Frederik Ottosen

Grundtvigianer og friskolemand i Vindinge ved Nyborg

Frederik Ottosen kom til verden i en husmandsfamilie i Munkebo den 20. april 1833. Hans mor døde, mens han endnu var dreng.

Frederik blev da som den yngste søn alene tilbage med faderen. Ved folketællingen i 1845 boede de til leje hos en anden familie, faderen vævede lidt og forsørgede derved Frederik og sig selv.

Frederik blev konfirmeret og kom ud at tjene. Han fik plads som karl på herregården Ulriksholm i Kølstrup sogn. Også murerhåndværket fik han lært. Sit livs udkårne mødte han i Vindinge. Karen Rasmusdatter hed den unge pige, og Frederik siges at have været dybt forelsket.

De blev gift i Vindinge Kirke den 15. juli 1860. Fra kirken kunne de se over på det lille, kønne husmandssted, som blev deres, og hvor de byggede et hjem op.

Foruden agerjord hørte der et engstykke til ejendommen. Engen lå hen med græs, og her gik deres to køer og nogle får og græssede. Hvad dyrene ikke kunne æde, blev slået til enghø og gemt til vinterfoder. Hjemme i en sti i stalden gik et par svin. I gulvhøjde var anbragt en lem, der stod åben det meste af året og dermed overlod til grisenes eget velbefindende, om de var til indendørs snuen eller udendørs roderi.

Frederik havde også bier, og op ad husmuren stod bistade ved bistade. Når han og Karen havde slynget honning, var der en god portion at sælge af. Haven var fuld af frugttræer, hvor bierne om foråret uafladeligt fløj frem og tilbage og hentede nektar i træernes rød-hvide-rosa blomsterflor. Fra de velbestøvede træer plukkede Karen om efteråret sine kurve bugnende fulde af gemmeæbler, og når familien havde fået deres, stod der stadig mange kurve tilbage, som indbragte en skilling ved salg.

Om sommeren gik Frederik ud som murer. Hjemme på husmandsbruget var der også altid en væg, der skulle pudses, sten, der var faldet ud, og andet, som trængte til en kærlig hånd. Om vinteren tog han forskelligt daglejerarbejde.

Karen beskrives som en opvakt og prægtig kone med livlige, spillende øjne. Parret blev velsignet med fem børn, som trivedes og klarede sig godt.

Frederik havde faktisk alt, hvad han kunne ønske sig. Et veldrevet lille brug, en god kone og børn, kærlighed og rigeligt at bestille.

Frederik bliver friskolemand i Vindinge

Krigen 1864 blev skelsættende for Frederik og Karen. Frederik var indkaldt og oplevede Danmark miste en tredjedel af sit landområde. Frederik Ottosen, Anders Klinkby og Jens Ludvig Bendixen var sig det smertelige tab fuldt bevidst, da de fulgtes ad hjem efter krigen. Nu gjaldt det om at udnytte de ressourcer, der var i landet. Danmark skulle bygges op indefra, og som tilhængere af Grundtvig mente de tre venner, at en friskole var det rette middel.

Friskolen fik god støtte af sognepræsten i Vindinge, Hans Peter Falck, der var grundtvigianer og havde stor sympati for friskoleideen. Frederik Ottosen, Anders Klinkby og Jens Ludvig Bendixen fra Rosildegård begyndte at indskrive børn til friskolen, og allerede i marts 1865 var skolen en realitet. Frederik lagde både hus- og hjerterum til skolen, og Anders Klinkby blev lærer. Før krigen havde han været friskolelærer i Dalby. Han boede hos Frederik og Karen, men kosten skulle han have på omgang i friskolekredsen.

Til en begyndelse holdt man skole i Frederiks egen stue, men da børnetallet hurtigt voksede fra ti til tyve, blev en skolebygning nødvendig. Der var ikke mange penge i kredsen, men da trådte ingen ringere end Christen Kold til og gav 100 rigsdaler til skolen. Frederik Ottosen byggede nu en skolestue til sit hus. Ved en nylig restaurering af bygningen, kunne man se, at byggematerialerne var genbrug, som var hentet flere steder fra. Der var f.eks. 4-5 forskellige slags mursten.

Præsten kom tit i den nye skolestue, hvor han sang for børnene, både skyttesange og muntre viser, og hans hjertelige latter genlød i skolestuen.

Anders Klinkby underviste og deltog i øvrigt i alt folkeligt arbejde på egnen, skyttesagen, sangforeningen og forsamlingshuset. Det var en brydningstid med stor begejstring for alt det, man ville bygge op. I friskolen gik man forrest med som noget helt nyt at fortælle for børnene. Lige fra den første skoledag var målet frie, stærke mennesker.

I Frederiks skole blev der undervist indtil januar 1879, hvor man ikke længere kunne skaffe løn til en lærer. Der var kommet en ung lærer i sognets skole, og behovet for friskolen føltes ikke mere så påtrængende. Friskolen åbnede dog igen efter få år, nu med navnet Refsvindinge Friskole, men da var Frederik Ottosen ude af billedet.

Frederik Ottosen, grundtvigianer og friskolemand. Fra 1879 mormon.

 

Karen Rasmusdatter. Frederik Ottosen var utrøstelig, da hun døde af tyfus i 1875.

 

Ane Kirstine Rasmusdatter, Frederiks anden kone.

 

Den oprindelige dør ind
til skolestuen var netop blevet taget af, da Claudia Horch, efterkommer af Frederik Ottosen, i sommeren 2001 kom for
at se sin forfars hjem.
Hun fik det gamle dørhåndtag med sig.
Nu befinder det sig i
staten Washington
helt ude ved Stillehavet. Vær sikker på, amerikanerne hæger om det!

Tragedien

Karens trofaste søster, Ane Kirstine, boede hos Karen og Frederik. Stine blev hun gerne kaldt. En dag kom Stine hjem og var lidt sløj. Hun havde fået tyfus og lå syg i mange uger, men kom sig omsider. Men for Karen og den lille søn, Johannes Ludvig på to et halvt, blev livets bog lukket. Svækket af tyfus døde Karen den 15. februar 1875. Samme dag, som hun blev begravet, døde sønnen. Frederik var utrøstelig og gik rundt og ville ingenting.

Stine følte sig skyldig. Hun blev hos Frederik og børnene, og hun tog sig kærligt og opofrende af dem, som var det hendes egen familie.

Den 29. september 1876 ægtede Frederik Ane Kirstine. Vielsen fandt sted i Ryslinge Valgmenighedskirke, da Frederiks ståsted var hos grundtvigianerne.

Frederik møder mormonerne

Frederik holdt sig beskæftiget, men han følte altid en indre tomhed. En nat havde han en drøm, som optog ham meget. Han så sin elskede afdøde kone siddende ved vejen, som om hun ventede på nogen. Folk i hvide klædninger gik forbi. Hans kone så sørgmodig ud, hun ville følges med de andre på vejen, men hun kunne ikke. Igen og igen kom denne drøm tilbage til Frederik.

En dag var Frederik i byen. Han så to mænd, der stod og talte. Han standsede op og lyttede. Han følte tillid til dem og fortalte dem om sin drøm. Mændene fortalte ham, at de hvide klæder i drømmen var de klæder, som blev båret i templet af Jesu Kristi Kirkes Sidste Dages Hellige. Frederik inviterede dem med hjem, og fra da af kom de Sidste Dages Hellige i hans hjem. Tit blev de hos Frederik en 3-4 dage og holdt møder med bøn, salmesang og forkyndelse om mormonerne.

Efter mange besøg blev Frederik og hans familie overbevist af mormonerne. Frederik selv blev døbt i Odense den 26. januar 1879.

Frederik og familien emigrerer

Frederik solgte alt, hvad han ejede, for at tage til Zion og leve sammen med andre troende. Han betalte også for en nabofamilie, som ville med. I juni 1880 sejlede de ud fra Nyborg. De stod på dækket og sang en fædrelandssang, mens tårerne løb ned over kinderne og krøb ind under kraven. De tilbragte et par dage i København, inden de gik om bord på skibet til England. Frederik viste sig som den eneste i gruppen at være søstærk. Turen over Atlanterhavet foregik med skibet “Wisconsin” og varede 11 dage. Der var stærk vind på havet, og Stine var syg under hele overfarten. Undervejs så de hvaler, der svømmede helt tæt på “Wisconsin”, og da en hval sendte en kaskade af vand op i vejret, blev folk på dækket gennemblødt. Flyvefisk og hajer gjorde også sit til underholdningen.

Togrejsen til Salt Lake City var anderledes hurtig og smertefri sammenlignet med den tur, emigranterne år tidligere måtte gøre med oksekærrer eller til fods. I Salt Lake City var templet ved at blive opført. Frederik og familien så de store granitblokke blive bakset på plads, og okserne, der blev anvendt som trækdyr, havde blinkende, nypudsede messingdupper på hornene.

Livet i Zion

Fra Salt Lake City tog de toget til Nephi. Her var de ventet af folk på stationen, som hjalp dem med at få deres ejendele videre med til Mt. Pleasant. Efter at have rejst det meste af natten ankom de til deres nye hjem, et hus med tre små værelser. Her boede de hele vinteren. Da foråret kom, havde de ikke flere penge. Frederik og den ældste søn tog da til Manti, hvor de fik arbejde som stenhuggere ved templet, der var under opførelse her. Familien flyttede med til Manti, og vinteren over arbejdede Frederik ved templet. Lønnen var yderst beskeden, alligevel måtte de betale deres tiende til kirken. Herefter var der ikke meget tilbage til familiens underhold.

I foråret 1882 lykkedes det Frederik at købe et par magre heste, en gammel vogn og en plov. Han kørte nu til Emery County, til et sted kaldet Castle Dale. Han boede alene i sin vogn i flere måneder, mens han prøvede at starte en farm op. Han købte diverse fornødenheder til gårdens drift, så langt som pengene nu rakte, og i juni hentede han familien. De var lige så fattige som de andre nybyggere, alle skandinaver, som ingenting ejede og alting manglede.

Solen brændte, så snart den stod op. Sandet gnistrede, så det sved i øjnene. De eneste træer og buske fandtes ved en bæk, der lå i god afstand derfra, men hvor også alt vand skulle hentes.

Frederik medbragte 700 pund mel fra Manti. Naboerne ejede intet, så Frederik gav lidt her og lidt der, indtil de ikke havde mere, og alle var lige sultne. Frederik tog tilbage til Manti efter mere mel. Det tog sin tid, for han måtte først tjene pengene til at købe det for.

Den første vinter begav Frederik sig ud for at skære pile ned. Han fik nok til at kunne begynde at flette kurve. Hver aften sad han ved ildens skær og flettede. Kurv efter kurv blev færdig, og da han syntes, han havde nok, tog han ud for at sælge dem.

Om foråret var Frederik i stand til at købe lidt sædekorn. Familien tilsåede et lille stykke jord og lagde lidt kartofler. De forsøgte sig med kunstvanding, men alle anstrengelser var forgæves, da en invasion af larver alligevel åd hele afgrøden.

Det efterår købte Frederik en grund i byen, hvor han begyndte at opføre et hus, 18x20 fod stort. Han tog ud i bjergene for at skaffe tømmer til huset. Det hastede, for familien skulle være under tag, inden vinteren satte ind. Han kunne ikke skaffe tømmer nok, så han gravede huset ca. 4 fod ned i jorden og behøvede så kun træ til det, der stak op over jorden. På taget blev der lagt græstørv. Huset fik tre vinduer og midt i huset en skorsten til ildstedet og bageovnen. Der blev lagt brædder til gulv, væggene blev kalket, en trædør sat i. Dette beskedne hjem blev mange år frem rammen om familiens liv. Frederik forsøgte at dyrke jorden en to-tre år mere, men den var for dårlig og gav ikke noget fra sig. Om vinteren tog han hjemmefra som fårehyrde. I 1887 havde Frederik og sønnerne held til at få deres egen fåreflok på 400 dyr. Sommer og vinter fulgte de dyrene i bjergene. I 1888 overdrog Frederik sin del af fåreflokken til sønnerne. Han var for gammel til at følge fårene i det ujævne og vildsomme terræn.

I 1901 havde Frederik fået nok af Utah. Han tog med sine sønner op til Alberta i Canada. Her stod græsset højt, jorden var frugtbar, bakkerne bølgede. Så langt man kunne se ud i horisonten, var der kun frodigt græs at se. De besluttede at slå sig ned et sted, der hed Grassylake. Her var der en jernbane, et posthus, en lille butik og tre andre farmere. Frederik og Stine var glade for stedet. Om efteråret kom frosten tidligt, og en snestorm satte ind. Mens sneen lå højt, blev Stine syg, og hun døde uden mulighed for hjælp. Frederik mistede lysten til at starte forfra i Canada. Han tog tilbage til Utah, hvor han boede hos en datter i Castle Dale. Her døde han i 1925 i en alder af 92 år.

Var det det hele værd?

Frederik forlod Danmark, et land, han holdt meget af. Han havde en pæn ejendom og levede i ordnede og trygge forhold. Alligevel forlod han hjemlandet til fordel for en ukendt fremtid i et ukendt land. Han skiftede gode, om end beskedne, kår ud med fattigdom. Han sled umenneskeligt i forsøget på at opdyrke det golde land. “Var det det hele værd?” spørger hans efterkommere og svarer selv: “Han rejste ud i troen på en profet og med en tro på frelsen for sig og sin familie. En tro, der indebar, at hans familie ville være sammen for evigt. Nu står Karen, hans første kone, ikke længere og venter ved vejen. Nu er de sammen, og med dem alle deres kære. Hver dag takker vi, hans efterkommere, ham for de ofre, han bragte, for at vi kunne vokse op med troen i vores liv.”

ME

Denne beretning har været publiceret i "Miraklet på Fyn". 2002.

Til grund for beretningen ligger erindringer fra Frederik Ottosens efterkommere,
og herfor takkes Dawn Van Duren, Taylorsville, Utah.
Desuden Refsvindinge Friskoles historie, samlet af Birthe Fahnøe Lund.

TOP

www.nordfynsk.dk