Omkring 1850 lå der på Nørrebro i Odense en stor, gammelkøbmandsgård (daværende nr. 7). Med sine mellembygninger, gårde, tømmerpladser og haver strakte den sig over et meget betydeligt areal, der gik helt ud til Skibhusvej og helt op til Bredsteds store gartneri omkring ”Sofiendal”. Det var en rigtig gammel, idyllisk købmandsgård, som man vist nu må lede forgæves efter. Og der var liv og virksomhed i stor stil, ikke alene med, hvad vi i almindelighed kalder butiksvarer, men desuden omsattes der vældige masser af tømmer, foderstoffer og kul. Endvidere var der brændevinsbrænderi.

Denne gamle købmandsgård spillede en ikke ringe rolle i sletteboernes liv, og der har været en trafik, vi ikke godt danner os nogen mening om. Helt ude fra Krogsbølle Sogn kom de lange vognrækker med kornsække og husflidsfrembringelserne (klæde og dynevår). Når vi betænker, hvordan vejene var, og at man kørte med stive vogne, så er det let at forstå, man med stor forventning imødeså det øjeblik, da man kunne dreje ind i købmand Thomsens gård. Hestene kunne nok trænge til god behandling i stalden, og for de mennesker, der havde gjort turen med, var det toppunktet af velvære at komme ind i skænkestuen. Så blev der åbnet for madkassen, der rummede det bedste, spisekammeret derhjemme kunne præstere; øl og brændevin og kaffe gav købmanden. Og når den værste sult var stillet, var der rigtig liv og lystighed over hele linjen.

Når alle ærinder var besørget, og dagen var ved at gå på hæld, måtte tilbagerejsen tiltrædes. Nu rullede vognene ud, og det gik ad Sletten til. Det var lettere for hestene; men vi må dog ikke tro, vognene var tomme, nej, der var købt varer ind til lange tider. Det gik ikke alt for tit på, man foretog en Odenserejse.

For en del af dem ude fra Krogsbølle Sogn blev turen frem og tilbage ca. 50 km, og når vi husker på, der skulle bedes i Rullekroen, Daugstrup Kro og i Otterup, kan vi forstå, det blev sent, før de nåede frem. Men hjemme i den stille by kom smilet tit frem, når man mindedes oplevelserne fra den sidste Odensetur. Og når bymændene var samlet, var det ret almindeligt, der kom mange muntre historier frem, og særlig lykke gjorde de, når der var beretning om, at folk fra andre byer på en eller anden måde var kommet til at holde lyset (at ”holde lyset” er en gammel talemåde, som betyder, at man er til spot og spe. Red.).

I den gamle købmandsgård på Nørrebro havde købmand Thomsens datter forelsket sig i førstekommisen, A.J. Andersen, og det var med glæde, principalen gav hende til den gode, solide medhjælper. Efter Thomsens død fortsatte Andersen forretningen. Og det var hr. Andersen, der fik den tanke, det muligvis kunne skabe øget omsætning, hvis man anlagde et handelsetablissement oppe på Nordfyns kyst. Så kunne bønderne møde der med deres produkter og få varer med tilbage; derved var den lange og besværlige transport sparet for dem. Muligt er det også, han herved ville hindre eventuelle konkurrenter i at begynde.

Christiansminde i Krogsbølle Sogn blev udset til stedet for den ny virksomhed. Desværre må det siges med det samme, at spekulationen mislykkedes. Andersen kom ikke til at skumme fløde; han opnåede egentlig kun at få udgifter ved den transport, som bønderne hidtil havde udført gratis. Han solgte vist ikke synderligt mere, end han ville have solgt hjemme i Odense, hvis alt var blevet ved det gamle. Det gik altså ikke, og det hele måtte opgives i løbet af nogle år.

Men det, der skete deroppe ved den nu så kendte og anerkendte badestrand, er et lille interessant kapitel i sognets historie. Der måtte først bygges en anlægsbro, og den skulle være nogenlunde solid, for det går hårdt til deroppe ved den åbne kyst. Et stort pakhus blev opført, endvidere butik og en rummelig bolig. Bestyreren, der skulle lede det ny og interessante foretagende, hed Michelsen. Efter gamle folks udsagn var han en dygtig forretningsmand og en god mand, der ret forstod at omgås folk på rette måde. En søn af ham er læge Lankjær, der i en årrække praktiserede i Otterup og efterlader sig et godt minde på Nordfyn.

Så begyndte da den ny forretning. Bestyreren måtte tit tage den over 26 km lange tur til Odense for at konferere med sin chef, og odenseanere havde adskillige gode køreture ud til etablissementet. Folkene fra købmandsgården aflagde på disse ture i reglen besøg hos lærer Stæhr i Otterup. Når det gjaldt om at komme rigtig hurtigt af sted, blev der sendt skifteheste til Daugstrup Kro. Den unge og meget lovende forretningsbestyrer flyttede, da han giftede sig, ind til Odense og overtog detailforretningen på Nørrebro, som han drev godt op; men han døde kun 32 år gammel.

Det er interessant at høre de gamle fortælle om den tid, da livet pulserede rigt ved Christiansminde. Lange vogntog bevægede sig ad den smalle vej til udskibningsstedet med deres korn og vendte tilbage med varer af forskellig art. Der var i de tider rigtig liv, lystighed og travlhed deroppe ved havet. Og sommersøndagene stod i festens tegn. Da satte man hinanden stævne ved pakhuset og sejlede, fiskede, legede og passiarede, og tit sluttede man med en lille dans. Gamle hjemmelsmænd fik noget af ungdomssmilet over deres ansigter, når de fortalte om de for dem så værdifulde sommerminder. De var jo ikke forvænte med sommerudflugter.

Der blev også til tider afholdt folkefester. Ved disse lejligheder var der flere talere; der blev sunget en del sange, og programmets sidste punkt var naturligvis en lille svingom i det store pakhus. Men en dag blev der stille, handelen ophørte, bygningerne blev revet ned, og Christiansmindes saga som handelsplads var ude. Der gik mange år; stedets få beboere levede i fred og ro. Til tider fandt de vel, der var næsten for roligt. Men en skønne dag blev stedet opdaget, og nu blev der atter liv. En hel lille by har nu rejst sig derude, og i sommerhusene bor mennesker, der glæder sig over at være på det dejlige sted.
 

Christiansminde blev flyttet til Kappendrup 1882

Da Nordfynske Jernbane kom i 1882, blev Kappendrup stationsby. Købmandsgården Christiansminde genopstod i Kappendrup og ses umiddelbart bag banelinjen. Over indgangsdøren står stadig Christiansminde og årstallet 1882.
På det gamle Christiansminde var opsat en mindeplade, hvis forside ses herover. Teksten lyder: "Grundstenen til Christiansminde (en Handelsplads for Kjøbmand A.I. Andersen i Odense) blev lagt i april 1863 af Lehnsgreve Christian Petersdorf - Grevskabet Röepstorff". Dette skilt flyttede i 1882 med til Kappendrup. Teksten på bagsiden fortæller historien: "Denne Plade flyttedes tilligemed Pakhuset på Baardesømark til Etablissementet ved Kappendrup der i sommeren 1882 opførtes af grosserer E.F. Esmann i Odense og efter Lehnsgreve Christian Petersdorff blev kaldt Christiansminde".

Annonce
                             10. marts 1884

5. April 1886

Annonce 26. marts 1887

Fortællingen om Christiansminde er digitaliseret af Margit Egdal til Nordfynsk.dk 19. januar 2019