Maren Hansdatter fra Fraugde oplevede miraklet
Maren Hansdatter fra Fraugde. Hun beskrives som en bestemt dame, energisk og nøgtern, og længe førend verden havde hørt om kvindesag, tog hun hånd om sin egen tilværelse og forlod både mand og fædreland for at følge sin overbevisning. Maren Hansdatters søn, Peder Anthon. Som missionær var han to gange fængslet på grund af sin tro, først i Frederiksværk, siden i Rønne. Her er han foreviget på sine ældre dage, men man må forestille sig den ganske unge mand, som med begejstret ildhu drog land og rige rundt og ikke veg tilbage for at gå i fængsel for sine synspunkter. ***************** Til grund for beretningen om Maren Hansdatter og hendes børn ligger Peder Anthons dagbog samt familieoptegnelser om Maren og datteren Karen Hansine. Tak til Julie Taylor, Santa Teresa, N. Mexico, Alfred C. Nielsen, salt Lake City, Utah samt Suzanne Johnston for tilsendte familieoptegnelser. Frants Christian Grundvigs selvbiografi findes i “Dansk Mormonhistorie” årgang 2000. Nærværende artikel er skrevet af Margit Egdal og publiceret i Miraklet på Fyn. 2002. **************	Stedet er Fraugde Kirke. Det er den 24. februar 1839. Foran alteret ses husmand Hans Jacobsen og Anne Christophersdatters 20-årige datter, Maren. Ved hendes side står den 16 år ældre murersvend, Hans Nielsen. Denne dag bliver Maren og Hans gift. Her under kirkens hvælv giver de deres ja-ord. Som ægtefolk går de ned gennem kirken ved hinandens side, og fra nu af vil de være sammen, til den ene af dem ikke er mere. På sådan en bryllupsdag giver man sit ja for Gud og mennesker, men for Maren skete der midt i livet noget, som gjorde, at hun måtte bryde sit løfte og forlade Hans. Det skete helt uventet og uforudsigeligt, da Maren oplevede noget, der var større end alt andet, det, som var intet mindre end et mirakel. Til en begyndelse var der slet ingen tegn i sol og måne på, at Maren og Hans ikke skulle dele deres tilværelse altid. De slog sig ned i Fraugde Kærby sammen med Marens gamle forældre, der var på aftægt. Her kom Hans og Marens første søn til verden i december 1839. Herfra flyttede familien til Odense, hvor resten af børneflokken blev født i “Bispens Plan”, der mundede ud i Klaregade over for bispegården. Skt. Knuds Kirke var sognekirken, hvor børnene blev døbt. De ældste børn var blevet konfirmeret, da Maren mødte sin skæbne… Mormonerne gik ofte omkring i Odense. Maren havde nogle traktater liggende, som hun havde fået af dem, men hun havde knap nok læst dem, hvilket hun heller ikke agtede at gøre. Maren var ikke interesseret i mormonerne. Hun havde sin sunde fornuft. I 1860 indtraf så den begivenhed, som blev bestemmende for resten af Marens liv. Naboens lille datter var syg. Barnet lå stille hen, hun skulle dø. Maren vågede sammen med nabokonen og ventede på det uafvendelige. To mormoner trådte ind. Maren iagttog dem og så, at de bad for den lille pige, og at de løftede hænderne og velsignede hende. Da satte pigen sig op, som om hun blot havde sovet lidt. Hun stod op fra sengestedet, og hun gav sig til at lege. – Før var hun døende, nu legede hun! Maren vidste, hun havde overværet et mirakel. Hun havde set underet ske – det var næsten ligesom på Jesu tid, da Jairus’ datter blev opvakt. Talte mormonerne alligevel det sande, oprindelige evangelium? Maren blev stærkt interesseret i at høre mere om mormonerne, og hun fik Hans med til et møde. Bagefter inviterede de missionærerne til at komme i deres hjem, så de nærmere kunne undersøge, hvad det hele gik ud på. Hans fandt dog hurtigt ud af, at de Sidste Dages Hellige ikke var noget for ham. Og han brød sig slet ikke om ligesom dem at skulle forsage både te, kaffe, tobak og spiritus. Hans var bestemt heller ikke glad for, at Maren var så betaget af mormonerne, og han forbød dem derfor at komme mere i hjemmet. Maren fortsatte dog med at gå til møde hos de hellige. Maren var sikker på, at mormonerne kom med den sande tro, hun havde jo selv oplevet underet. Den 19. december 1860 blev Maren derfor døbt som mormon. Et efter et blev Hans og Marens seks børn også overbeviste og døbt. Karen Hansine var 14 år gammel, da hun modtog dåben. Det var den 22. januar 1865, og den dag skete endnu et mirakel. Det var vinter, og dåbsceremonien blev indledt med, at der blev hugget hul i isen med en økse. Herefter blev den unge pige ført ud til hullet og døbt ved neddykning. Karen Hansine var svagelig, men efter dåben genvandt hun fuldstændig sit gode helbred. For hende var det et under. For at opnå den evige frelse var det bedst at opholde sig i det land, som Gud selv havde udvalgt til dem. De første i familien, som emigrerede, var Hans og Marens to ældste sønner, Niels Jacob og Jørgen Christian. De sendte begejstrede breve hjem fra Utah, som Maren læste med stor interesse, men Hans var stadig uimodtagelig. På trods af massiv påvirkning fra kone og børn lod han sig ikke overtale til at tage med til det hellige land. Maren besluttede, at hun måtte af sted med børnene. Hans ville måske følge efter dem? Marens ønske gik dog ikke i opfyldelse. Han blev i Odense. Han var efterhånden også en ældre mand. I 1865 rejste Maren med døtrene Anne Johanne Marie på 18, Karen Hansine på 15 og Frida Jacobine på bare 9 år. Peder Anthon på 20 år sluttede sig til sin mor og søstre i Hamborg. Han kom fra København efter at have virket som missionær på Sjælland, hvor han bl.a. havde været fængslet 12 dage i Frederiksværk for at udbrede det gengivne evangelium. Under hele rejsen førte Peder Anthon omhyggeligt dagbog. Sørejsen om bord på “B.S. Kimball” var en oplevelse, de hellige sent glemte. Luften under dækket var nærmest stillestående, kun fornyet ved den smule luft, der kom ned ad trapperne. Sygdomme kunne rigtigt udvikle sig her, og 25 børn døde af mæslinger. Drikkevandet kunne ikke holde sig, og som følge heraf fik folk dårlig mave. Lus og lopper formerede sig voldsomt, og biddene fra disse kræ gjorde, at folk ikke kunne sove. Alt i alt en uforglemmelig rejse – hvor emigranterne trods alt fandt overskud til teater og dans på dækket. Den 14. juni forlod emigranterne “B.S. Kimball” og gik i land i New York. Rejsen mod vest fortsatte med tog og derefter med skib op ad Missouri-floden til Nebraska. Her slog de lejr i fem uger for at gøre forberedelser til den sidste lange rejse, som skulle tilbagelægges med oksekærrer, såkaldte prærievogne eller prærieskonnerter. Emigranterne måtte betale en uhyrlig pris både for vogne og okser. Og så havde de fleste af okserne aldrig nogen sinde før prøvet at trække. De første engelske ord, som Peder Anthon lærte, var kommandoer til okserne, simpelthen de mest nødvendige ord – og her gik han nu, skoledreng fra Lahns Stiftelse i Odense, og drev de uvane dyr hen over de vidtstrakte sletter i et helligt togt på vej mod Guds udvalgte land, Zion. Sidst i juni skete et dødsfald, som familien tog sig nær. Både Peter Anthon og hans søster, Karen Hansine, har beskrevet den dag, den 29. juni, da Lars Petersen blev begravet. Men hvorfor skulle netop han dø? Han var en ung mand på 30 år, som havde solgt sin ejendom i Danmark og for de indbragte midler foranlediget 20 personers emigration. Maren Hansdatter selv og hendes børn var mellem dem, der nød godt af Lars Petersens gavmildhed. – Der var flere i emigranttogtet i 1865 ved navn Lars Petersen, og hvem den uheldige mand var, er vanskeligt at verificere. En Lars Petersen, missionær på Fyn, fulgtes faktisk med Maren Hansdatter, men han var med på hele rejsen og var en livsduelig mand, som fik mange gode år i Utah. I Fort Laramie blev emigranterne rådet til at vende om, da indianerne var på krigsstien. Efter en afstemning besluttede de dog at fortsætte – for nogle af de hellige med et katastrofalt udfald. Efter det første indianerangreb havde flere af mændene pile stikkende ud fra hals, ryg, skuldre, arme og ben. Den eneste lindring, man kunne give dem, var at trække pilene ud. Mændene sad fastholdt og støttet op mod et vognhjul, mens andre med en tang fjernede pilene. En broder Andersen mistede et stykke af sin næse. For Frants Christian Grundvig blev rejsen hans livs tragedie. Han og hans kone, Jensine, var kommet lidt bag efter kompagniet, da indianerne angreb dem. Selv blev Grundvig ramt af flere pile, og han faldt om. Da han løftede hovedet, så han et syn, som resten af hans liv blev stående for hans indre blik. En indianer greb fat i Jensine, trak hende op på sin hest og red bort med hende. Kompagniet hverken så eller hørte mere til Jensine. En del okser blev også indianernes bytte, men skønt emigranterne var afhængige af okserne, var det ikke helt det samme tab som den forsvundne Jensine. En aften stod nogle unge piger ved bålet. Vinden hviskede i græsset, alt var roligt. Et vindstød fik ilden til at blusse op. En af pigerne drejede sig mod vinden, hendes skørt flagrede let, en glød faldt på skørtekanten og bed sig fast – hvem ved, hvordan ulykken opstår? Pludselig stod flammerne op om livet på den unge pige. Maren Hansdatters Anne Johanne smed resolut en spand vand over hende. Vandet gjorde sin virkning, men pigen var forbrændt på hænder og fødder og op ad benene, og der var stadig ugers vandring til Zion. Hun fik lov til at komme op at køre, mens brandsårene helede. Da en flok bøfler nogle dage senere kom løbende lige mod emigranterne, blev okserne skræmt og løb løbsk. Den unge pige i vognen blev bange og sprang af, men i faldet kom hun ind under et vognhjul og blev øjeblikkelig dræbt. Efter seks måneders rejse ankom Maren Hansdatter og hendes fire børn i god behold til Utah. Maren fandt arbejde som hushjælp, men efter få år indgik hun ægteskab med en mand ved navn James Gledhill. Hendes børn kom godt i vej. Flere af dem nævnes blandt Utahs prominente personer. Peder Anthon tillagde sig fortjeneste som missionær, bl.a. var han 1879-1881 på mission til Bornholm, hvor han atter oplevede at blive kastet i fængsel på grund af sin tro. Med undtagelse af Peder Anthon, der bosatte sig i Draper, slog familien sig ned i Provo, hvor de levede i mange år. Alle Maren Hansdatters børn nåede en betragtelig alder. Årsagen ligger måske i mormonernes sunde livsførelse, dertil sparsommelighed og retlinethed, gamle dyder, som nævnes i forbindelse med familien. Margit Egdal TOP
	www.nordfynsk.dk

Maren Hansdatter fra Fraugde oplevede miraklet

Maren Hansdatter fra Fraugde. Hun beskrives som en bestemt dame, energisk og nøgtern, og længe førend verden havde hørt om kvindesag, tog hun hånd om sin egen tilværelse og forlod både mand og fædreland for at følge sin overbevisning.

Maren Hansdatters søn, Peder Anthon. Som missionær var han to gange fængslet på grund af sin tro, først i Frederiksværk, siden i Rønne. Her er han foreviget på sine ældre dage, men man må forestille sig den ganske unge mand, som med begejstret ildhu drog land og rige rundt og ikke veg tilbage for at gå i fængsel for sine synspunkter.

*****************

Til grund for beretningen om
Maren Hansdatter og hendes børn ligger Peder Anthons dagbog samt familieoptegnelser om Maren og datteren Karen Hansine.

Tak til Julie Taylor, Santa Teresa,
N. Mexico, Alfred C. Nielsen, salt Lake City, Utah samt Suzanne Johnston for tilsendte familieoptegnelser.

Frants Christian Grundvigs selvbiografi findes i “Dansk Mormonhistorie” årgang 2000.

Nærværende artikel er skrevet
af Margit Egdal og publiceret i
Miraklet på Fyn. 2002.

**************

Stedet er Fraugde Kirke. Det er den 24. februar 1839. Foran alteret ses husmand Hans Jacobsen og Anne Christophersdatters 20-årige datter, Maren. Ved hendes side står den 16 år ældre murersvend, Hans Nielsen.

Denne dag bliver Maren og Hans gift. Her under kirkens hvælv giver de deres ja-ord. Som ægtefolk går de ned gennem kirken ved hinandens side, og fra nu af vil de være sammen, til den ene af dem ikke er mere.

På sådan en bryllupsdag giver man sit ja for Gud og mennesker, men for Maren skete der midt i livet noget, som gjorde, at hun måtte bryde sit løfte og forlade Hans. Det skete helt uventet og uforudsigeligt, da Maren oplevede noget, der var større end alt andet, det, som var intet mindre end et mirakel.

Til en begyndelse var der slet ingen tegn i sol og måne på, at Maren og Hans ikke skulle dele deres tilværelse altid. De slog sig ned i Fraugde Kærby sammen med Marens gamle forældre, der var på aftægt. Her kom Hans og Marens første søn til verden i december 1839.

Herfra flyttede familien til Odense, hvor resten af børneflokken blev født i “Bispens Plan”, der mundede ud i Klaregade over for bispegården. Skt. Knuds Kirke var sognekirken, hvor børnene blev døbt. De ældste børn var blevet konfirmeret, da Maren mødte sin skæbne…

Mormonerne gik ofte omkring i Odense. Maren havde nogle traktater liggende, som hun havde fået af dem, men hun havde knap nok læst dem, hvilket hun heller ikke agtede at gøre. Maren var ikke interesseret i mormonerne. Hun havde sin sunde fornuft.

I 1860 indtraf så den begivenhed, som blev bestemmende for resten af Marens liv. Naboens lille datter var syg. Barnet lå stille hen, hun skulle dø. Maren vågede sammen med nabokonen og ventede på det uafvendelige.

To mormoner trådte ind. Maren iagttog dem og så, at de bad for den lille pige, og at de løftede hænderne og velsignede hende. Da satte pigen sig op, som om hun blot havde sovet lidt. Hun stod op fra sengestedet, og hun gav sig til at lege. – Før var hun døende, nu legede hun! Maren vidste, hun havde overværet et mirakel. Hun havde set underet ske – det var næsten ligesom på Jesu tid, da Jairus’ datter blev opvakt. Talte mormonerne alligevel det sande, oprindelige evangelium?

Maren blev stærkt interesseret i at høre mere om mormonerne, og hun fik Hans med til et møde. Bagefter inviterede de missionærerne til at komme i deres hjem, så de nærmere kunne undersøge, hvad det hele gik ud på. Hans fandt dog hurtigt ud af, at de Sidste Dages Hellige ikke var noget for ham. Og han brød sig slet ikke om ligesom dem at skulle forsage både te, kaffe, tobak og spiritus. Hans var bestemt heller ikke glad for, at Maren var så betaget af mormonerne, og han forbød dem derfor at komme mere i hjemmet. Maren fortsatte dog med at gå til møde hos de hellige.

Maren var sikker på, at mormonerne kom med den sande tro, hun havde jo selv oplevet underet. Den 19. december 1860 blev Maren derfor døbt som mormon. Et efter et blev Hans og Marens seks børn også overbeviste og døbt. Karen Hansine var 14 år gammel, da hun modtog dåben. Det var den 22. januar 1865, og den dag skete endnu et mirakel. Det var vinter, og dåbsceremonien blev indledt med, at der blev hugget hul i isen med en økse. Herefter blev den unge pige ført ud til hullet og døbt ved neddykning. Karen Hansine var svagelig, men efter dåben genvandt hun fuldstændig sit gode helbred. For hende var det et under.

For at opnå den evige frelse var det bedst at opholde sig i det land, som Gud selv havde udvalgt til dem. De første i familien, som emigrerede, var Hans og Marens to ældste sønner, Niels Jacob og Jørgen Christian. De sendte begejstrede breve hjem fra Utah, som Maren læste med stor interesse, men Hans var stadig uimodtagelig. På trods af massiv påvirkning fra kone og børn lod han sig ikke overtale til at tage med til det hellige land. Maren besluttede, at hun måtte af sted med børnene. Hans ville måske følge efter dem? Marens ønske gik dog ikke i opfyldelse. Han blev i Odense. Han var efterhånden også en ældre mand.

I 1865 rejste Maren med døtrene Anne Johanne Marie på 18, Karen Hansine på 15 og Frida Jacobine på bare 9 år.

Peder Anthon på 20 år sluttede sig til sin mor og søstre i Hamborg. Han kom fra København efter at have virket som missionær på Sjælland, hvor han bl.a. havde været fængslet 12 dage i Frederiksværk for at udbrede det gengivne evangelium.

Under hele rejsen førte Peder Anthon omhyggeligt dagbog. Sørejsen om bord på “B.S. Kimball” var en oplevelse, de hellige sent glemte. Luften under dækket var nærmest stillestående, kun fornyet ved den smule luft, der kom ned ad trapperne. Sygdomme kunne rigtigt udvikle sig her, og 25 børn døde af mæslinger. Drikkevandet kunne ikke holde sig, og som følge heraf fik folk dårlig mave. Lus og lopper formerede sig voldsomt, og biddene fra disse kræ gjorde, at folk ikke kunne sove. Alt i alt en uforglemmelig rejse – hvor emigranterne trods alt fandt overskud til teater og dans på dækket.

Den 14. juni forlod emigranterne “B.S. Kimball” og gik i land i New York. Rejsen mod vest fortsatte med tog og derefter med skib op ad Missouri-floden til Nebraska. Her slog de lejr i fem uger for at gøre forberedelser til den sidste lange rejse, som skulle tilbagelægges med oksekærrer, såkaldte prærievogne eller prærieskonnerter. Emigranterne måtte betale en uhyrlig pris både for vogne og okser. Og så havde de fleste af okserne aldrig nogen sinde før prøvet at trække. De første engelske ord, som Peder Anthon lærte, var kommandoer til okserne, simpelthen de mest nødvendige ord – og her gik han nu, skoledreng fra Lahns Stiftelse i Odense, og drev de uvane dyr hen over de vidtstrakte sletter i et helligt togt på vej mod Guds udvalgte land, Zion.

Sidst i juni skete et dødsfald, som familien tog sig nær. Både Peter Anthon og hans søster, Karen Hansine, har beskrevet den dag, den 29. juni, da Lars Petersen blev begravet. Men hvorfor skulle netop han dø? Han var en ung mand på 30 år, som havde solgt sin ejendom i Danmark og for de indbragte midler foranlediget 20 personers emigration.

Maren Hansdatter selv og hendes børn var mellem dem, der nød godt af Lars Petersens gavmildhed.

– Der var flere i emigranttogtet i 1865 ved navn Lars Petersen, og hvem den uheldige mand var, er vanskeligt at verificere. En Lars Petersen, missionær på Fyn, fulgtes faktisk med Maren Hansdatter, men han var med på hele rejsen og var en livsduelig mand, som fik mange gode år i Utah.

I Fort Laramie blev emigranterne rådet til at vende om, da indianerne var på krigsstien. Efter en afstemning besluttede de dog at fortsætte – for nogle af de hellige med et katastrofalt udfald. Efter det første indianerangreb havde flere af mændene pile stikkende ud fra hals, ryg, skuldre, arme og ben. Den eneste lindring, man kunne give dem, var at trække pilene ud. Mændene sad fastholdt og støttet op mod et vognhjul, mens andre med en tang fjernede pilene. En broder Andersen mistede et stykke af sin næse. For Frants Christian Grundvig blev rejsen hans livs tragedie. Han og hans kone, Jensine, var kommet lidt bag efter kompagniet, da indianerne angreb dem. Selv blev Grundvig ramt af flere pile, og han faldt om. Da han løftede hovedet, så han et syn, som resten af hans liv blev stående for hans indre blik. En indianer greb fat i Jensine, trak hende op på sin hest og red bort med hende. Kompagniet hverken så eller hørte mere til Jensine. En del okser blev også indianernes bytte, men skønt emigranterne var afhængige af okserne, var det ikke helt det samme tab som den forsvundne Jensine.

En aften stod nogle unge piger ved bålet. Vinden hviskede i græsset, alt var roligt. Et vindstød fik ilden til at blusse op. En af pigerne drejede sig mod vinden, hendes skørt flagrede let, en glød faldt på skørtekanten og bed sig fast – hvem ved, hvordan ulykken opstår? Pludselig stod flammerne op om livet på den unge pige. Maren Hansdatters Anne Johanne smed resolut en spand vand over hende. Vandet gjorde sin virkning, men pigen var forbrændt på hænder og fødder og op ad benene, og der var stadig ugers vandring til Zion. Hun fik lov til at komme op at køre, mens brandsårene helede. Da en flok bøfler nogle dage senere kom løbende lige mod emigranterne, blev okserne skræmt og løb løbsk. Den unge pige i vognen blev bange og sprang af, men i faldet kom hun ind under et vognhjul og blev øjeblikkelig dræbt.

Efter seks måneders rejse ankom Maren Hansdatter og hendes fire børn i god behold til Utah. Maren fandt arbejde som hushjælp, men efter få år indgik hun ægteskab med en mand ved navn James Gledhill. Hendes børn kom godt i vej. Flere af dem nævnes blandt Utahs prominente personer. Peder Anthon tillagde sig fortjeneste som missionær, bl.a. var han 1879-1881 på mission til Bornholm, hvor han atter oplevede at blive kastet i fængsel på grund af sin tro.

Med undtagelse af Peder Anthon, der bosatte sig i Draper, slog familien sig ned i Provo, hvor de levede i mange år. Alle Maren Hansdatters børn nåede en betragtelig alder. Årsagen ligger måske i mormonernes sunde livsførelse, dertil sparsommelighed og retlinethed, gamle dyder, som nævnes i forbindelse med familien.

Margit Egdal

TOP

www.nordfynsk.dk

Maren Hansdatter fra Fraugde oplevede miraklet

www.nordfynsk.dk