www.nordfynsk.dk

Pige på Egebjerggård 1929-30

Elna Duch fortæller

 

I 1929 søgte Egebjerggård, eller Einsidelsborg som det hed dengang, efter en køkkenpige, og jeg lagde billet ind og fik pladsen.

Da jeg havde været i pladsen en måned, sagde jeg – “her bliver jeg ikke ret længe!” Det hele var så fremmed for mig, mine forældre havde kun en mindre gård, og Egebjerggård var som en hel anden verden for mig. Men det viste sig at være et godt sted at være, og jeg blev der halvandet år.

I 1929 havde godsejer Wedel-Heinens enke solgt Einsidelsborg til H. Chr. Middelboe. Han stod nu for at skulle giftes og flytte ind på godset, og det var i den anledning, man søgte folk, og hvor jeg altså også fik plads. Godsejer Middelboe og frue viste sig at være noget af det rareste, man kunne tænke sig, og folkene kom til at sætte stor pris dem. Desværre blev Middelboe ikke så længe på godset. Allerede i 1931 solgte han det til godsejer Ingemann, men da var jeg rejst. Det var i øvrigt Ingemann, der omdøbte Einsidelsborg til Egebjerggård, hvilket også var gårdens oprindelige navn.

Godsejer Middelboes bryllup stod i København, men der blev skam også festet på Egebjerggård. Da de kom tilbage efter brylluppet, blev alle gårdens folk inviteret til gilde. Dem fra Agernæs, som arbejdede på gården, blev også inviteret, og så blev der ellers budt på gåsesteg. Vi havde haft travlt i køkkenet med at slagte gæs. Dengang lå der en gammel bygning ud mod vejen. Dér var et køkken og en rullestue, og festen blev holdt i rullestuen. Gåsestegen var ikke at kimse ad, og heller ikke det efterfølgende bal, hvor der blev danset hele natten. Malkekonerne, daglejerne, karlene og alle polakkerne morede sig og dansede natten lang. Vi var en 5-6 tjenestepiger på gården, og vi var heller ikke af gulvet. Ikke noget med at sidde over dér. Vi havde en staldkarl, der spillede harmonika, og som han dog kunne spille.

Godsejerparret fik en søn, mens de boede på Egebjerggård. Han hed Ulrik. Godsejer Middelboe selv hed Hans, og hans frue hed Ulla. Derfor kom alle pigerne her omkring også til at hedde Ulla. Fru godsejer Ulla var en sød lille en. Hun fornærmede ikke nogen. Hun kunne vist ikke lære ret meget fra sig. Jeg kan huske en enkelt gang, hun stod i køkkenet og lavede en leverpostej – men hun havde jo nok lært at lave noget andet end lige mad.

Vi havde det frit på Egebjerggård. Middelboe var ikke striks, og han holdt ikke øje med, hvad vi lavede. Fruen blandede sig heller ikke. De havde mange bekendte og rejste meget.

Elna med hvid kappe

Elna tv. med spanden.

Egebjerggård.
Dengang Einsidelsborg.

Folk på Egebjerggård.
Elna siddende tv. i græsset.

 

Godsejer Hans Middelboe.

 

Arbejdsdagen begyndte tidligt på Egebjerggård. De første, som mødte, var malkekonerne. De kom allerede klokken 4. De kom gående med bare fødder i deres træsko, og selv ikke om vinteren havde de strømper på. Jeg kan endnu se dem komme gående med bare fødder i deres lange kjoler. De var ofte gennemblødt, når de kom. De havde ikke ret meget tøj på, nogle af dem ejede simpelthen ikke tøj. Mens konerne malkede, var deres mænd hjemme ved børnene. Når konerne var færdige med malkningen, kunne de lige nå hjem til børnene, når manden gik på arbejde. Dengang arbejdede de fleste i Agernæs på Egebjerggård. Både mand og kone såmænd. Og når børnene voksede til, kom de også ud på gården.

Kl. 5 kom staldkarlen og kaldte på os piger. Så begyndte vores arbejdsdag. Der skulle fyres op i det store komfur i køkkenet. En gammel karl, som havde været der altid, gik rundt og fyldte brændekurven op både i køkkenet og i alle stuerne, hvor der stod kakkelovne. Vi piger kogte så øllebrød. Der var desuden 1½ rundtenom rugbrød eller franskbrød til hver. Og der var mejerismør på! Det var ellers flot. Det var ikke alle steder, de fik det. Min svoger tjente på Løgismose, og der var maden forfærdelig. Grød om middagen, levnet grød med mælk på om aftenen, kun øllebrød om morgenen. Så var maden meget bedre på Egebjerggård. Her var maden ganske dejlig - det sagde godsejeren selv til os nede i køkkenet: “Maden til karlene”, sagde han, “den må I ikke svigte, for det kan jeg ikke lide. Jeg har selv tjent på en herregård, hvor der var sveden øllebrød hver morgen. Det skal mine karle ikke have!”

Der var mange folk på Egebjerggård. For at tage os piger først, så var vi to piger i køkkenet og en husjomfru, og så var vi to stuepiger. Jeg selv var bare 19 år dengang.

Der var forvalteren, underforvalteren, ladefogeden og så alle karlene, daglejerne ikke at forglemme. Landevejsbørster kom og gik, særlig i roetiden fandt mange hertil, så tjente de lidt i sæsonen. Polakkerne kom i massevis.

Til frokost fik karlene tre rundtenom rugbrød med i marken. Husmændene fra Agernæs gik hjem og spiste. Kun i høsten fik de mad på gården, så kunne arbejdet jo ikke ligge stille, mens de gik helt til Agernæs for at spise.

Vi spiste middag klokken halv et. Altid to retter mad, og det var god mad. Jeg har lavet meget god mad derude. Vi lærte meget, vi piger. Vi lavede alt fra grunden, og vi arbejdede fra fem morgen til syv aften. Når vi havde vasket op efter middagen, vasket gulv og ryddet op, havde vi fri nogle timer. Så tog vi cyklerne og cyklede ned til stranden og gik i vandet. Vi skulle møde igen klokken 4. Vi havde så megen frihed derude, Middelboe var så rar. Han var en god arbejdsgiver, men jeg tror nu ikke ham og fruen havde så meget forstand på at drive et gods. De var københavnere.

Egebjerggård er en stor bygning. Vi piger boede i kælderen, Dernede var der også køkken, spisekammer og fadebur. I stueetagen boede godsejeren. På øverste etage lå alle gæsteværelserne. Vi løb meget op og ned ad trapperne, især når der skulle serveres. Forvalteren og underforvalteren spiste sammen med herskabet i stuen. Karlene spiste nede i køkkenet.

Husmandskarlene fra Agernæs var ikke altid nemme at omgås. De kunne godt skubbe lidt til pigerne. Karlene havde middagsfri ligesom pigerne. De fik nogle gange en kop kaffe efter maden, men ellers var det hjemmebrygget øl. Det var kusken og husjomfruen der stod for ølbrygningen, de bryggede altid to store tønder ad gangen. Når der skulle slagtes, var det også altid kæmpestore grise, der blev slagtet.

Vaskedagene var et slid. Storvasken tog gerne to dage. En vinter frøs det så hårdt, at vi ikke kunne hælde vandet ud af karrene. Vi lod det stå til om foråret, så tøede det. Jeg forstår ikke, at vi ikke frøs ihjel. Tænk, at stå der i træsko. Vi vaskede med balje og vaskebræt. Det var koldt, meget koldt. Vi skulle ikke vaske for karlene, derimod vaskede vi lagener, dynebetræk, håndklæder, viskestykker og duge. Sommetider havde vi nogle koner fra Agernæs til hjælp.

Bagefter skulle tøjet rulles. Vi havde kusken til at passe rullen. Der var også meget strygetøj. Vi varmede strygejernene på komfuret, eller vi lagde gløder ind i dem.

Vi havde meget sjov på Egebjerggård. Engang gjorde vi rent i riddersalen efter nogle malere. Så tog vi piger omkring hinanden og dansede riddersalen rundt. Det var en herlig tid!

 

Denne beretning er fortalt af Elna Duch, Kappendrup, til Gerda Rasmussen, Roerslev, i år 2000, da Elna var 91 år. Skrevet af Margit Egdal til Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune, nr. 67, 2002.

 

www.nordfynsk.dk