Den unge Martine
i Stoense

Martine siddende med sine børn om sig, Alma, Lauritz, Nephi, Martine Elizabeth og Wilford. Bagest i midten står Laurtiz’ kone, Amy.

Martines gravsten findes
nu i Church Museum i
Salt Lake City.

Fra begyndelsen af 1850’erne missionerede mormonerne kraftigt på Langeland.

Martines far overvejede end ikke muligheden af, at hans familie kunne blive mormoner, men som det venlige menneske han var, bød han gæstfrit mormonerne indenfor i sit hjem. Da missionærerne var kommet i hjemmet gennem flere år, var der endelig en af dem, som sagde: “Broder Rasmussen, synes du ikke, det er på tide, du bliver medlem i vores kirke?” Herover blev faderen så vred, at mormonerne blev vist døren og forment adgang til hjemmet.

Skaden var imidlertid sket. Hans eneste datter, Martine, og sågar hans kone havde fattet sympati for mormonerne. Datteren lod sig i al stilhed døbe i Lejbølle i december 1866. Moderens dåb fandt sted i maj 1867. De to kvinders bedrifter kunne ikke holdes skjult, og Christoffer Rasmussen var rasende. Sin kone rev han med magt ud af mormonernes favntag, hvilket blev ført til protokols – i medlemslisten kan eftertiden nu læse, at Marie Lisbeth blev “bortført af Christoffer Rasmussen i Stoense Havn”!

Martine løb hjemmefra på grund af faderen, fortæller familiekrøniken. Hvorom alting er, så mødte Martine Morten P. Mortensen, der i årene 1868-70 var præsident for Øernes konference. Han var fra Møn, mens hans forlovede, Karen Katrine Olsen, var fra Lolland. De to syntes godt om Martine, og sympatien var gensidig. Det endte med, at Martine også blev forlovet med Morten. Nu kunne Morten således forlade Danmark med to unge kvinder, som han agtede at gifte sig med i Utah.

I Liverpool gik de om bord på dampskibet “Minnesota”, og efter en behagelig overfart ventede New York. I august 1870 nåede de Utah. De to piger fandt logi i Salt Lake City, hvor de begge fik arbejde som hushjælp. Morten tog til Scipio for at møde sin kone – ja, Morten havde allerede kone og børn. Nu talte han med Dorthea, som den første kone hed, om Martine og Trine (Karen Katrine). Det nye ægteskab var kun muligt, hvis Dorthea gav sin tilladelse. Dorthea ejede et hus efter sine forældre. Der var tre værelser i huset, så der var hus- og minsandten også hjerterum til Martine og Trine, og Dorthea gav lov. Morten tog af sted for at hente sine brude. De blev viet i Salt Lake City den 19. december 1870. Egentlig ville Morten have været gift med Trine først, men han svarede “nej” til spørgsmålet: “Broder Mortensen, gør det nogen forskel, hvem der kommer først?”. Derfor kom Martine som den ældste først. Hun var et par år ældre end Trine.

Det var dengang, mormonerne strengt efterlevede Bibelen, og patriarken Abraham havde som bekendt flere koner. Om Mortens arrangement med Dorthea, Martine og Trine udsprang af kærlighed til pigerne eller til Gud, får stå hen i det uvisse. Et er sikkert, hver især priste de deres ægteskab med Morten.

I Scipio fødte de tre koner otte børn, heraf var de tre Martines. Børneflokken fyldte efterhånden godt op i hjemmet. Familien trængte til mere plads, så det kom ret belejligt, da Morten i 1876 blev kaldet til et arbejde i Arizona og kunne tage Dorthea og deres børn med sig. Året efter kom han tilbage efter sine to andre koner. De slog sig ned i Moenkipi, en lille hopi-landsby i Navajo-reservatet, hvor børnene kunne lege med indianerbørnene. Tørke fik dog snart familien til at flytte tilbage til Utah.

Her levede de i Fort Sunset, hvor Martines yngste sønner blev født i 1882 og 84. Trine og Martine spandt og vævede, særlig havde Martine travlt ved væven – mor måtte ligefrem have barnepige til os, har en af Martines sønner fortalt. Der var flid og travlhed i hjemmet. Imidlertid blev de hellige, som havde flere koner, stadig mere udsat for forfølgelser. Endnu engang måtte familien bryde op. Denne gang lignede det en regulær flugt.

I Mexico

Morten og Martine rejste først. I 1885 kørte Martine ind i Mexico i en overdækket prærievogn siddende ved sin mands side. Babyen havde hun på skødet, de mindste børn omkring sig.

Midt i 1880’erne blev der oprettet flere mormonkolonier i Chihuahua i det nordlige Mexico. Colonia Juárez og Colonia Diaz er navne på et par af de kolonier, hvor flygtede mormoner bosatte sig.

Morten og Martine tog ophold i Colonia Diaz. I Utah blev forholdene for flerkoneriet stedse værre, og det blev umuligt for dem at vende tilbage. Det midlertidige ophold i Mexico blev til et livsvarigt ophold.

Trine, som lige havde født og derfor ikke kunne tage med Morten og Martine i 1885, kom til Mexico i efteråret 1886. Mon ikke Dorthea var med ved samme lejlighed?

Martine fortsatte med at væve i Colonia Diaz. Ofte var det derfor Trine, som tog sig af børnene. Når det var spisetid, spiste børnene altid hos den nærmeste “mor”. Måske deres egen mor, måske ikke. Til daglig tænkte de ikke over, hvem der var deres rigtige mor, fortalte Nephi, Martines søn. Det var også ham, der kunne huske Martine, når hun holdt familieandagt. Hun syntes at kunne se alt. Var der en af dem, som begyndte at drille katten, røg Martines arm ud og vappede dem en – uden at gøre det mindste ophold i bønnen. Hvad man i øvrigt fortalte om Martine, kunne man lige så godt fortælle om Trine – eller omvendt. De to jævnaldrende kvinder levede så tæt sammen, at selv om de måske ikke lignede hinanden af skind, så dog af sind.

I 1891 døde Morten 63 år gammel. Hans ældste søn sørgede for, at der blev skiftet efter ham, og at Mortens ejendom blev delt lige og retfærdigt mellem hans tre hustruer. Morten efterlod sig tre unge enker, Dorthea på 51, Martine på 44 og Trine, som var 43 år gammel. Deres veje skiltes efter Mortens død.

Martine blev boende i Colonia Diaz. Her levede hun 17 år mere, indtil hun døde i 1908, kun 61 år gammel. Hun blev begravet i Colonia Diaz.

Martines gravsten

I 1984, det var året før man fejrede 100-året for oprettelsen af mormonernes kolonier i Mexico, var nogle mennesker fra Utah på besøg på kirkegården i Diaz. Den blev nu brugt af mexicanerne. De genbrugte de gamle gravsten, overmalede dem i stærke farver og skrev så deres egne afdødes navne på dem.

Amerikanerne fandt to gravsten, som var blevet smidt hen over et hegn. Den ene, som var malet blå, var Martines. De tog stenene med sig, kørte igennem tolden uden at blive standset, og havde begge sten med tilbage til Utah. De blev afleveret på “Museum of Church History and Art” i Salt Lake City, hvor de blev renset af. Da den blå maling var taget af Martines sten, var den gamle indskrift atter tydelig.

Martine Rasmussen, født i Stoense på Langeland, død i Diaz, Chihuahua, Mexico – din smukke gravsten vidner om dig og dit liv, og dine efterkommeres efterkommere værner kærligt om dit minde.

Beretningen er publiceret i Miraklet på Fyn. 2002.
Tak til Beverly J. Griffiths, Jackson, Ohio, for information om Martine.