Hjem
 Topografi Temaer Nyeste artikler Kontakt Links



Dagmar Rasmussen, født 1906, fortæller fra sin
skolegang i "Den stråtækte" i Uggerslev

Dagmar mellem sine forældre, Johanne Cathrine
Nielsen (1867-1946) og Anton Marius Pedersen (1866-1935).
Mon ikke de er fotograferet ved hjemmet på
Uggerslev Mark? Foto ca. 1913.

Jeg kom i skole i foråret 1914, jeg manglede 3 måneder i 8 år. På grund af den lange skolevej (3/4 mil) fik jeg udsættelse 1 år mod, at jeg fik lektiehjælp hjemme.

Vi børn gik i skole. Cyklen fik vi først efter vor konfirmation. Forældrene havde vel ikke råd, og det var ikke skik, at skolebørn havde cykel. Der var et par børn, der havde cykler, men de var boende i byen.

Vi var mange børn, der gik den lange vej med træsko på året rundt sommer og vinter, dvs. om sommeren havde jeg sko, men det var der ikke alle, der havde. Det var før gummistøvlernes tid, og når det var vinter med sne og snedriver, ja, så var træsko et dårligt fodtøj, og særlig husker jeg, når sneen i tø ville klampe, så følte vi, at vi ligesom gik på stylter. Så blev vejen dobbelt lang, og det var en daglig plage at skulle gennemføre den. Egentlig skulle man have et godt helbred, ja, endda være temmelig robust for at kunne tage den daglige tur, ca. 8 km. frem og tilbage.

De første år i skolen havde jeg lærer Jacobsen. Faktisk husker jeg kun en ting fra min tid hos Jacobsen: Han havde en dag lovet os en lille belønning i form af en toøre, hvis vi kunne skrive en fejlfri diktat. – Da jeg som den eneste blandt 30 elever havde opnået 0 fejl, fik jeg ikke en toøre, men en femøre, fordi jeg var den yngste i klassen. Sådan en lille hændelse kan så huskes gennem et langt liv. Jeg gik stolt hjem med min femøre, den kunne jeg få et stort kræmmerhus slik for ved købmanden.


I marts 1916 kom der en ny ung lærer til Uggerslev. Det var lærer Johnsen. Han kom fra Vejlby skole ved Grenå. Far sad på det tidspunkt i sognerådet, og han gjorde et stort arbejde for, at det skulle blive Johnsen. Det var hos Johnsen, jeg gik i skole hele resten af min skoletid. Jeg, og vistnok de fleste af børnene, var glade for den ny lærer. Det første han foretog sig var at brænde spanskrøret eller "tampi", som vi sagde. Den havde ellers sin faste plads henne i hjørnet af skolestuen.
Siden lærte vi at forstå, at det ikke var ensbetydende med, at vi aldrig ville blive afstraffede, for i stedet blev brugt en pilekæp eller en lineal, og det var probate midler, og disciplinen i skolen var da også aldeles upåklagelig. I den tid var det jo ikke forbudt at slå. Men det skal siges, at Johnsen var retfærdig, og det var ikke ret tit, det var nødvendigt at gå så hårdt til værks; men han tålte ikke uro i klassen, og dovenskab og opsætsighed eller løgn for slet ikke at tale om banden, det var ting, som ikke kunne tolereres. Men vi lærte Johnsen at kende og lærte at sætte pris på ham. Johnsen var en dygtig lærer. Det kunne jeg rigtig se, da jeg senere fik lejlighed til at høre andre lærere undervise.

 


Forklædepiger i skolegården i Uggerslev.

Den gamle skole var meget gammel. Mor havde også gået der, og den var også gammel dengang, sagde hun. – Den lå nær svinget, hvor vejen deler i tre. Ikke så langt fra Uggerslevgård. Den var hvidkalket og stråtækket. Trelænget, stuehuset bagest – skolestue og bibliotek i vestre længe. Stald og lade i østre. Der var nemlig en jordlod til skolen ca. 6 tdr. land, som Johnsen selv drev. Han havde både hest, køer og grise. Han var født ved landbruget og godt kendt med arbejdet. – Skolestuen var stor og lys, der var vinduer både mod øst og vest. Der var også temmelig højt til loftet. Tre rækker borde. Selvfølgelig var der kakkelovn og brændekasse. Et skab med udstoppede fugle og endnu et skab med bøger og hefter. Katederet stod midt for foroven og den sorte tavle bagved. – Der var bræddegulv. Det var en rigtig god skolestue, og der blev gjort noget ved tingene her.

På gårdspladsen i hjørnet stod en pumpe, der gik vi over for at få halsen skyllet, når vi havde spist vore mellemmadder. Der var også et litermål af de blå emaljerede, som vi drak af – allesammen. Det var slet ikke så hyggeligt, men sådan brugtes det jo, og vi tænkte ikke så meget over den slags. Det var mærkeligt, at smitsomme sygdomme ikke var mere udbredte end tilfældet var.
Her i Uggerslev Skole gik jeg i 7 år. Det var en god tid, og jeg har før hørt folk sige, at man kan lære at læse godt selv i en stråtækt skole. Det kan jeg også sige.
Vi gik i skole tre dage om ugen. 1. klasse tirsdag, torsdag og lørdag. 2. klasse (eller ældste klasse) gik ugens tre andre dage. – Om vinteren fra kl. 9-15. Om sommeren fra kl. 8-14.
Vi havde et skoleskema hængende, og jeg kan såmænd endnu huske, hvilke fag vi havde de forskellige dage. Første time var altid religion. Mandag: bibelhistorie. Onsdag: ny testamente. Fredag: Luthers katekismus og salmevers. – Det skulle læres godt og grundigt, men udenadslæren brød Johnsen sig ikke meget om. To vigtige fag som dansk og regning blev der gjort meget ud af, og dansk grammatik blev så gennemarbejdet, at den til sidst sad.


På skoleskemaet stod der ud for søndag:


"Søndag er Vorherres dag
ikke dog som dårer mene
som om salighedens sag
var den ugedags alene."




Den gl. skole i Uggerslev.

Jeg har kun lyse minder fra min skoletid og kan kun sige, at Johnsen var en agtet og afholdt skolemand, han kunne vel være noget hård til tider, men var børnene flinke, ja, så var skolegangen let, og disciplinen var meget fin, det var helt sikkert.

Præsten kom tit ind i skolestuen i et ærinde, vi betragtede ham som en højtstående person. Vi sagde De til præst og lærer, det var en umådelig stor forseelse, hvis vi sagde du, og det var såmænd ikke altid let for børn at huske det.
Præsten var født formand for skolekommissionen og kom da også somme tider for at høre på undervisningen.
Der var også med nogle års mellemrum både provste- og bispevisitats. Så vidt jeg kan huske, kom provsten i skolen for at høre på undervisningen. Det blev så indført i skoleprotokollen, at der havde været visitats og med nogle ord om, at undervisningen var i orden, og at børnene blev godt oplært.
Bispevisitats foregik i kirken med overhøring af de unge fra 14-18 år. Jeg ved, der blev holdt både provste- og bispevisitats i Uggerslev. Jeg var som barn til provstevisitats i skolen. Det var provsten der for en del selv udspurgte. Og han valgte selv et stykke fra bibelhistorien, som Johnsen gennemgik og eksaminerede os i.
Jeg har derimod ikke deltaget i bispevisitats. Deraf kan skønnes, at der ikke har været visitats ved biskoppen i de år, da jeg var pligtig at deltage.
Når gejstligheden kom på visit i skolen, så var det så højtideligt. Så havde vi rigtignok vort fineste tøj på. Og når det hele var slut, stormede hele klassen over til købmanden, som boede lige overfor, for sådan en dag skulle rigtignok fejres.

En gang om året, det var om foråret, blev der holdt almindelig eksamen i skolen i overværelse af skolekommissionen og præsten og mon ikke der var to mænd fra sognet, som i en periode (af 4 år?) var valgt ind i kommissionen. Denne overhøring varede ca. 3/4 dag, hvor der blev eksamineret i de forskellige fag. Dagen sluttede for skolekommissionens medlemmer med, at de fik en bedre middag hos læreren. Men både eksamen i folkeskolen og visitats er for længst afskaffet. Alting forandres.


Men skoledagen gik i en jævn rytme. Der var enkelte dage, der skilte sig ud fra de andre, som f.eks. når vi havde vor årlige udflugt. Vi besøgte de fleste fynske byer og også udflugtssteder. Det sidste år, jeg gik i skole, var vi i Fredericia. Det var på disse årlige ture, at jeg fik en sodavand, den eneste jeg fik i årets løb. Det var et stort øjeblik, når jeg stod med den i hånden, det perlede og bruste, når proppen kom af – men det samme gentog sig år efter år, jeg drak en mundfuld – højst to – så kunne jeg ikke mere. Men synet fik jeg da. Til hverdag drak jeg brøndvand. Men året efter var glæden lige stor.
I dag kan børn nok drikke en sodavand – nu kan jeg også!


Partier fra Uggerslev i Dagmars barndom.
Efter postkort afsendt 1913.

Dagmar og hendes veninde Amanda Madsen
må begge være her på skolebilledet fra 1917-18.
 

I syv år gik jeg i Uggerslev Skole, og hver morgen gik jeg ind i Løkkegården. Så var jeg nået halvvejen. Her boede Mads Peter og Laura. De havde to piger, der var henholdsvis 1 og 2 år yngre end mig. Esther og Amanda var et par rare piger, og de var fra et ordentligt hjem. Esther var den æld­ste, men den mindste. Hun var en lille splejs med tynde ben i et par alt for store træsko. Især om vinteren, når isen ville klampe, ja, så lignede hun grangivelig en storkeunge, der skal op og stå på benene. Hun kunne ikke styre ben og træsko. Amanda var mere robust. Jeg har haft forbindelse med hende, til jeg blev gammel og grå.
Hver morgen, når jeg kom ind på gårdspladsen og passerede køkkenvinduerne, hørte jeg et flerstemmigt kor inde fra: "Nu kommer Dagmar!" Der var nogle meget skingre stemmer imellem. Inde i køkkenet var de alle bænket om det lange køkkenbord, hvor de spiste øllebrød af et stort rødt ler­fad, som de alle langede til. Bedstefar og bedstemor var på aftægt, og det var "gamle Sine", der rådede i gården, men det var Anders, der hældte mælk op i fadet, når der mang­lede væde. Når det var sket, fortsatte de med at spise.

Vi havde den skønneste skolevej, der kunne tænkes. Når vi nåede op til byen, var der på begge sider af vejen det dejligste syrenhegn. I blomstringstiden var det et flot syn med alle de blå blomster. Før vi nåede kirken, passerede vi et blommebuskads med blå blommer. På hjemvejen havde vi tid at forsyne os, og det gav tit en omgang mavepine, men det fratog os ikke lysten til at begynde på en frisk næste dag.

Til venstre for indgangen til kirken lå gadekæret, hvor vi om vinteren løb på isen. Det var altid på hjemturen fra skolen, og så varede det ekstra længe, før vi kom til vejs ende. Så var det skumring, før jeg var hjemme, og så var der nok en, der var lidt bange det sidste stykke vej, hvor jeg gik ene. Nu er der intet gadekær mere, der er fyldt op med jord og anlagt en stor parkeringsplads.

Så vil jeg nævne en ting, som hører fortiden til, idet det for længst er afskaffet. Vi fik et par gange om året en lille foldet seddel med hjem fra skole, dvs. vi havde to. Næste dag havde vi sedlerne med til Uggerslev, en til præst og en til degn. De indeholdt penge. Det var en offergave. Jeg mener, at taksten var 1 kr eller 2 efter behag, som folk nu havde lyst og råd til. Jeg ved, at far gav præsten 1 kr, men degnen fik 2 kr. Når alle hjem med skolesøgende børn gav 1 kr. eller 2, så kunne der da også komme en pæn lille sum ind. Jeg tror, det var ind under jul, der blev indsamlet offer. Om der blev ofret mere end en gang om året, husker jeg ikke. Degne og præster fik førhen en ringe løn. Offer­gaven var et supplement til lønnen. Men det er en gammel skik, som for længst er ophørt.


Udstykningen af Uggerslevgård førte noget andet med sig: Der blev for mange børn i skolen. Nogle af nybyggerne havde børn, og antallet af skolesøgende børn ville stige stærkt med årene. Derfor byggedes der i 1919 en forskole i Uggerslev. Den lå tæt ved den gamle skole på stationsvejen. Den gamle skole blev nu hovedskole. Ved forskolen blev ansat en forskolelærerinde, frk. Lydia Petersen. Alle børn under 10 år blev overflyttet hertil, så nu havde Johnsen kun de store. Jeg var 13 år og kom kun til at gå til håndarbejde ved lærerinden, og det kun i et år.

Dagmar Rasmussen. Brædstrup.

 

Forskolen i Uggerslev.

Denne artikel har været publiceret i bladet "Lokalhistorisk Arkiv for Otterup
Kommune, nr. 30. 1993. Digitaliseret af Margit Egdal.