www.nordfynsk.dk
Missionær Jens Peder Grønning – frafalden
Erindringer i uddrag ved Margit Egdal
Jens Peder Grønnings forældre var fynboer, men flyttede til Holsted, som ligger mellem Kolding og Esbjerg, og her blev Jens Peder Grønning født i 1847. Da han var 42 år, besluttede han sig for at skrive om sit liv. Han opholdt sig da i Utah, meget var hændt ham, og meget havde han at skrive om. Hans erindringer fylder hele 60 tæt maskinskrevne sider. Her er gengivet nogle uddrag med vægt på hans ophold på Fyn: Jeg blev født på Holsted Sædmark den 5. januar 1847. Min far var saddelmager og hed Thyge Christian Grønning og var født 9. december 1819 i Middelfart. Min mor hed Maren Jensen og var født 30. juni 1815 i Skovby Sogn på Nordfyn. De blev gift i Vissenbjerg Kirke den 29. december 1842. De købte et stykke hede ved Holsted, hvor de opdyrkede jorden, holdt en hest, to køer og et par får. Min far var en glad mand, som sang, mens han arbejdede. Da krigen mellem Danmark og Tyskland brød ud, sprang far soldat for en anden, og for ulejligheden modtog han 150 rigsdaler. Han blev hurtigt forfremmet og havde et kompagni under sig. Den 5. juli 1849 var han i Fredericia, det var dagen før det store slag. Han gik ind i en portåbning og ledte efter sin tobakspung – i det øjeblik sprang en granat tæt ved ham, og et stykke jern ramte hans venstre knæ. Han tog sig ikke af det, en kammerat sprang til for at hjælpe ham op, han ville selv, men kunne ikke. Han blev sejlet over til Fyn, hvor der var indrettet lazaret på Billeshave ved Røjle. Lægen var ung og uerfaren og måske også ligeglad, der blev ikke meget tilbage af benet, da han var færdig. Mor tog over til ham. I Fredericia var der en kvinde, som smækkede et vindue op og råbte: ”Ja, Thyge er død!” Men far levede. Om end nu kun med ét ben. Det tog over et år, inden han kom sig. Han modtog siden en lille pension. Den 2. juni 1851 blev min søster Jensine Karoline født. Jeg var lidt over fire år og husker det, som var det i går. Jeg sad op i sengen, som jeg delte med min bror. Han var på det tidspunkt otte år. Det var lige i morgengryet, min mor lå i sengen, og en fremmed kvinde sad ved bordet og badede en lillebitte baby, som var min søster. En anden gang var min mor ude. Jeg var alene med min lille søster, og hun græd. Jeg tog hende op og sad med hende på sengekanten, da mor kom ind og blev meget forbavset over at se, jeg holdt hende i mine arme. Men jeg syntes ikke, det var noget særligt. Jeg kan også huske, da søster blev døbt. En af naboerne, som hed Dorte Wieters, var utilfreds, fordi hun ikke havde fået svesker nok. Det var, mens vi boede her ved Holsted, at min mors søster, Birthe Kirstine fra Vissenbjerg, kom og besøgte os. Hun ville gerne være blevet hos os, for hendes mand, der hed Jørgen Havemann, var ikke god ved hende, og han var hende utro. Men hun måtte tilbage. Hun var født i 1801 og døde af brystkræft i 1857. Det var også her, jeg engang sad i stuen, og der var lige kommet sand på gulvet. Solen skinnede varmt ind ad vinduet og ned på gulvet. Jeg følte mig så glad og tilfreds som aldrig siden. Her ved Holsted hørte jeg for første gang om mormonerne. En nabo var lige blevet døbt, og han talte med far. Jeg hørte far sige, at han var blevet lovet, at hvis han ville være mormon, kunne han blive præst. Naboen emigrerede til Utah, og der gik lang tid, inden jeg igen hørte om mormonerne. Min bror og jeg legede en dag, at jeg var hest, og han var rytter. Selvfølgelig skal man bruge en pisk i den leg. Han var så uheldig at ramme mig i ansigtet, og der blev en rød hævet stribe, men det var ikke med vilje, og jeg prøvede på at gemme det for mine forældre, så han ikke skulle blive straffet. Engang besøgte mor og jeg fruen på et stort gods. Vi fik kaffe og lækre kager bagt af hvedemel. Jeg kan huske, hvor godt det smagte. Hvede var ikke almindeligt ved Holsted, hvor jorden var så ufrugtbar. Man brugte gerne rug både til brød og kager. Der var en anden ting, jeg lagde mærke til på godset. Alt var forsømt og uordentligt. Det var let at se, at ejeren havde givet helt op. Han havde også vrøvl med sin familie. Både konen og børnene. Hans døtre, som var voksne, havde alt for megen stads og pynt, syntes han og ødelagde det, skønt han selv havde givet dem det. Godset blev solgt, og i stedet købte han gården “Rebelsig” vest for Holsted. Min søster og jeg vogtede køer og får om sommeren. Der var en ræv der, og vi så ungerne lege, men der var ingen fare for lammene, for ræven var for snu til at hente sit bytte lige uden for sin hule. Det var vist i efteråret 1855, vi tog til Middelfart med min bror, som skulle i lære som saddelmager. Vi krydsede Lillebælt med hest og vogn om bord på færgen, der sejlede over fra Snoghøj til Kongebroen. Min bror skulle også lære at spille violin, mens han var hos saddelmageren, og han skulle gå i skole, til han var fjorten. Da vi skulle sejle tilbage, var vinden og strømmen så stærk, at vi måtte vente. Jeg lå på ryggen i skibet og så op på masten, sejlene og rebene og hørte vinden fløjte og tage i dem, og jeg følte mig meget lykkelig. Min bror var glad for at komme hjem en gang om året. Engang gav han mig et skib, han selv havde lavet. Det hed Hekla. Vi var også meget glade for at se ham, og far spurgte meget til folk i Middelfart, som jo var hans hjemby. Min søster og jeg løb tit over og legede med naboens børn, og sommetider om morgenen fortalte deres mor historier, hvad vi holdt meget af. Jeg lavede også en anden glad ting, den lille vogn, som vi legede så meget med. I efteråret 1857 blev min bror konfirmeret i Middelfart, og vi sejlede igen over til ham. Jeg elskede at sejle. Vi havde ikke ret mange penge det år. Far kunne ikke betale, hvad han skyldte på sin ejendom, og den kom på tvangsauktion. Hvis ikke han først havde gemt vores sengetøj og møbler, havde vi intet haft tilbage. Det var måske ikke pænt, men ejendommen var stærkt forbedret og jorden nu opdyrket. Far fik et lille hus på kredit. Jeg kom ud som vogterdreng. Jeg vogtede en flok får ude i et bart og øde hedeområde. Fårene gik i en fold, men hver morgen skulle de drives ud og hjem igen om aftenen. Der var marker langs med vejen, og jeg måtte løbe meget for at holde fårene ude af markerne. Samtidig skulle fårene holdes samlet, det var hårdt arbejde. Jeg havde ikke megen tid til at læse i mine skolebøger, som jeg ellers havde med ud på heden. Men jeg havde selskab af de andre vogterdrenge, som også passede får i nærheden. I flere år passede jeg får om sommeren og gik i skole om vinteren. Jeg kom også ud som karl, indtil jeg i 1862 kom i lære som hjulmager. Der skulle jeg være i tre år. Det var koldt om vinteren, ingen opvarmning. Vores senge stod også i det uopvarmede værksted, og der var tyk is på væggene om morgenen. Da jeg var udlært, tog jeg arbejde i Ribe, senere i Haderslev. Jeg var 19 år dengang og altid sulten. Madmors to drenge spiste med ved bordet. De havde fået besked på at fylde deres tallerkener, selv om de ikke kunne spise det. Ellers fik jeg for meget mad. Sommetider sagde mester noget til dem, og det hjalp nogen tid. Dette var ingen spøg. Det var et spørgsmål om overlevelse. Der var ikke altid mad nok, og når det var tilfældet, behøvede vi ikke arbejde så meget. Jeg rejste til Odense og fandt arbejde. Rejste atter rundt i landet. Kom tilbage til Odense. I Kongensgade var der en boghandler, I.R. Nielsen, og det var min største glæde at besøge hans butik. 1868-69 købte jeg bøger for 26 rigsdaler. Det var Kofoeds oversættelse af Brockhaus’ tyske konversationsleksikon i 25 bind, Danmark og Norges historie i 11 bind, Males verdenshistorie i tre bind, Holbergs og Wessels skrifter, bøger om konger, berømte mænd og kvinder, om natur og mekanik, nationale sange m.v.
Til møde hos mormonerne i Odense
Jeg vidste nok, at mormoner var meget upopulære og gerne blev hånet. Jeg tænkte meget over det, frygten for helvedes pinsler og fryden i Guds rige var med i mine overvejelser, som førte til, at jeg blev døbt den 29. januar 1869. Dåben fandt sted om aftenen lidt uden for byen i en å. Det foregik ved neddykning ligesom i Det nye Testamente. Jeg følte en indre tilfredsstillelse og overbevisning om, at jeg havde gjort det rigtige. Jeg var nu medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. De fleste medlemmer var fra samfundets lavere klasser. Men sådan var det også, da Kristus gik på jorden. På værkstedet gjorde de nar af mig, men det hørte snart op. På et tidspunkt var der ikke mere arbejde, og jeg tog hjem til mine forældre. De var kede af, jeg var blevet mormon. Der var kommet noget nyt, velocipeder kaldet. Mens jeg var hjemme, byggede jeg mig en, og jeg røg mange gange, så lang jeg var. Men da jeg først havde lært det, gik det godt. Jeg byggede også nogle hjul til en fabrik.
Jens Peder Grønning som missionær
Der var arbejde i Odense igen. Og nu blev jeg også præst! Jeg blev ordineret den 30. januar 1870. Jeg skulle missionere på Fyn, Lolland og Falster. Søndag den 6. februar 1870 skulle jeg holde mit første møde. O.B. Andersen tog med for at se, om jeg klarede det. Jørgen Jensen, en skrædder, stødte til. Vi to skulle missionere sammen, og da han var “ældste”, var han over mig. Mit første møde fandt sted i fattighuset i Frøbjerg. Det blev kaldt gæstgivergården, og her boede to familier, som begge var mormoner. Der var et gammelt ægtepar, som stavrede rundt med deres stokke og tiggede mad. Så var der en gammel enke, hvis søn boede i Utah. Enken havde et par småpiger boende hos sig, hendes datters. Denne arbejdede og kunne ikke have pigerne. Efter mødet tog Andersen hjem igen, og jeg og Jørgen Jensen fortsatte sammen. Vi arbejdede især i Fyns nordvestlige hjørne. Her følger lidt fra min dagbog: Mandag den 7. februar besøgte vi en gammel, fattig kone, Kirsten, som var mormon. Vi overnattede hos hende. Tirsdag den 8. februar gik vi til Tårup og uddelte traktater og fortalte folk, hvem vi missionerede for, og at vi kom med den eneste vej til frelse. Vi beviste det ud fra Bibelen, hvis folk ellers ville lytte. De fleste troede på Bibelen. Sommetider viste folk os døren med det samme, andre steder fik vi noget at spise og en seng at sove i. Det skete også, at ingen gav os mad eller tilbød os logi. Hvis vi havde penge, gik vi til en kro, ellers måtte vi besøge de hellige. Vi gik af og til en hel dag uden mad, eller vi gik hele natten uden at finde logi. Sommetider gik vi mere end nødvendigt, syntes jeg, men der var ikke noget at gøre, hvis Jensen ville gå, og så gik vi, sultne, søvnige og trætte. Denne nat sov vi på Gelsted Kro. Onsdag den 9. februar delte vi traktater ud i Gelsted og Kindstrup, hvorefter vi gik til Blanke til væver Jens Klausen, han og hans familie var mormoner. Om aftenen gik vi ud til en mormonfamilie ude i Vejlby Skov. Manden hed Søren Jensen, han var røgter på et stort gods og var sjældent hjemme. Konen var lam i det ene ben. Hun dyrkede tobak, som der var meget af her omkring. De var fattige, rige på børn, men modtog os godt, og vi følte os hjemme. Torsdag den 10. februar gik vi til Udby og Rolund og uddelte traktater. Vi gik til Middelfart, til L. Hansen, mormon og skomager. Jeg fik ordnet mine sko og støvler, som trængte meget til det. Fredag den 11. februar. Missionerede i Kauslunde. Sov i Middelfart hos L. Hansen. Lørdag den 12. februar. Gik til Blanke. Gik til Andebølle Mose, hvor der boede fire familier, som var mormoner: Carl Ludvig Grotegut, som var tysker af fødsel, men nu drev et teglværk, hvor jeg boede, mens Jensen boede hos Knud Jensen, der var smed og havde sit eget hjem. Så var der en meget fattig familie, der hed Frederiks. Endelig en arbejder med eget hus, denne var også grenspræsident her i Fjelleup gren. Sådan gik næsten tre måneder, hvor jeg og Jensen missionerede. Vi havde en skuldertaske til vores bøger og traktater. Vi gik med lange overfrakker og havde en stok med. Der var en dag nogle hunde, som bed efter min frakke, og det ville jeg ikke have, så jeg vendte om, tog et skridt hen imod dem og så dem lige i øjnene. Hundene stak halen mellem benene og gøede, som om de havde fået med stokken. Jeg var glad for, at min frakke var reddet, men Jensen var ikke af samme mening. Sådan noget måtte jeg ikke gøre, det var en synd! Han troede altid, at Djævelen var skyld i alting, han var en af de her triste fanatikere, og han troede, han var meget bedre end mig. Sommetider, når vi holdt et møde, bad han mig tale først, men jeg havde knap nok fået begyndt, før han trak i min frakke, for at jeg skulle sætte mig ned, så hans “højærværdighed” kunne stå frem. Vi mødte en dag en præst, en magelig mand med sin langpibe. Han sagde, at han meget godt vidste, at den lutherske lære ikke stemte overens med Bibelen, men nu havde han altså en god stilling… En anden præst, vi besøgte, mødte os indigneret i entreen og sagde, at vi ikke skulle gøre os ulejlighed med at prædike for ham, han kendte nok den hellige skrift. Vi kunne gå ud og tale til folk – tak, det var mere end mange andre ville tillade, men der var jo religionsfrihed! Vi sagde, at vi gik ind til alle – men han hørte det ikke. Modsat den første var han høj og mager. En dag gik jeg ind til en hjulmager. Han bad sin kone om at vise mig noget i en bog, som bestemt ville få mig til at se tingene fra en anden side. Nu stod der noget i bogen, som jeg lige kunne bruge til at fortælle om mormonerne. Dette var for meget for ham. Han blev vred og bad mig gå omgående. Jeg behandlede ham ligesom hundene, så ham lige i øjnene og gik baglæns ud. Jeg var knap ude ad døren, før han smækkede den i, så huset rystede. Det var godt, jeg ikke havde næsen i klemme. Ateisterne var de sværeste at have med at gøre. De troede hverken på Gud eller Bibelen, så vi havde ikke noget fælles grundlag. Mit arbejde bestod i at opmuntre og styrke medlemmerne, aflevere bladet Skandinaviens Stjerne, bringe oplysninger om grensmøder osv. Endelig var der missionen blandt ikke-medlemmer. På et grensmøde i Odense den 23. oktober 1870 blev jeg kaldet til ældste og ordineret som sådan. Samtidig blev en Niels Petersen ordineret som lærer, og han og jeg blev sendt ud sammen – men nu var det mig, der var “ældste”. Vi kom godt ud af det sammen. Søndag den 29. januar 1871 holdt vi et møde i Odense, hvor Fyn blev inddelt i tre distrikter. Andersen skulle tage sig af Assens, Fåborg og Svendborg-området. Jeg fik Bogense og Middelfart som arbejdsmark. Niels Pedersen fik Nyborg, Kerteminde samt omliggende landsbyer. Søndag den 19. marts 1871 mødte jeg en betjent. Han sagde, jeg var eftersøgt for indbrud i Odense. På politistationen lovede jeg at møde op til et nærmere fastsat forhør. Den 3. april kom jeg i forhør hos en, der hed Dallerup. Jeg havde et par af de hellige med mig, og heldigvis kunne jeg gennem min dagbog bevise, hvor jeg havde opholdt mig og hvornår. Men jeg fik forbud mod at sælge traktater. Jeg lovede ingenting og fortsatte med at missionere. Den 18. april var jeg igen inde for at gøre rede for mit salg af traktater. Der skulle falde dom den 22. Da jeg så mødte frem, ville Dallerup indhente flere oplysninger, og sagen blev udsat. Jeg blev sendt til politistationen for at hente min skudsmålsbog, men de ville ikke udlevere den. Dallerup havde ikke bemyndigelse til at sende mig for at hente den. Ville han se den, måtte han selv hente den! Jeg blev rådet til at ophøre som missionær og begynde at arbejde i mit fag igen. Jeg fik derfor arbejde hos en vognmager, Jens Johansen i Roerslev, og i maj blev jeg og Niels Pedersen løst fra vores gerning som missionærer. Den 10. maj hørte jeg min dom. Jeg blev kendt skyldig i ulovligt salg og handel, og tilkendt en bøde på 5 rigsdaler. Ydermere skulle jeg betale sagens omkostninger. Jeg bad straks om appel. Jeg var til et møde i København. Jeg kan huske, hvordan der blev talt om, at ørkenen i Utah skulle blomstre. Flere kildevæld var opstået, blev der fortalt. Mange havde i øvrigt forsøgt at opdyrke ørkenen, men havde måttet give op. Kun for de Sidste Dages Hellige lykkedes det. Kun når Gud var med, blomstrede ørkenen. Den 1. september 1871 forlod en gruppe Sidste Dages Hellige København. Aftenen før var jeg sammen med dem. Jeg talte med to familier ude fra Sletten på Nordfyn. Det var Christen Nielsen med kone og tre børn og Jens Christensen med sin kone og fire børn (To familier fra Hjadstrup sogn). Der var også missionær P. Olsen med kone og lille søn. Så var der Margrethe fra Akkerup og en familie, som havde boet på Egeskov, Peder Pedersen med kone og datter. Det var en lykke for dem, at tiden nu var kommet til at forlade Babylon og komme hjem til Zion. Hvor ville jeg gerne have været med dem, men min tid var ikke kommet endnu. Torsdag den 14. september 1871 fandt man et barnelig svøbt i noget tøj og skjult ude på marken. Det blev opklaret, at moderen var en 17-årig svensk pige, som havde arbejdet for Niels Hedegård, der havde smidt hende ud, da hun var gravid. Nu havde hun født ude på marken, og hvad enten barnet var dødfødt, eller hun selv havde sørget for det, er ikke til at vide, men hvilken ynk og skam.
En kur mod kløe i huden
Torsdag den 16. november 1871 gik jeg til Tårnby Hospital for at blive helbredt for en kløe i min hud. Min arbejdsgiver mente, det var bedst, jeg kom på hospitalet. Jeg blev smurt ind i grøn sæbe. De næste fem dage blev jeg hele tiden smurt ind og var helt dækket af den svidende grønne sæbe. Så lå jeg i et bad et par dage. Da lægen kom, var der ikke noget at se på huden, og jeg selv kunne ikke sige, om det var borte. Jeg kom igen i et bad, og næste dag troede lægen, jeg var kureret, og jeg forlod hospitalet den 27. Maden havde bestået af brød og smør samt en kande mælk til måltiderne. Jeg mener, det kostede 10 mark. Det værste var, at jeg ikke var kureret, for lidt efter kom kløen tilbage. En bonde i nærheden hævdede, at han havde en sikker kur, som han havde anvendt på sig selv og sin familie. Han gav min arbejdsgiver en flaske. Jeg vidste ikke, hvad den indeholdt, ellers havde jeg taget lidt mere sparsomt af det. Det var aften, da jeg gned mig ind i det. Det lignede vand, og jeg så ikke noget faretruende i det, bortset fra at det røg lidt, men jeg havde ikke ligget længe i min seng, før det føltes, som om der gik ild i hele min krop. Det blev den mest forfærdelige nat, jeg nogen sinde har oplevet. Når jeg siger, at det var kviksølv og svovlsyre (formodentlig svovlsyre, håndskriften er utydelig), og dertil vand – men alt for lidt af det sidste, forstår man, hvor farligt det var. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg stadig har mén efter det. Jeg fik indre blødninger, og blodet løb fra mig i strømme. Jeg blev svag og måtte ligge i sengen et par uger. Huden blev bogstavelig talt “brændt til døde”, og den faldt af i store flager, da den ny hud dannedes nedenunder. Jeg så frygtelig ud. Sådan som jeg så ud, kunne jeg ikke få bad på badeanstalten, men jeg tog på hospitalet. De var ligeglade med, hvordan jeg så ud. Jeg var meget træt. Til sidst kom jeg mig og begyndte at arbejde igen. Nytårsdag 1872 gik jeg rundt til nogle af dem, jeg havde arbejdet hos, og fik nytårsgaver i form af penge. Jeg fik cirka 10 rigsdaler, hvilket var meget godt. Her er der et ophold i levnedsbeskrivelsen, og Jens Peder Grønning har indført: Det var så langt, som jeg nåede med mit skriveri, mens jeg var i Salt Lake City et halvt års tid i 1902-03. Det er nu den 21. marts 1904, og jeg er hjemme i Scipio igen. Lige siden jeg var i Salt Lake City, har jeg været plaget af gigt. Jeg er stiv i alle led, det er værst i ankler og hænder. Jeg føler mig nedslået, er hverken lykkelig eller tilfreds. Sommetider må jeg blive i sengen. Andre gange kan jeg gå lidt. Det er en ulykke, at min kone og jeg ikke kommer så godt ud af det sammen, som vi burde, men nok om det her og nu, da dette slet ikke skal ind i min historie endnu. Fastelavn på Amager i året 1872 var en stor begivenhed. Festlighederne begyndte om eftermiddagen. De unge mænd red på heste med kulørte bånd. En tønde blev slået ned, og vinderen blev udråbt som konge. Herefter tog man ud på en gård, og sammen med pigerne blev der nu spist og drukket i en hel uge. Der var dans hver aften, og man sov hele dagen. Mon ikke de fik at mærke bagefter, at de havde holdt gilde! Mens jeg så på festlighederne, var jeg lykkelig og fuld af håb for fremtiden. Jeg skulle snart rejse til Zion, eller Utah, det sted hvor Guds udvalgte folk samles i de sidste dage, inden frelseren kommer tilbage på jorden for at herske i tusind år. Det er mig en sorg, og jeg bebrejder mig selv, at jeg kunne være så blind og ikke havde bedre forstand – jeg forlod min far, mor, bror, søster, venner og mit fædreland, hvor jeg måske også ville have haft et bedre helbred. Jeg har aldrig haft det så godt her i Utah, som i Danmark. Luften er for tynd her. Men alt var jo efter Bibelens ord, og jeg havde aldrig i tankerne, at det kunne være noget, mennesker havde fundet på. Og hvordan kunne jeg? Jeg, som var opvokset i og oplært i troen. Og tænk på hele den kristne verden med dens kloge mænd og lærere, som tror på Gud og Bibelen og har gjort det i tusind år. Ja, har troet på Gud siden verdens begyndelse. Der er ikke mange, som fornægter Gud. Jeg mødte nogle, da jeg var missionær, men de talte ikke om det. Havde de dog blot taget mig ved hånden og belært mig, men det ville nu ikke havde hjulpet dengang. Da havde jeg endnu ingen erfaringer og havde ikke oplevet verdens prøvelser. Nu er jeg blevet sådan, at jeg hverken tror på Gud eller Bibelen. Mit hjerte er tungt over at have ofret så meget og spildt de 30 bedste år af mit liv i denne øde og vildsomme del af Amerika, hvor det er så hårdt at få føden. I maj 1872 besøgte jeg mine forældre, bror og søster med det mål for øje, hvis det var muligt, at få penge, så jeg kunne emigrere til Zions dale. Min søster arbejdede på et mejeri lidt syd for vores hjem. Hun var forlovet med en Peder Larsen, der var taget til Californien for at grave guld. Hun tog senere over og giftede sig med ham. Far gav mig 50 rigsdaler som min arv, og min bror gav mig 10. Jeg havde selv sparet 94 rigsdaler op, i alt 154 rigsdaler, og det var lige nok til billetten. Jeg købte en lille drittel, som min mor fyldte med smør. Jeg fik rugbrød hos min svigerinde og et stykke ost, som min søster havde lavet, og andet spiseligt. Vi skulle selv sørge for vores kost indtil Liverpool. Jeg havde lavet en slags vadsæk med en lille kasse nederst, som jeg havde maden i. Mor spandt garn og strikkede sokker til mig. Jeg havde en lille kiste, jeg havde lavet. Den pakkede jeg med mine bøger. Mit tøj kom øverst i vadsækken, så jeg havde det til rejsen. Min familie var kede af, at jeg rejste, men jeg trøstede dem og sagde, jeg kom tilbage for at besøge dem om nogle år. Jeg så dem aldrig igen. Min far og mor kørte mig så langt som til Jels, hvor vi mødtes med andre, som skulle emigrere. Klokken syv om aftenen sagde jeg det sidste farvel til mine forældre, men dengang troede jeg ikke, det var et farvel for stedse. Ti tætte sider udgør Jens Peder Grønnings intense beskrivelse af rejsen til USA, hvorefter han begynder på anden del af sine erindringer, årene i Scipio, Utah. Han blev gift og fik 12 børn, den sidste blev naturligvis kaldt Dusine. Vi forlader Jens Peder Grønning med de sidste linjer, han har ført ind i sine erindringer. Året er 1907, stedet San Francisco: Jeg gik hele vejen gennem parken ud til kysten ved Stillehavet, hvilket var adskillige mile, for jeg længtes efter at se lidt af det mægtige hav, noget jeg ikke havde set i 35 år. Jeg indåndede den vidunderlige blide luft, og jeg lod bølgerne glide hen over mine fødder.
Jens Peder Grønning døde i 1932.
Uddraget af erindringerne er publiceret
|
|---|
