svampe i efteråret 2021

Billeder fra efterårets overdådige opbud af svampe

 

Efteråret 2021 var det vildeste svampeår. Skørhatte, rørhatte, fluesvampe skød op. Mange forskellige, mange varianter. Denne billedside er blot et udvalg. Billederne
er fra Krengerup Skov, langt de fleste fra et meget lille område omkring Glamsbjerg Hegn, men det er almindelige svampe i skovene her på Fyn. Fotos Margit Egdal.

 

 

En blandet samling svampe - bare til at forundres og begejstres over.
Skørhatten er vel en Purpurbroget Skørhat, det passer fint med, den er foreviget ved en gammel kæmpeeg, som den danner mykorrhiza med (Søen ved Nyrupvej, Krengerup Skov).
Judasøre kan man finde året rundt. Disse voksede på en gammel hyld i Roerslev, tæt ved Nordfyns kyst, lige efter bogen. Judasøre kan spises, men er ikke umagen værd.
Morklen kommer tidligt, billedet er fra midt i maj 2021, det er taget af Simon Egdal i Agernæs på Nordfyn. Alle andre fotos er taget af Margit Egdal.
Blandt alle de mange små, brunlige svampe kan man ikke tage fejl af Stor Løghat, den har en kraftig duft af hvidløg og kan bruges som krydderi.

 



Krølhåret Pragtbæger er et betagende syn først på året. Den vokser i Lærkedal (ved Nr. Broby), foto er taget 28. feb. 2021.
Samtidig kan man nyde synet af en skovbund dækket af vintergækker. Det er ikke uden grund, svampen kaldes "mykologernes vintergækker".

Lærkedal opviser med sine mange gamle træer en overflod af poresvampe, her er det fra venstre Broget Læderporesvamp, Birkeporesvamp, Randbæltet Hovporesvamp og Puklet Læderporesvamp. Fotos er taget først på året 2021.   

www.nordfynsk.dk