Peter Christian Fjeldsted fortæller

Min adoptivbror, Mathias, eller This, som vi kaldte ham, kom til at bo hos mine forældre, da de var nygifte. En ung dansk pige ved navn Nielsine Dorthea Gyesen, der stammede fra Skellerup ved Nyborg, havde taget ham med til Utah i 1876.

Dengang var Mathias en lille, svag, underernæret dreng på seks år, som var født i Skt. Knuds Sogn i Odense den 11. juli 1870. Hans mor, Bodil Marie Christiansdatter, var ikke gift, og da hun havde født Mathias, anbragte hun ham i pleje. Hans far var en tjenestekarl i Odense ved navn Jens Larsen. Mathias’ forældres bekendtskab havde vist været ganske kortvarigt. Efter nogen tid, tog en veninde af hans mor, Nielsine, sig af Mathias. Det var meningen, at hun skulle tage Mathias med til Utah, og når hun var blevet gift, skulle hun adoptere drengen.

Nielsine, eller Sine som hun blev kaldt, var forlovet med en mand ved navn Svanberg. De var begge to medlemmer af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De ville til Utah og giftes, og Svanberg fik sparet penge sammen til en billet til sin kæreste og drengen, men han havde ikke penge nok til sig selv, så han ville komme senere. Sine havde imidlertid tuberkulose på et tidligt stadium. Det udviklede sig i Utah, og hun kunne ikke tage sig af den lille dreng. Sine spurgte nu min bedstefar om råd. Han var en af kirkens ledere og fungerede også som rådgiver for skandinaverne i Cache Valley. Bedstefar fortalte hende, at hans søn, Peter John Fjeldsted i Logan, lige var blevet gift, og hvis de talte med ham og hans kone, kunne de måske have drengen nogen tid. De tog sammen til mine forældres hjem for at sætte dem ind i sagen.

Mor var alene hjemme, da bedstefar og Sine kom, far var af en eller anden grund ikke hjemme. Da mor hørte den sørgelige historie, indvilgede hun straks i at have Mathias, dog på betingelse af, at det var i orden for hendes mand. Da far kom hjem, samtykkede han straks.

Mathias var meget lykkelig i sit nye hjem. Mor og far gjorde alt, hvad de kunne, for at han skulle føle, at han hørte til hos dem. De blev rørt, hver gang de så hans lille tynde krop, og begge bestræbte de sig for at udvikle ham både kropsligt og åndeligt.

Det eneste fodtøj, Mathias ejede, var nogle træsko, og da mine forældre selv var meget fattige, lod de ham beholde dem, indtil den ene ved et uheld blev tabt i Logan-floden og drev væk. Så var det slut med de træsko.

Sines tilstand forværredes. Hun var syg et par år for så at dø som 24-årig i sommeren 1878. Hun blev begravet på kirkegården i Logan.

Mathias havde boet tre år hos mine forældre, da Svanberg kom til Logan og gjorde krav på ham. Eftersom Sine var død, vidste han ikke helt, hvad han skulle stille op med drengen. Han kendte en familie, som havde syv piger og ingen drenge, men de var ikke medlem af kirken, desuden ville de flytte til Australien. Svanberg mente alligevel, at denne familie skulle have Mathias, og han gav mor besked om at gøre Mathias klar til næste dag, da ville han hente ham. Mathias græd hele natten, og om morgenen lovede far ham, at han ikke ville lade nogen tage ham. Da Svanberg kom, præsenterede far ham for en regning på tre års ophold i hjemmet. Far vidste, at Svanberg ikke havde pengene, og han vidste også, at regningen var stor nok til, at Svanberg ikke ville komme efter Mathias senere. Far forlangte 300 $, som var temmelig mange penge dengang.

Da Mathias var femten år gammel, hjalp onkel Jim ham til at få arbejde på møllen, hvor han arbejdede i en årrække. Da Mathias nu selv begyndte at tjene lidt penge, gav han hver uge mor 3,50 $ for kost og logi. Mathias var meget betænksom over for mine forældre, og jeg tror ikke, at han i hele sit liv har sagt et eneste uvenligt ord om dem. Han hjalp mor med at vaske, stryge, lave mad og vaske op. Mathias var seks år ældre end mig, og da jeg var helt lille, var det ofte ham, der passede mig. Det var ikke altid, vi ville det samme, så vi blev tit uvenner.

Far solgte det gamle sted i Logan efter at have udskilt en byggegrund til Mathias. Derefter flyttede vi til Preston i Idaho, hvor far og min onkel ville drive en farm sammen.

Møllen, hvor Mathias arbejdede, blev solgt, og Mathias blev arbejdsløs. Han kom derfor og hjalp far i Preston. Det var her, vi havde vores sidste slåskamp. Vi var ude at sanke kartofler, Mathias, mine søstre Amelia, Bertha, Martha, Ada og mig selv. Far gik og pløjede. Vi var i den øverste ende af marken, og far var nået ned bag i marken. Jeg samlede en kartoffel op og kastede den for sjov mod min søster Bertha. Ada rejste sig i det samme, og kartoflen ramte hende på næsen, så hun fik næseblod. Mathias troede, jeg gjorde det med vilje. Han for rasende løs på mig Han var dengang 22, og jeg var en dreng på 16 år. Jeg troede, han ville slå mig ihjel. Jeg havde blod over det hele, men var ved at få overtaget. Vi var som besatte, og vi slog hårdt. Skridt for skridt drev jeg Mathias tilbage. Da var det, far så kampen. Han smed tømmerne og løb op mod os. Uden at vente på en forklaring begyndte han at bruge pisken på mig. “Gør det én gang til, og jeg smadrer dig,” sagde jeg til far, men han holdt inde. Jeg forlod marken og gik hjem. Jeg følte, at mine forældre altid var imod mig, og jeg kunne ikke forstå, hvorfor far altid holdt med Mathias. Da det blev nat, og familien sov, tog jeg mit tøj i en bylt og forlod mit hjem, og jeg kom der aldrig mere.

Det følgende forår, i maj 1892, blev Mathias gift med Caroline Jacobson. De fik otte børn, inden Caroline døde i barselsseng i 1909. Det var trist at besøge ham og børnene efter begravelsen. Jeg og min kone tilbød at tage os af den nyfødte, men han lod sin svigermor få den lille. Kort efter mødte Mathias en kvinde med to sønner, hvis mand havde forladt dem. De fandt sammen i deres sorg og besluttede at gifte sig. Brylluppet stod i Salt Lake City i 1910. Efter nogle år blev Mathias bestyrer på en mølle i Garland i Utah, hvor han var i mange år og boede i nærheden af møllen med hele sin store familie.

Mathias døde i 1938.