdannet til gas, og da dåsen var fuld af gas, sprang låget af med et stort knald!

Der boede fire familier i præstegården. Far og mor havde den største lejlighed. Da de kom til præstegården, var der en kæmpe storstue. Far delte den over til to rum, så der blev både soveværelse og opholdsrum.

Vi havde også en fin stue. Her havde far malet væggene skinnende grønne. Her stod et spisebord med plysstole. Der var også en plyssofa. Engang fik vi en radio. Den blev sat ind i den fine stue, og så sad vi der og hørte radio.

Vi havde ikke elektricitet i præstegården, der var petroleumslamper overalt. Radioen gik på et batteri. Engang imellem cyklede jeg ned på Roerslev Elværk med akkumulatoren for at få den ladet op, så kunne vi høre radio igen. Engang lånte jeg Kirsten Sypiges cykel. Sikke en tur til Roerslev. Jeg glemmer den aldrig. Kirsten havde et stift ben. Derfor var hendes cykel også lidt speciel. Den ene pedalarm var blevet kortet helt ned. Det var ikke helt nemt at cykle på dén cykel!

Om aftenen sad vi gerne i dagligstuen. Somme tider kom karlene ind. De spillede kort engang, men da far tabte, tog mor kortene og brændte dem.

Ellers samledes karlene ved Agernæs Brugs fredag aften. De stillede deres cykler fra sig med karbidlygterne tændte. Så gik de ind og købte sig lidt brændevin. Mens de var inde i brugsen, kunne vi børn finde på at slukke lygterne, så blev karlene sure, men tøede hurtigt op over en øl med en dram til, som de indtog siddende på stendiget ved brugsen.

Somme tider kom godsejer Ingemann kørende i sin åbne sportsvogn. Han kørte stærkt, og det støvede voldsomt på vejene, der jo ikke var asfalterede dengang. Han vinkede og smilede altid til os. Der var kun en til, som havde bil, det var skolelærer Jensen i Gyngstrup, han havde en høj gammel Ford med glasruder.

Hjemme i præstegården sov vi alle sammen i sovekammeret. Far og mor i hver sin seng. Når de havde små, stod vuggen mellem dem. Mor havde en af drengene hos sig. I en stor dobbeltseng sov tre børn. De største havde deres egne senge. Efterhånden som vi kom ud at tjene, blev der mindre trangt i soveværelset. Jeg husker den første nat, jeg var ude i plads. Helt, helt alene i et værelse. Det havde jeg aldrig prøvet før, og jeg lå og hørte mærkelige lyde og kunne ikke sove.

Henry kom også hjemmefra. Mor ville ham det bedste, han var mors øjesten og noget af en spilopmager. Nede hos nonnerne i Svendborg var Henry og en anden dreng kravlet op i kirketårnet. Der hang et reb, som Henry selvfølgelig skulle trække i. I den anden ende hang en klokke. Det kan nok være nonnerne vågnede. Drengene måtte tilbringe resten af natten på det bare kirkegulv og kom i skarpt forhør næste morgen.

Vi var aldrig syge i præstegården. Vitaminpiller kendte vi ikke. Om foråret spiste vi i stedet de lysegrønne øgeblade og syre i vejgrøfterne, og vi havde grønt fra marken overfor. På loftet lå de store græskar pakket ind i halm, og mor hentede af dem og syltede jævnligt. I skovriderens store have gik vi på æbleskud. Vi var nær på hinanden, og fulgte bogstavelig talt med, da skovfogedens datter fødte en lille pige.

Agernæs har ændret sig meget, siden jeg boede der. Præstegården er brændt. Den store, røde skovridergård, som lå ved siden af præstegården, rev Mads Eg Damgård ned. Hjulmandens hus, der lå ved siden af gadekæret, brændte i et tordenvejr. De store bøge, der var plantet, hvor der engang var kirkegård, er der endnu. Engang begravede far og skytten en gammel jagthund der. De gravede et stort hul, men fik en menneskeknogle med op af hullet. Hvis nogen engang finder skelettet af en hund her, er et skyttens hund. Der voksede gækkeliljer på den gamle kirkegård.

Vi havde nogle dejlige år i Agernæs. Far var altid præcis i sit arbejde og kom godt ud af det med godsejer Ingemann. Hvorfor vil du da også rejse herfra? spurgte Ingemann, men Maria og Josef Koszowski ville ud at opleve andre steder.

***

I 1999 lavede Margit Egdal et interview med Henry Moshave og hans søster, Helena. Artiklen bygger på disse interviews og har været publiceret i Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune, nr. 57, 1999.

Margit Egdal

Tilbage til toppen

www.nordfynsk.dk