Vild tulipan

I den gamle præstegårdshave i Agernæs voksede der vilde tulipaner. De bredte sig udenfor præstegården og ud i den omliggende natur, og for en menneskealder siden kunne børn stadig plukke favnen fuld af vilde tulipaner i Agernæs.

Vild tulipan er en specialitet for botanikere, og den er ikke almindelig i dag. Derfor er det også noget helt særligt, at der er bevaret en bestand af tulipanerne fra Agernæs præstegård.

Skønt man taler om "vild" tulipan, er den et minde om gammel kultur. Man mener, den blev indført i Danmark allerede i renæssancen. Måske har præsten i Agernæs allerede for flere århundreder siden erhvervet sig de sarte og yndefulde tulipaner og sat dem i sin have? Og siden har de gule tulipaner forår efter forår spiret og blomstret!

Findes den andre steder på Nordfyn?

Ved slottet Østruplund er der også en bestand af vild tulipan. Det passer fint med, at man ved, planten især blev indført til parker og parklignende haver.

www.nordfynsk.dk