Det var i året 1782. Efter en foranstaltning af Greve Joachim Godske Moltke, som på det tidspunkt ejede godserne Einsidelsborg (Egebjerggård) og Kørup, ønskede man at inddæmme den østlige arm af Nørre Nærå fjord. På det tidspunkt gik fjorden helt ind forbi Krogsbølle Kirke. I indløbet til denne lå fire små, men højtliggende øer, som man ønskede at sammenbinde med dæmninger for at indvinde agerjord.

Nordligst lå Askø, herefter mod syd Storeø, Mellemø og Lilleø. I ældre tider var der endnu i nord og nordøst flere øer, som dog allerede i 1782 lå som banker i det lavere land. På den nordligste pynt af

Storeøen lå et lille næs, som man dengang kaldte “Ormenæsen”. Her begyndte man at tage af jorden for at bygge diget mellem Storeø og Askø.

– Og så var det, at digearbejderne stødte på denne pragtfulde, massive bronzeøkse.

Det jordlag, hvori den fandtes, bestod af sortagtig jord, småsten og strandskaller. Hverken på dette sted eller andre steder på øerne findes nogen gravhøj, og man mener heller ikke, der har været nogen. På trods af en omhyggelig eftersøgning fandt man dog ikke mere på stedet.

På Askø fandtes derimod på samme tid et fuldstændigt, menneskeligt skelet, der havde en metalring prydet med adskillige spiraler omkring hovedet. Ved siden af skelettet lå et ca. 90 cm langt sværd. Af hvilket metal begge dele var, vides ikke med bestemthed. Men det har højst sandsynlig også været af bronze.

Ringen skulle efter sigende være blevet givet til Grev Moltke, mens arbejderne havde beholdt sværdet, idet de mente, at fæstet var af sølv.

Der gik også rygter om, at arbejdsfolkene havde fundet flere ting af samme slags, men at de havde holdt det skjult, da de bestandig håbede at finde guld og sølv.

Ved at grave dybt i havbunden mellem Lilleø og Mellemø, der hvor slusen nu står, fandt man ligeledes et menneskeligt skelet.

Dette tyder dog på at være langt ældre end øksen og de andre ting, idet man i området omkring Nørre Nærå Strand og Agernæs Fælled har fundet adskillige stenalderbopladser – ligesom man her har fundet store dynger af østersskaller og hjertemuslinger.

I 1833 blev øksen givet som en gave fra greve Gregers Petersdorff til prins Frederik Carl Christian (den senere Kong Frederik VII). Prinsen kom nemlig ofte på besøg på Einsidelsborg, som godset hed dengang.

En gave er måske så meget sagt, for ifølge en kongelig forordning af Danske Lov den 22. marts 1737 lød det nu “Guld, sølv, metal og anden skat som findes enten nedgravet eller forborgent i jord og skov, mark, hus eller andetsteds, og som ingen kender sig ved... hører kongen til og ingen anden.“

Men prinsen var sikkert blevet meget glad, for på trods af sin noget umådeholdne livsførelse havde han dog en virkelig stor interesse: Arkæologi. Øksen indgik herefter i hans samling af oldsager, der senere dannede grundlaget for Nationalmuseet.

Øksen betragtes som en offergenstand, d.v.s en gave nedlagt til en eller anden form for guddom. Dette skete ofte på øde og svært tilgængelige steder, som nu Ormenæs var dengang. Den har ikke været anvendt som våben eller arbejdsredskab, men kun til religiøse formål. På det tidspunkt i den ældre bronzealder (ca. år 1500-1300 f. Kr.) var øksen næsten en helligdom i sig selv, hvilket ofte ses på helleristninger, hvor den gerne fremføres parvis i en slags procession, altså en form for kult ceremoni. Der er også fundet flere ornamenterede bronze rageknive, hvor mænd ses stå med disse store, bredæggede økser. Hvilken helligdom man tilbad vides ikke præcist, men meget tyder på, det var solen. Der er for øvrigt fundet økser af samme slags i Sydvestnorge og langs den svenske Kattegatkyst, hvilket viser, at de her udøvede den samme form for religiøs praksis.

Ud af de 9 økser af samme type, der er fundet i Danmark, er der i hvert fald 2 par, der indbyrdes er ens. De er alle af massiv bronze, og den største er næsten en halv meter lang og vejer over 7 kg!

Øksen, som blev fundet ved Nærå Strand, er ca. 39 cm lang og vejer “kun“ 3,5 kg, men det var en ufattelig stor mængde bronze på den tid, hvor metal var meget vanskeligt at få fat på, og hvert et gram skulle importeres. Derfor kan det være svært at forstå, at man havde råd til at lade så store mængder bronze gå ud af cirkulation, ganske enkelt ved at efterlade det ude i naturen.

Men i bronzealderen havde man samtidig tradition for at ofre det smukkeste og mest værdifulde, man ejede, hvilket også ses fra de tusindvis af andre fund fra samme periode.

Man betragtede mere bronzen som et statussymbol end som et brugsmetal. Derfor brugte de ledende i datidens samfund dette nye metal til at demonstrere deres magt og indflydelse.

De forsøgte sikkert at skaffe sig anseelse ved at “bortødsle“ bronzen, – – lidt ligesom at tænde cigarer med tusindkronesedler.

Dette tyder på, at der også i bronzealderen har levet folk omkring Nærå Strand, som har tilhørt den herskende del af samfundet.

Petter Bertram. Agernæs i juli 2003

Denne artikel har været publiceret i
"Lokalhistorisk Arkiv for Otterup Kommune" nr. 72.

www.nordfynsk.dk