Lille Eva Gåsepige fra Dalby

I 1854 blev Evas forældre gift i Dalby Kirke. Rasmus havde mistet begge sine forældre, da han var i konfirmationsalderen. Hans mor havde været fra Aalborg-kanten, antagelig havde Rasmus stadig forbindelse med familie i det nordjyske, hvilket kan have foranlediget Rasmus og Wilhelmine til at søge deres lykke i det jyske. Eva ville helst blive i Dalby, så hun kom ikke med, da forældrene efter brylluppet rejste til Jylland.

Rasmus og Wilhelmine slog sig ned som husmandsfolk i Revnhusene i Vejlby Sogn ved Grenaa. Her klarede de sig godt, og i 1860 var Rasmus i stand til at købe en gård i det nærliggende Aalsø.

Mormonerne begyndte at komme på gården i Aalsø, hvor de blev godt modtaget. Rasmus og Wilhelmine tog gerne imod de skrifter, de havde med, og de glædede sig ligefrem til at gennemgå teksten sammen med præsterne fra de Sidste Dages Hellige. I Aalsø Kirke stod Rasmus’ og Wilhelmines bænk efterhånden altid tom, og det fortælles, at Aalsø-præsten var særdeles bitter på de mormoner, der havde ført hans får ud af folden.

Rasmus lærte mange skriftsteder fra Mormons Bog udenad, og han så frem til at kunne diskutere dem med præsterne. Deres udlægning af den hellige skrift var levende og kraftfuld. Lyttede man, blev man revet med.

En sen aften sad Rasmus og Wilhelmine og talte sammen. “Hvis nu de ældste var her, ville vi lade os døbe nu,” sagde Rasmus. Kort efter bankede det på døren: “Her er vi – kan vi hjælpe?” De gik med det samme ud og lod sig døbe.

Gårdmandsparret havde ingen at dele deres glæde med. Venner og naboer undgik dem, som var de blevet forhekset. Senere i livet huskede Rasmus og Wilhelmine tiden, hvor de undersøgte mormonernes lære, som den lykkeligste i deres liv, men det var et skår i glæden, at folk vendte dem ryggen.

Som rettroende mormoner besluttede Rasmus og Wilhelmine sig snart for at emigrere. De solgte gården i Aalsø og tog over til Hindsholm, Eva skulle også med til Zion.

Der blev stor bestyrtelse i hjemmet i Dalby, da forældrene kom for at hente Eva. Sognepræsten blev tilkaldt. Bedsteforældrene tryglede og bad Eva om at blive hos dem, indtil pigen hverken vidste ud eller ind. Hun lovede at blive.

Imidlertid blev det aften. Rasmus og Wilhelmine gik i seng. De havde dog ikke ligget længe, da Eva kom og bankede – ja, hamrede – på døren. Hun ville alligevel med til Zion.

Nu var hele familien klar til at emigrere. Tilsammen var de otte personer, Rasmus og Wilhelmine, Eva og fem mindre søskende, der var født i Jylland. Desværre havde familien fået en generende kløe, som viste sig at være fnat, eller skab, hvad man nu vælger at kalde det. Slemt var det, og de kunne ikke tage af sted, før de var kureret.

Rasmus havde pengene til emigrationen parat. Andre hellige var ringere stillet, de havde slet ingen midler, men ville også gerne til Zion. Rasmus lånte dem pengene, og folk lovede at betale tilbage.

Efter et år begyndte Rasmus og hans familie endelig rejsen til det hellige land. I 1864 bar “Monarch of the Sea” dem over Atlanterhavet. Der udbrød mæslinger undervejs. Inden Rasmus og Wilhelmine nåede Zion, havde de mistet tre af deres børn. Det gav en tung start i Zion. De penge, som Rasmus havde lånt ud, manglede de hårdt ved etableringen i Utah, og der gik sin tid, inden familien kom på fode.

Eva var et livstykke. Hun trivedes i Utah, og sidst på året 1864 blev hun gift i Salt Lake City. Gommen var Jørgen Jensen Jørgensen, som allerede havde været i Zion et par år sammen med sine forældre fra Brylle på Fyn. Det meget danske navn lå ikke godt for engelsk, derfor kaldte Jørgen sig nu John James Johnson. Jørgen havde i øvrigt været præsident for både Bredstrup og Odense gren, inden han forlod Danmark.

Eva og Jørgen var trofaste mormoner. Deres sønner blev f.eks. kaldt Erastus, Orson og Nephi. De to første er gode apostelnavne kendt fra mormonernes tidligste år, det tredje stammer fra Mormons Bog. Lutter gode navne, som anvendes af hengivne mormoner. Alle deres sønner kom på mission. I 1884 var Jørgen selv tilbage i Danmark som missionær.

Det er mere end 150 år siden, Eva blev født i Dalby, men det er kun ganske få år siden, den længstlevende af hende og Jørgens børn døde i Idaho i 1969. Således rækker fortiden hånden ind i nutiden, og mindet om Eva lever stærkt hos hendes mange efterkommere i USA.