Jeg bestilte en røremaskine og en ekstra ovn til at sætte på bordet. Og så gik det ellers for sig med at bage. Fra starten om morgenen bagte jeg franskbrød og boller, brunsviger og kringle. Op på dagen kom der så mere – snegle, horn og lagkagebunde. Småkager måtte jeg købe oppe fra Jenny Larsen på Damløkkevej. Hun kom hver uge med småkager, sommetider 2-3 gange om ugen. Kokosmakroner bagte jeg selv, det var noget, jeg havde så nemt ved.
Det gik jo som varmt brød det hele. Jeg fik alle tiders pige til hjælp. Hun kunne klare det hele – både være med til at bage og sælge i forretningen. Mens jeg var på sygehuset en 2-3 uger, havde hun fået nye opskrifter, så der var en ny kage i min forretning, da jeg kom hjem.
Grossisterne sagde: "Du kan ikke blive ved med at holde til det." "Ok jo" sagde jeg. Jeg brækkede benet et år til jul, men jeg svang gipsbenet ned i kælderen efter marmelade og margarine – det var jo nødvendigt.
Det var en dejlig forretning. Jeg var glad for skolebørnene. Dem leverede jeg sodavand og brød til, da kommuneskolen åbnede. Børnene skulle have noget, de kaldte "lynkuchen". Sådan sagde de, fordi jeg lavede dem, mens de stod og ventede. Det var træstammer, og det var noget, børnene kunne lide. De blev lavet af gammelt brød, sandkage og kringle, som havde ligget et par dage. Så kørte jeg det gennem kødhakkeren, blandede det med florsukker, marmelade, rom og kakao. Så havde jeg en god dej, der kunne rulles som træstammer, og til slut blev de trillet i kokosmel. "Har du flere", sagde børnene gerne – "Nogen af de her gode, du ved", og så måtte jeg ud at lave nogle flere. Jeg lavede nogle små til 5 øre og nogle store til 10 øre. Så fik børnene "lynkuchen", og så fik de skældud ovre på skolen, fordi de rendte over til faster og moster – jeg havde mange nevøer og niecer, der gik på skolen.
Efterhånden som jeg bagte, blev ovnen og røremaskinen for lille, så jeg måtte have den store røremaskine "Maren" på gulvet og så en stor ovn med 4 store plader. Mit køkken måtte udvides, der måtte tages et stykke ind fra soveværelset, for at ovnen kunne stå bag døren. Jeg havde 3 sække med mel til at stå under et bord med forhæng for, og der stod også sukker og alt, hvad jeg skulle bruge, også marmeladespandene, det skulle være nemt. Og så bagte jeg i lange baner.
Jeg begyndte kl. 6.30. Røremaskinen blev sat i gang med gærdej. Det var jo franskbrød og boller først. Så kom hornene og sneglene. Op på formiddagen kom der gang i kringlerne. De skulle jo gerne stå og hæve en time eller to for at blive rigtig lækre. – Der manglede jeg sådan en ovn, som bagerne har til at sætte til hævning i, en "raspeovn" som den kaldes. Derfor lavede jeg heller ikke rundstykker.
Når jeg nu stod med en god kringledej, prøvede jeg at eksperimentere. Jeg lavede Hannoverkager. Det var kringledej rullet i en firkant, og så godt med remonce i. Der var ikke så meget med marcipan. Vi lavede selv remoncen og kom mandeldråber i. Nu bruger man jo marcipan, folk har flere penge i dag. Til slut blev Hannoverkagerne penslet og drysset med nødder og groft sukker.
Hen på dagen blev der bagt chokoladekager med smørcreme. Så var der krydderkager og citronkager, som jeg pyntede med smørcreme og så med knust nougat på, det var meget lækkert. Jeg lavede også franske vafler. Og de dejlige abrikoshorn, som folk var tossede med, de kostede 35 øre stykket, dem tager de 4-5 kroner for i dag. Nej, tiderne forandrer sig. Et rosinbrød kostede dengang 1,50 kr., husker jeg.
Så mindes jeg fastelavn, da var der pres på. På en almindelig hverdag i fastelavnstiden bagte jeg en 120-160 fastelavnsboller, men fastelavnsmandag var jeg oppe på 360. De var med creme og æbler og et hul i midten. Det var æblemos, folk var mest glade for, og så med chokoladeglasur. Det var virkelig godt.
En gang skulle jeg levere en kransekage til en barnedåb i Vestergade. Jeg havde aldrig prøvet at bage kransekage. Men jeg købte nogle ringe og lavede kransekage efter en opskrift, og det gik fint. Derefter lavede jeg tre kransekager til min datters bryllup i påsken 1962. Min søn blev konfirmeret 8 dage efter, han skulle ikke have konfirmation sammen med pigens bryllup, det ville være synd, syntes jeg, så jeg bagte tre kransekager til konfirmationen. Jeg har efterhånden fået vredet nogle kransekager af mig.
Min far boede hos mig, da mor var død. Så kom han om morgenen og sagde: "Du bager alt for meget, Helga, du får det ikke solgt." Så kunne han komme, når klokken var halv tre - "Der er jo snart ikke mere inde i butikken, skal du ikke snart have maskinen i gang igen?" Han syntes, det var forfærdeligt, at jeg bagte så meget, det var der ingen mening i, for det blev ikke solgt, men det blev solgt.
Det var en herlig tid med hjemmebageriet, med det duftende brød om morgenen – når folk kom og hentede deres varme franskbrød – de klemte det fast i bagagebæreren, det gjorde mig ondt for det varme brød, men det gjorde de altså bare.
