Dugvandring. Mennesker, der er vokset op uden sko og kun rent undtagelsesvis tager fodtøj på, forstår ikke, hvorledes man kan betragte det som et særligt helbredelsesmiddel at gå i vådt græs. Men kulturmennesker, der er blødagtige i enhver henseende og ikke engang tør vove at gå med bare fødder på et rentskuret gulv, de bliver i begyndelsen højst forfærdede over en sådan opfordring. Huden på deres fodsåler er meget ømfindtlig; derfor virker temperaturforandringer i begyndelsen meget heftigt, og den reflektoriske virkning på højere liggende organer er undertiden ret stærk. Vandring i vådt græs med nøgne fødder kan derfor betragtes som et stærkt afledende middel for ømfindtlige mennesker.

Pastor Kneipp har bragt dugvandringen i ære og har derved hidført megen glæde og gavn. Vort billede, fig. 318, viser denne bogs forfatterinde med en lille skare patienter, der om morgenen tidlig i munter stemning vader i det dugfriske græs og henter sig en fortræffelig appetit til frokosten. På mange naturhelbredelsesanstalter anvendes denne udmærkede hærdningsmetode, og hvor der er græs og åben himmel, der anbefaler vi enhver at følge dette smukke eksempel til forfriskelse og styrkelse for sig selv.

Fra dr. med. Anna Fischer-Dückelmanns bog fra 1910: "Husmoderen – Hjemmets Læge".

Solen og den friske luft er i sig selv helbredende, slog Anna Fischer-Dückelmann til lyd for, hvilket et par illustrationer mere fra hendes bog "Husmoderen - Hjemmets Læge" fra 1910 klart viser.

Friluftshytten er indrettet med en seng, og den er beregnet til at sove i. Masser af frisk luft!