Karla Madsen,
Kappendrup Manufakturforretning, var i sommeren 1933 på et 6-måneders ophold på
Håndværkerhøjskolen i Haslev.
Karlas far, købmand Mads Madsen i Bladstrup,
havde i 1929 købt Kappendrup Manufakturforretning med henblik på sine døtre. At
være købmand var ofte tungt arbejde, mens manufaktur ikke krævede de samme
tunge løft. Karla uddanner sig nu i færdigheder, der hører en manufaktur- og trikotageforretning
til. På højskolen får hun undervisning i knipling, broderitegning og
kjolesyning. Hun har brug for at kunne lidt af hvert. Der er også almene fag. Dansk
selvfølgelig. Et opgave i dansk hedder ”En oplevelse, der har gjort indtryk på
mig”. Karla fortæller om en uhyggelig brand i Bladstrup, hun oplevede, da hun
var 15 år.
|
Karla på den tid, hun oplevede mordbranden
|
|
Bladstrup købmandsforretning som Mads Chr. Madsen ejede 1918-1929.
|
En oplevelse, der har gjort indtryk på
mig
Når man tænker
tilbage over sine oplevelser, er meget af det lyse og glade minder, som
egentlig ikke har gjort dybere indtryk, og som man efterhånden glemmer
enkelthederne af. Man mindes det som noget lyst og let; mens mere alvorlige
begivenheder står klarere i bevidstheden, og om sådan en alvorlig oplevelse vil
jeg fortælle.
For nogle år siden ejede min far en købmandsforretning i en lille landsby på
Nordfyn, der hed Bladstrup. Det er en køn, lille by, der ligger i en frugtbar
egn. Der boede en halv snes velhavende gårdmænd, et par håndværkere og en
gammel husmand. Han var nabo til os og boede ene i et pænt, gammelt
bindingsværkshus, passede sine høns og sin have og gik ellers på arbejde. Han
havde den ejendommelighed, at han ikke ville sætte sine penge i sparekassen.
Han gik med ca. fire tusinde kroner på sig, og det var hans stolthed, når de
store gårdmænd kom til ham for at få vekslet en hundredkroneseddel.
I efteråret 1926 var der strejke i England, og det kneb med at skaffe kul. En
dag kom den gamle mand ind i butikken for at sælge æg og bestille noget
ildebrændsel. Der var flere kunder i butikken, og der blev vekslet nogle
almindelige bemærkninger, og idet den gamle mand går, siger han: ”Ja, vi bliver
såmænd nok til at fryse ihjel i vinter”. Et par dage efter skete der en
begivenhed, der fik os til at tænke på, hvor letsindigt man ofte udtaler sig.
|
Den 6. november
kl. 4 om morgenen kom der en mand og bankede på ruden til mine forældres
soveværelse og råbte: ”Anders Jørgens hus brænder”. Vi stod hurtig op og kom
ud. Mændene løb derhen, bankede på ruden og råbte, at huset brændte.
Man kunne ikke forstå, at manden ikke
svarede, og man tænkte, at han måske ikke var hjemme. Pludselig oplyser et
ildskær huset, og der er en, der råber: "Han ligger derinde”. I en fart fik man
vinduet brudt ud; men så begyndte loftet at brænde, og ingen turde gå derind,
og da den gamle mand ikke rørte sig, troede man, at han var død.
Da siger en
pludselig: ”I skal have ham ud, husk at han har alle sine penge hos sig”.
Pengene – det var som om man pludselig anede noget, det var måske dem, der var
skyld i dette uhyggelige. Efterhånden kom der flere og flere folk til stede;
men der var alligevel underlig stille. Man stod i små klynger og talte sagte,
og man hørte næsten kun ildens knitren. Så kom sprøjten; men der var intet at
gøre. På et par timer var det gamle hus brændt ned, kun skorstenen og
hønsehuset stod tilbage. Op på dagen blev liget gravet ud og sendt til obduktion,
og der blev holdt forhør. Så sagde politiet, at den sag ville man ikke gøre
mere ved, det var sikkert et ulykkestilfælde, den gamle mand havde nok væltet
en lampe. Det var der også nogen, der troede; men det gjorde nu hverken
politiet eller byens folk. Det var, som der var lagt en uhyggestemning over
byen, ingen holdt af at være ene i mørke.
|
Branden trak store overskrifter i aviserne. Fyns Tidende 7. nov. 1926.
Læg mærke til, der brændte en gård i Bladstrup et par dage før.
|
Et par uger
efter opdagede politiet, at en ung mand, der hidtil havde skyldt for
alimentationsbidrag, pludselig var blevet svært velhavende. Det viste sig også,
at han havde en 3-4000 kr. Dermed var sagen dog ikke endt. Den unge mand påstod
nemlig, at han, der var kommet som en af de første, var kravlet ind gennem
vinduet, og havde taget pengene. Det stedlige politi kunne ikke få mere ud af
ham, og så blev der afholdt nye forhør, for hvis hans forklaring passede, så
kunne de mænd, der var kommet først, jo også have gået derind.
Et par uger gik
på den måde, så kom Himmelstrup derud, og endelig tilstod manden. Han
forklarede, at han var kravlet ind gennem et vindue i baghuset. Så var han gået
ind og havde taget tegnebogen, som lå under hovedpuden. I det samme vågnede den
gamle mand, han slog så til ham, så han faldt om på gulvet, smed ham op på
sengen, og da han kom ud, kom han i tanker om, at hvis han satte en tændstik
til, så ville huset brænde af inden dag, og så ville det aldrig blive opdaget.
Ved obduktionen havde det vist sig, at der var røg i lungerne, så manden var
altså blevet kvalt af røg. Nævningene turde dog kun dømme for uagtsomt
manddrab, og dommen blev 12 års tugthus. Nu, da man vidste, hvordan det var
gået til, faldt der mere ro over sindene. I løbet af sommeren blev der bygget
et nyt hus på brandpladsen, og det udslettede sporene. Men det er en
begivenhed, som de, der var med den nat, aldrig glemmer.
|
Hvor var pengene blevet af? Fyns Tidende 9. nov. 1926.
|
|
|
Anders Jørgensen var født juleaften 1853, død i Bladstrup 6. november 1926. Han er i kirkebogen indført som aldersrentenyder, arbejdsmand og husejer. Han var enkemand efter Maren Johansen Iversen. Død 72 år gammel og begravet på Hjadstrup Kirkegård.
|
|
|
|
Parti fra Bladstrup by.
|
|
|
|