Minder fra en juleaften på Otterup Station i 1926

 

For et barn kan en juleaftens dag være lang, selvom dagene på den tid af året er korte, allerede kl.4.oo har mørket sænket sig over landet.

Fra tidlig morgen var der stor aktivitet i mit hjem, som lå i stationsbygningen. Aftenen før var gulvet i 3. klasses ventesal blevet skuret og skrubbet og spytbakkerne tømt, og her fra morgenstunden var der en duft af sæbe, døre og vinduer blev slået op, så gulvet kunne tørre helt, for nu skulle der strøs frisk sand på gulvet. Der skulle også gøres rent i 1. og 2. klasses ventesal samt på kontoret. Alt skulle være klar til at modtage de rejsende, der skulle fejre julen andre steder.

På det tidspunkt havde vi to piger i huset, som blandt andet udførte dette arbejde, Lydia, der var høj og lys, stammede fra omegnen, Helga var mørkhåret af den stærke jyske type, hun var ikke nem at løbe om hjørner med, i sin jyske dialekt tilføjede hun ofte ordet ”ski”, så vi kaldte hende ”ski Helga”, det havde hun naturligvis ikke kendskab til. Helga fik tidligt fri, så hun kunne nå hjem til sine forældre og Lydia fik fri efter frokost.

Om eftermiddagen var min mor alene og travlt beskæftiget i køkkenet, der var fyret op i jernkomfuret og hentet frisk vand ind fra brønden, der stod midt på gårdspladsen. På kontoret var far alene, assistenten havde fået fri, så også han kunne fejre julen i sit hjem.

Nu, hvor stilheden havde sænket sig over stationen, steg utålmodigheden og forventningernes glæde sig hos min 2 år yngre søster og jeg, nu hvor vi var blevet vasket og fået vort pæne tøj på. Vi børn kunne ikke bare tænde for TV apparatet eller stereoanlægget for at lade os underholde, for det var ikke opfundet på den tid.

Nu ventede vi bare på dagens sidste persontog, så snart det havde forladt stationen, samledes vi om julebordet. Det var ikke nemt at få en bid bestod af flæskesteg og hjemmelavet medister. Vi fik hvert år en julekurv fra ned, spændingen til hvad, der lå under juletræet, sad helt oppe i halsen og blokerede, ned måtte det, for ellers vankede der ingen julegodter. Julemaden min faster Dagmar, der var gift med en gårdejer, de boede kun en mils vej fra os. Jeg glemmer aldrig den medister, den var nemlig det bedste, jeg vidste.

Medens mor tog ud af bordet, forsvandt far ind i dagligstuen, og nu, nu blev døren åbnet, der stod juletræet med alle lysene tændt, i kurve og kræmmerhuse, som vi selv havde været med til at lave, lå hjemmelavede godter og nødder. Under juletræets grene lå pakker af forskellig størrelse, Ih! hvor var det spændende.

Min Mor og far havde hver en salmebog i hånden for nu skulle vi synge og danse om juletræet.

Endelig blev gaverne delt rundt, i åndeløs spænding pakkes der op. – En rød brandbil, med fjeder og nøgle, lige til at trække op, så den selv kunne køre i hele stuens længde; Under bunden på bilen var et batteri anbragt, det gav strøm til to pærer, der lyste rødt. Bilen var fremstillet i Nürnberg, meget legetøj kom derfra, man kaldte til Nürnbergkram

Nu var tiden inde til at ”slæveren” skulle komme, så jeg gik med min far til kontoret i den anden ende af bygningen, der blev tændt lys, nu ventede vi bare på, at banens interne telefon skulle ringe. Der kom det, tre lange for O, som i morsesystemet. Jeg fik lov til at tage telefonen, ”Det er Otterup” – ”Ja, det er Kappendrup” meldte stationsforstander Nielsen: ”Kan du sige til din far, at nu kører ”slæveren”, vi ønskede hinanden ”Glædelig Jul”,

Min far og jeg gik nu ud på perronen, hvor der i den anden ende var en signalmast, lyset blev tændt og signalvingen med grønt blev stillet , så den viste, at toget havde klar bane. På den tid var der ikke mange lyde uden naturens, så vi kunne på lang afstand høre damplokomotivet med de skrumplende godsvogne efter sig. Lyden kommer nærmere og der i en blød kurve kommer et svagt lys frem fra en petroleumslampe, som er påsat lokomotivet, damp står ud til siderne på lokomotivet og røg op af skorstenen. Dampfløjten giver et langt fløjt for at gøre opmærksom på, at toget passerer vejen, der er mellem stationen og pakhuset. Her står portør Larsen klar til at læsse og losse. Han er en kraftig mand med et stort kejser Wilhelm skæg (også kaldet cykelstyrskæg ), han var en mand med megen humor og lidt af en skuespiller, han var især god til at imitere. Når arbejdet ved pakhuset var ovre, cyklede Larsen til sit hjem, der lå et par hundrede meter ud af linien.

Lokomotivfører, fyrbøder og togfører blev traditionen tro inviteret ind til kaffe, julekager og et glas vin. I år var det lokomotivfører Eriksen, Store Thorvald, en kraftig mand, som portør Larsen, havde han også cykelstyrskæg, som var moderne på den tid. Jeg havde hørt, at for at skægget kunne have de rigtige opadgående snoninger, måtte man have et skægbind på om natten for at holde skægget på plads.

Fyrbøderen gik under navnet ”Carl puds med piben”. Hans normale arbejde foregik i remisen i Bogense, hvor hans opgave var at holde alle ting af messing, lygter, beslag m.m. blankt og velpudset. I munden havde han altid en halvlang pibe, som han end ikke tog ud af munden, når han talte.

Togføreren var ham med den grønne vest, høj og slank var han, hans kone havde strikket ham en varm vest, som han havde på under uniformen, - den var meget grøn.

Toget holdt ene og forladt ved stationen og spærrede for den tværgående trafik, der var ingen bom for vejen eller noget advarselslys. Der var heller ingen trafik.

Der blev takket af og ønsket ”Glædelig Jul”. Toget blev entret, Carl lukkede op for lemmen til fyret, så hele førerhuset blev oplyst , nu blev nogle skovle kul kastet på ilden. Som en sidste hilsen gav dampfløjten et par pift, og lokomotivet lagde alle kræfterne i og ”slæveren” forsvandt ud i natten i røg og damp.

Over den interne telefon afgav min far nu et langt og to korte klemt for L,: ”Det – Lunde” lyder det i den anden ende, :Ja, Godaften, Jensen og Glædelig Jul, nu er ”slæveren” kørt”, meddeler min far.

Nu faldt der ro over familien, trætheden meldte sig og jeg gik glad i seng med min røde brandbil.

Frants Dalskov

 

Slæberen kommer skrumplende.

 

NFJ-lokomotiv, som kørte på Nordfynske Jernbane, indtil banen blev nedlagt i 1966.

 

Denne artikel har været publiceret i julehæftet fra Otterup lokalarkiv, nr. 70. 2002.